Piraten - Skyggens Datter

Plankerne drev tættere mod os. Endeligt kunne jeg tydeligt se hvad jeg førhen havde troet var et stykke sejl. Det var en kjole, og der var nogen, som havde den på. Det var højst sandsynligt ikke en mand, så jeg råbte til mit mandskab: "Kvinde over bord!" Som en velsmurt maskine blev der aktivitet på dækket, og der blev gjort klar til at hale hende om bord. Jeg stod ved roret, og fik skibet tættere på hende. Jeg kunne tydeligere skimte hende nu. Taljelangt kulsort hår, en hvid delikat hud og en slank skikkelse. Hendes kjole var våd og laset. Hun måtte have drevet rundt længe. Jeg havde ondt af hende, og håbede at jeg havde opdaget hende i tide. Rebet blev kastet ud, og ramte perfekt, men der var ingen reaktion. Så lynhurtigt sprang min første styrmand over bord, og fik fat i både reb og kvinden. De blev hurtigt halet ombord. "Hun er bevidstløs." Meddelte min første styrmand, og lagde hende fra sig på dækket. "Hun nåede at fortælle sit navn. Elisabeth."

19Likes
17Kommentarer
5554Visninger
AA

35. Sorte Jill

Jeg fik lov til at sove, men det føltes ikke som længe, da jeg blev puffet til, så jeg vågnede. Jeg gned mit øje, og kiggede søvnigt på en meget våd skandier, som stod sammen med Erak og Svengal.

”Ligner det kaptajnen, fra det skib som angreb dig?”

Spurgte Erak, og straks forstod jeg ideen. Hvis Sorte Jill havde kopieret mit skib, så havde hun måske også kopieret mit udseende.

”Jeg ved det ikke. Jeg er ikke sikker.”

Svarede den udmattede skandier.

”Øjeblik. Jeg ser ikke just frygtindgydende ud, når jeg ligger og roder i sandet.”

Sagde jeg, og kom på benene. Jeg rettede hurtigt på mit tøj, og måtte desværre åbne op for min krave. Det var simpelthen for ubehageligt. Jeg bandt mit hår sammen i en hestehale, og tog mit hat på igen.

”Syra, kan jeg lige låne dit ørkensværd?”

Spurgte jeg. Hun nikkede, og kravlede ind i teltet efter det. Jeg havde på et tidspunkt haft mit eget, men det havde jeg mistet under et røveri, som nær var gået galt. Syra kom kravlende ud igen, og rakte mig det. Men hun blev siddende i teltåbningen, ikke glad for at have tre mænd så tæt på. Jeg satte skeden fast i bæltet, og trak sværdet. Så anlagde jeg min mest frygtindgydende grimasse, og kunne se skandieren spjætte.

”Jo, det er hende.”

Svarede han, og så ud som om at han var ved at gøre i bukserne af skræk. Jeg rystede opgivende på hovedet, og satte sværdet i skeden igen. Jeg løsnede mit hår igen, og lod det hænge ned over mine skuldre som det plejede. Jeg blev mere afslappet i ansigtet, og lagde armene over kors. En meget typisk stilling, som jeg ofte brugte. Nu lignede jeg mig selv.

”Og nu?”

Spurgte jeg. Skandieren tøvede kort.

”Nu ligner du ikke rigtigt længere. Du er mere harmløs ud.”

Svarede han, og fik straks et advarende puf fra Erak.

”Altså ikke at du er harmløs.”

Sagde skandieren, og havde opdaget sin fejl. Mit hidsige humør var åbenbart blevet velkendt i Hallasholm.

”Den anden kaptajns hår var vist mørkere, nok sort og kortere. Også tror jeg ikke at hun var lige så høj som dig. Nåh ja, hun havde et ar ned over sin højre kind.”

Kom skandieren i tanke om. Jeg brummede utilfreds. Det lød meget som Sorte Jill, og hun havde vist kopieret mit udseende. Men nu var det heller ikke svært at være mindre end mig. Jeg var utroligt høj, næsten lige så høj som Erak. Der var kun få centimeter i mellem os. Men arret gjorde mig sikker på at det var hende. Det burde jeg vide. Jeg havde selv givet hende det ar. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...