Piraten - Skyggens Datter

Plankerne drev tættere mod os. Endeligt kunne jeg tydeligt se hvad jeg førhen havde troet var et stykke sejl. Det var en kjole, og der var nogen, som havde den på. Det var højst sandsynligt ikke en mand, så jeg råbte til mit mandskab: "Kvinde over bord!" Som en velsmurt maskine blev der aktivitet på dækket, og der blev gjort klar til at hale hende om bord. Jeg stod ved roret, og fik skibet tættere på hende. Jeg kunne tydeligere skimte hende nu. Taljelangt kulsort hår, en hvid delikat hud og en slank skikkelse. Hendes kjole var våd og laset. Hun måtte have drevet rundt længe. Jeg havde ondt af hende, og håbede at jeg havde opdaget hende i tide. Rebet blev kastet ud, og ramte perfekt, men der var ingen reaktion. Så lynhurtigt sprang min første styrmand over bord, og fik fat i både reb og kvinden. De blev hurtigt halet ombord. "Hun er bevidstløs." Meddelte min første styrmand, og lagde hende fra sig på dækket. "Hun nåede at fortælle sit navn. Elisabeth."

19Likes
17Kommentarer
5409Visninger
AA

15. Mit navn og fortid skal der ikke tales om

”Har du været kaptajn længe?”

Spurgte Elisabeth, lidt for nysgerrigt. Jeg prustede utilfreds, men nikkede let og overtog roret fra Anna, som straks smuttet ned på dækket. Hun havde godt regnet ud, at jeg ikke ville have hende og Elisabeth i nærheden af hinanden. Jeg ville ikke have endnu et skænderi om bord.

”Hvor længe?”

Spurgte Elisabeth nysgerrigt. Jeg sukkede utilfreds.

”Mange år.”

Svarede jeg kort, og brød mig bestemt ikke om hendes spørgsmål.

”Javel, hvad lavede du før?”

Spurgte hun, og nu havde jeg bestemt ikke lyst til at svare på flere spørgsmål. De var lidt for nære, lidt for smertefulde at tænke på.

”Hvad lavede du før?”

Spurgte Elisabeth, og havde tilsyneladende ikke set mit ansigtsudtryk. Jeg udstødte en rasende lyd.

”Hold mund.”

Hvæssede jeg knurrende, og havde fået et meget stramt greb omkring roret.

”Er der noget i vejen?”

Spurgte Elisabeth, og så endeligt på mig. Hun trådte straks et skridt tilbage, åbenbart bange.

”Hold op med at stille de skide spørgsmål.”

Hviskede jeg sammenbidt, for at forhindre et udbrud, som mandskabet ville høre. Hun skyndte sig at nikke. Men jeg var ikke helt overbevidst.

”Må jeg ikke engang få dit navn at vide?”

Spurgte hun forsigtigt. Jeg fnøs hidsigt, og rystede på hovedet.

”Mit navn er ikke blevet talt i mange år, Elisabeth.”

Sagde jeg surt, og trak en dyb indånding for at kunne slappe af. Hun så længe undrende på mig, og løftede så hånden for at ligge den på min skulder. Jeg skubbede den hidsigt væk. Jeg ville ikke have hendes medlidenhed.

”Det er kaptajn for dig, intet andet.”

Sagde jeg surt. Hun så uforstående på mig.

”Eller ryger du direkte overbord.”

Knurrede jeg. Hun trak hånden til sig, nikkede og stod så ellers ved siden af mig i stilhed. I hvert fald i et stykke tid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...