Piraten - Skyggens Datter

Plankerne drev tættere mod os. Endeligt kunne jeg tydeligt se hvad jeg førhen havde troet var et stykke sejl. Det var en kjole, og der var nogen, som havde den på. Det var højst sandsynligt ikke en mand, så jeg råbte til mit mandskab: "Kvinde over bord!" Som en velsmurt maskine blev der aktivitet på dækket, og der blev gjort klar til at hale hende om bord. Jeg stod ved roret, og fik skibet tættere på hende. Jeg kunne tydeligere skimte hende nu. Taljelangt kulsort hår, en hvid delikat hud og en slank skikkelse. Hendes kjole var våd og laset. Hun måtte have drevet rundt længe. Jeg havde ondt af hende, og håbede at jeg havde opdaget hende i tide. Rebet blev kastet ud, og ramte perfekt, men der var ingen reaktion. Så lynhurtigt sprang min første styrmand over bord, og fik fat i både reb og kvinden. De blev hurtigt halet ombord. "Hun er bevidstløs." Meddelte min første styrmand, og lagde hende fra sig på dækket. "Hun nåede at fortælle sit navn. Elisabeth."

19Likes
17Kommentarer
5566Visninger
AA

19. Stodder

Jeg så længe på ham, og ham på mig.

”Og?”

Spurgte jeg, og hørte en af de andre skandier fnise.

”Hold kæft, Svengal.”

Brummede skandieren, Erak, utilfreds. Hvilket bare fik den anden mand, Svengal, som han åbenbart hed, til at fnise igen.

”Det rager mig, hvem fanden du er…”

Begyndte jeg, men han afbrød.

”Jeg er oberjarl i Hallasholm.”

Sagde han kort, men opdagede at jeg næppe anede hvad han snakkede om, så han opgav at puste sig op.

”Fint.”

Sagde han utilfreds, og så længe undrende på mig. Jeg greb ham i at stirre lidt for længe på min brystkasse, og stak i ren refleks en syngende lussing. Han stod et skridt tilbage, fuldstændigt lamslået. Syra og Anna for op, og greb mig i hver en arm for at holde mig tilbage. De rystede begge af skræk, påvirket af synet af en rasende mand foran dem. Et syn, som for dem, betød tæsk. Men alligevel var de faret op for at holde mig tilbage, så jeg ikke sprang på skandieren. Det beundrede jeg dem kort for.

”Kaptajn, tror du ikke det ville være bedst, hvis du hidser dig ned?”

Spurgte Anna sammenbidt, og kæmpede for at holde mig tilbage. Syra sukkede opgivende.

”Glem det, det eneste som trænger igennem til hende nu, er en spand kold vand.”

Kommenterede Syra, og holdt sit jerngreb uden problemer. Det gjorde helvedes ondt, men jeg ville bare have lukket fingrene omkring skandierens hals og klemme godt til. Næsten som på en ordre, slog en kæmpe bølge mod skibet og sendt en masse vand ned over os. Vægten, fik mig til at vælte og sendt mig tværs over dækket.

Den fnisende skandier, Svengal, fik fat i mig, inden at jeg blev skyllet ud igennem et hul i rækværket. Så snart der var lidt ro på igen, rev jeg mig hidsigt fri og kom på benene. Uden så meget som at kigge på ham. Syra og Anna lå og rodede, filtret halvvejs sammen op af rækværket et stykke fra mig.

”Stodder!”

Råbte jeg efter skandieren, som var bygget som en bjørn.

”Det er Erak.”

Brummede han utilfreds, hvilket bare gav mig lyst til at kalde ham stodder fra nu af.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...