Piraten - Skyggens Datter

Plankerne drev tættere mod os. Endeligt kunne jeg tydeligt se hvad jeg førhen havde troet var et stykke sejl. Det var en kjole, og der var nogen, som havde den på. Det var højst sandsynligt ikke en mand, så jeg råbte til mit mandskab: "Kvinde over bord!" Som en velsmurt maskine blev der aktivitet på dækket, og der blev gjort klar til at hale hende om bord. Jeg stod ved roret, og fik skibet tættere på hende. Jeg kunne tydeligere skimte hende nu. Taljelangt kulsort hår, en hvid delikat hud og en slank skikkelse. Hendes kjole var våd og laset. Hun måtte have drevet rundt længe. Jeg havde ondt af hende, og håbede at jeg havde opdaget hende i tide. Rebet blev kastet ud, og ramte perfekt, men der var ingen reaktion. Så lynhurtigt sprang min første styrmand over bord, og fik fat i både reb og kvinden. De blev hurtigt halet ombord. "Hun er bevidstløs." Meddelte min første styrmand, og lagde hende fra sig på dækket. "Hun nåede at fortælle sit navn. Elisabeth."

19Likes
17Kommentarer
5386Visninger
AA

16. Noget, som skal hentes?

”Jeg hedder Elisabeth, jeg er gift og har to små børn.”

Begyndte hun i et forsøg på at lokke mig til at tale. Jeg prustede utilfreds, men lyttede nu alligevel nysgerrigt. Jeg havde ikke regnet med at hun var gift og havde børn.

”Min mand og jeg vil gerne have et barn mere, gerne en datter.”

Sagde Elisabeth blidt, og strøg fraværende sin mave.

”Vi har et sæt tvillingedrenge i forvejen. De er helt umulige.”

Sagde hun, og grinte let. Hendes latter var blød og behagelig, og lokkede mig næsten til at grine med.

”Min mand og min far arbejder sammen. De er ude på en rejse i øjeblikket, sammen med nogle af vores nærmeste venner.”

Forklarede hun yderligere, og lød til at savne dem.

”Så de efterlod dig alene hjemme?”

Spurgte jeg undrende, og opdagede til min skræk at jeg var blevet nysgerrigt angående hendes lykkelige liv.

”Ikke helt.”

Svarede Elisabeth blidt, med et skævt smil.

”Min fars forlovede og en god ven, tja, jeg ville vel nærmest kalde ham for en storebror, blev hjemme og hjalp mig med børnene. De er ikke så gamle endnu, knap et år.”

Forklarede Elisabeth, og sukkede let. Hun savnede dem tydeligvis. Jeg lagde mærke til at hun let strøg et smykke, som hun bar om halsen. Men den var skjult i udskæringen på hendes kjole, så jeg kunne ikke se hvad det forestillede.

”Hvis de ikke er så gamle, hvorfor så rejse fra dem?”

Spurgte jeg, og undrende mig over at hun var rejst fra sine børn, når hendes mand heller ikke var hjemme.

”En forretningsforbindelse og en god ven bad mig om sin hjælp.”

Forklarede hun, og smilede venligt til mig. Jeg var lige ved at smile igen, men lod være. Elisabeth havde en sær måde at få mig til at reagerer på, til at involvere mig og hun havde nært fået mig til at smile rigtigt.

”Så det var der, du var på vej hen?”

Spurgte jeg. Hun rystede let på hovedet.

”Jeg var faktisk på vej tilbage.”

Forklarede hun, og bemærkede mit spørgende blik.

”Jeg skulle hente ham noget, som han skulle bruge.”

Sagde hun kryptisk, og så væk. Hun ville åbenbart ikke i detaljer med hvad det var. Men jeg var da også ligeglad, mindede jeg mig selv på. Jeg vendte min opmærksomhed mod skibet igen, og forsøgte at ignorere den urolige følelse, som jeg pludseligt fik fra Elisabeth. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...