Piraten - Skyggens Datter

Plankerne drev tættere mod os. Endeligt kunne jeg tydeligt se hvad jeg førhen havde troet var et stykke sejl. Det var en kjole, og der var nogen, som havde den på. Det var højst sandsynligt ikke en mand, så jeg råbte til mit mandskab: "Kvinde over bord!" Som en velsmurt maskine blev der aktivitet på dækket, og der blev gjort klar til at hale hende om bord. Jeg stod ved roret, og fik skibet tættere på hende. Jeg kunne tydeligere skimte hende nu. Taljelangt kulsort hår, en hvid delikat hud og en slank skikkelse. Hendes kjole var våd og laset. Hun måtte have drevet rundt længe. Jeg havde ondt af hende, og håbede at jeg havde opdaget hende i tide. Rebet blev kastet ud, og ramte perfekt, men der var ingen reaktion. Så lynhurtigt sprang min første styrmand over bord, og fik fat i både reb og kvinden. De blev hurtigt halet ombord. "Hun er bevidstløs." Meddelte min første styrmand, og lagde hende fra sig på dækket. "Hun nåede at fortælle sit navn. Elisabeth."

19Likes
17Kommentarer
5424Visninger
AA

10. Som syet til mit ansigt

Pis, hende havde jeg glemt alt om. Præcist som jeg havde forudset, så havde det stormet natten igennem. Jeg var endnu ikke tryg ved at overlade skibet til Anna efter hendes sidste brøler, så jeg havde natten igennem stået ved roret. Og da jeg var gået ned for at sove i min kahyt, havde jeg glemt alt om denne Elisabeth, som lå og fyldte i min seng.

”Pis.”

Mumlede jeg irriteret, og smuttede hen til mit bord i stedet. Jeg sank ned i den slidte, men stadigt behagelige stol. Jeg fik øje på en flaske på mit bord, som der overraskende stadigt var noget i. Haps, så var den i min hånd. Og pop, så røg proppen og dens gyldne indhold blev drukket lynhurtigt. Jeg bøvsede tilfreds, lod flasken falde på gulvet og faldt ellers i søvn i stolen.

Jeg blev vækket af en raslen med papir. Jeg skyndte mig at vende mig i stolen, for at dække over et eventuelt sæt, som jeg kunne have givet fra mig i søvne. Jeg kom til at ligge over dens armlæn, desværre det uden polstring. Så det var skideubehageligt, men jeg ville godt lige se hvem der pillede i mine papirer og hvorfor, før at jeg begyndte at råbe højt. Jeg åbnede let mit øje på klem, og opdagede spidserne af noget langt sort hår, som hang ud foran mit ansigt. Jeg for op, og sprang på skikkelsen.

Jeg havde for længst lært, at man kun ville en andet noget ondt, når man stod så tæt på.

Jeg havde i ren refleks allerede sat kniven mod hendes hals, ret så tæt, for at afskrække. Jeg bandede indvendigt, da jeg så ind i de lyseblå øje på Elisabeth.

”Du så ikke ud til at sidde behageligt.”

Sagde hun overraskende nok. Jeg så undrende på hende, og lagde mærke til at hun lod sine øjne gå ud til den højre side. Jeg måtte løfte mig lidt for at se hvad hun mente, da jeg jo manglede øjet på den side. Der lå en pude fra min seng på gulvet og rodede, og jeg havde bestemt ikke smidt den her. Hun var sikkert vågent, og havde villet give mig puden, så jeg kunne sidde lidt bedre.

En lidt underlig reaktion på at vågne op i en fremmede kahyt, men jeg godtog den og rejste mig fra hende. Hun kom lydløst på benene, og det var pisseuhyggeligt. Jeg turde næsten ikke vende ryggen til hende, men var nødt til det for at få fingre i min hat, som var faldet af mit hoved i søvne.

”Din klap.”

Sagde hun blidt. Hold da helt kæft. Den kvindes stemme var som honning, elegant og fin. Jeg vendte mig rundt, og opdagede at hun holdt min klap i sin fremstrakte hånd. Der gik en gru igennem mig, da det gik op for mig, at hun så på mit bare ansigt.

Jeg flåede klappen til mig, og vendte ryggen til hende, så jeg kunne tage den på. Mine hænder rystede så meget, at det næsten var umuligt. Der var ikke en fremmede som havde set det sted, hvor mit øje manglede, i mange år. Klappen var næsten som syet til mit ansigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...