Piraten - Skyggens Datter

Plankerne drev tættere mod os. Endeligt kunne jeg tydeligt se hvad jeg førhen havde troet var et stykke sejl. Det var en kjole, og der var nogen, som havde den på. Det var højst sandsynligt ikke en mand, så jeg råbte til mit mandskab: "Kvinde over bord!" Som en velsmurt maskine blev der aktivitet på dækket, og der blev gjort klar til at hale hende om bord. Jeg stod ved roret, og fik skibet tættere på hende. Jeg kunne tydeligere skimte hende nu. Taljelangt kulsort hår, en hvid delikat hud og en slank skikkelse. Hendes kjole var våd og laset. Hun måtte have drevet rundt længe. Jeg havde ondt af hende, og håbede at jeg havde opdaget hende i tide. Rebet blev kastet ud, og ramte perfekt, men der var ingen reaktion. Så lynhurtigt sprang min første styrmand over bord, og fik fat i både reb og kvinden. De blev hurtigt halet ombord. "Hun er bevidstløs." Meddelte min første styrmand, og lagde hende fra sig på dækket. "Hun nåede at fortælle sit navn. Elisabeth."

19Likes
17Kommentarer
5411Visninger
AA

14. Stjålne tegninger

Jeg roede kort i mine tegninger, og fandt den endeligt. Jeg rullede den store oversigtsskitse ud, og brugte nogle ulæste bøger til at holde den nede med.

”Er det her det skib, som angreb dit skib?”

Spurgte jeg, og håbede at det ikke var. Ellers kunne jeg kassere den her tegning. Brænde den. Jeg havde haft den liggende i mange år. Det var en skitse til hvordan perlen ville se ud, når jeg havde fået nok penge samlet sammen til at kunne renoverer mit elskede skib.

Elisabeth så længe studerende på tegningen, og måtte nikke til sidst.

”Ja, det er det. Men det her ligner jo dit helt vildt.”

Kommenterede hun undrende. Jeg rev tegningen til mig, og krøllede den sammen. Jeg smed den over i det fjerneste hjørne. Hidsig og arrig.

”Det er MIT skib!”

Brølede jeg rasende, og sparkede til en tom flaske. Elisabeth så undrende på mig, og satte sig ned på stolen, hvor hun også havde sat tidligere.

”Det er den renoverede udgave af mit skib, når jeg engang får penge nok.”

Forklarede jeg, da jeg kunne se hendes forvirring.

”Jill må have fundet mine skitser inden at hun forlod skibet.”

Sagde jeg surt, og havde lyst til at slå noget. Hårdt. For at dæmpe den følelse, så lod jeg mig dumpe ned på min stol. Jeg sukkede surt. Jeg havde brugt så meget tid på den skitse, på at finjustere hver eneste detalje. Og nu var den værdiløs. Jeg kunne ikke bruge den til noget. Jeg kunne starte forfra, men først når jeg havde fået fingrene i den lille møgfinke. Uh, jeg vidste snart ikke hvad jeg skulle gøre ved hende. Måske kunne jeg prøve at kølehale hende. Det skulle være ret blodigt, men jeg ville nyde det.

”Møgtøs.”

Mumlede jeg irriteret. Elisabeth sad bare overfor mig, og studerede nogle af de kort, som lå på mit bord. Jeg rullede dem hurtigt sammen, da det gik op for mig at det var dem, hvor planen over angrebet på det skandiske skib stod på.

”Men du har et angreb planlagt?”

Spurgte Elisabeth. Jeg prustede utilfreds, men nikkede.

”Jeg er pirat. Det er vores levevej.”

Forklarede jeg. Elisabeth så på mig med et skeptisk blik, som for at sige at der var en anden udvej. Jeg rystede opgivende på hovedet af hende.

”Du må forstå, Elisabeth. Det eneste andet sted, hvor min besætning og jeg kan tjene penge, er på et horehus. Og mange af os er så skadet af mænd, at det ikke engang er en mulighed. Forventer du, at jeg skal lade dem ligge og rådne i rendestenen? Nej, så hellere være en pirat.”

Forklarede jeg min, såvel som meningen af nogle fra min besætning. Jeg vidste godt, at nogle kun var her midlertidigt, fordi at de kunne. Fordi at de syntes det var en sjov måde, at tjene til livet på. Elisabeth overvejede det kort, men nikkede så let.

”Jeg kan se din pointe.”

Svarede hun. Jeg nikkede, og pakkede kortene væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...