Piraten - Skyggens Datter

Plankerne drev tættere mod os. Endeligt kunne jeg tydeligt se hvad jeg førhen havde troet var et stykke sejl. Det var en kjole, og der var nogen, som havde den på. Det var højst sandsynligt ikke en mand, så jeg råbte til mit mandskab: "Kvinde over bord!" Som en velsmurt maskine blev der aktivitet på dækket, og der blev gjort klar til at hale hende om bord. Jeg stod ved roret, og fik skibet tættere på hende. Jeg kunne tydeligere skimte hende nu. Taljelangt kulsort hår, en hvid delikat hud og en slank skikkelse. Hendes kjole var våd og laset. Hun måtte have drevet rundt længe. Jeg havde ondt af hende, og håbede at jeg havde opdaget hende i tide. Rebet blev kastet ud, og ramte perfekt, men der var ingen reaktion. Så lynhurtigt sprang min første styrmand over bord, og fik fat i både reb og kvinden. De blev hurtigt halet ombord. "Hun er bevidstløs." Meddelte min første styrmand, og lagde hende fra sig på dækket. "Hun nåede at fortælle sit navn. Elisabeth."

19Likes
17Kommentarer
5395Visninger
AA

6. Mand over bord

”Skal kaptajn have lidt for sine tømmermænd?”

Drillede Viola. Jeg knurrede nærmest efter hende, men tog taknemligt imod en skål frugt, med en form for fløde og sukker, som udgjorde en delikat creme. Ikke at jeg nogensinde ville fortælle hende det. Hun vidste dog, at min stilhed betød ros.

”Hvor er Anna?”

Spurgte jeg undrende. Det var mærkeligt at hun ikke var dukket op endnu. Det var ellers tradition at vi spiste morgenmad sammen, når jeg ellers gad. Viola kastede et kort blik på mig, og så viste jeg godt hvad der var galt.

”Perfekt.”

Knurrede jeg rasende, og så ned i den halvtomme skål, som jeg holdt mellem hænderne. Jeg følte med et en overvældende vrede, og kylede skålen fra mig, så den ramte den modsatte side af skibet med et højt brag. Jeg havde kastet så hårdt, at skålen var gået i stykker.

”Kaptajn…”

Begyndte Viola bekymret, men et blik fra mig var nok.

”Ud!”

Hyllede jeg som en rasende, gal hund. Jeg væltede rundt i sengen for at komme på benene, og fik endeligt kæmpet mig fra tæppet. Jeg rettede klappen på plads, rev min hat til mig og stormede rasende ud.

Det var ingen overraskelse at se Syra ved roret. Det burde have været Anna, som min første styrmand. Men de dage var vist ovre. Syra overlod mig hurtigt roret, og kunne se mit raseris forfærdelige højder. Hun vidste at skibet nok skulle få mig til at falde til ro, på et tidspunkt. Men indtil da, så holdt hun mandskabet på afstand. Hvilket nok også var for det bedste.

Jeg kunne næsten ikke tænke klart. Jeg var bare så rasende, men mest på mig selv. Det var jo ikke normalt. To kvinder sammen, en ustyrlig tanke, noget ækelt. Og alligevel foretrak jeg det over en mand. Jeg kunne bare ikke klare tanken om at nogen mand skulle røre mig. Men hvem kunne forstå det?

Mit mandskab kendte mig jo ikke som andet end kaptajn. Ikke en af dem kendte mit navn eller min historie. Og det ville de bestemt heller ikke komme til.

”Forpulede skiderikker.”

Bandede jeg for mig selv. Men hvad var det?

”Forpulede…”

Forsøgte jeg at forsætte med at bande, da jeg svagt kunne skimte noget i horisonten. Jeg forsøgte mit bedste at fokusere med mit ene øje, men det var svært. Endeligt kunne jeg se det klart, efter lang tids forsøg. Det var resterne af et lille, nedbrændt skib. Pis, var vi kommet for sent? Havde nogle andre hugget præmien for næsen af os?

Det lille skib, langt mindre end vores, drev dødstille forbi. Ikke en sjæl for at se, ej hellere nogen lig. Alle holdt mund. Vi kunne godt finde på at borde et skib, og efterlade det i en værre redelighed. Men vi sørgede altid for at de havde en mulighed for at komme i land. Vi brændte aldrig skibet af, og vi slog aldrig mandskabet ihjel. Det er en svær opgave, når man er pirat. Men er man klog nok, så kan det lade sig gøre.

Pludseligt blev der råbt:

”Mand over bord!”

Jeg så frem, og fik øje på et drivtømmer. Der lå en skikkelse ovenpå, som stille flød med i et forkullet reb fra skibet. Det skib ville ikke holde sig flydende længe, og det ville trække skikkelsen med sig, når det gik under. Men kunne jeg risikere at tage manden ombord? Kunne jeg risikere mit mandskab og mit skib?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...