Piraten - Skyggens Datter

Plankerne drev tættere mod os. Endeligt kunne jeg tydeligt se hvad jeg førhen havde troet var et stykke sejl. Det var en kjole, og der var nogen, som havde den på. Det var højst sandsynligt ikke en mand, så jeg råbte til mit mandskab: "Kvinde over bord!" Som en velsmurt maskine blev der aktivitet på dækket, og der blev gjort klar til at hale hende om bord. Jeg stod ved roret, og fik skibet tættere på hende. Jeg kunne tydeligere skimte hende nu. Taljelangt kulsort hår, en hvid delikat hud og en slank skikkelse. Hendes kjole var våd og laset. Hun måtte have drevet rundt længe. Jeg havde ondt af hende, og håbede at jeg havde opdaget hende i tide. Rebet blev kastet ud, og ramte perfekt, men der var ingen reaktion. Så lynhurtigt sprang min første styrmand over bord, og fik fat i både reb og kvinden. De blev hurtigt halet ombord. "Hun er bevidstløs." Meddelte min første styrmand, og lagde hende fra sig på dækket. "Hun nåede at fortælle sit navn. Elisabeth."

19Likes
17Kommentarer
5414Visninger
AA

7. Kvinde over bord

Jeg tøvede. Kunne jeg virkeligt risikere alt det? Så fik jeg øje på det. Stoffet som flød så tæt på drivtømmeret, at det lignede at det hang ved. Det lange mørke hår og den slanke feminine skikkelse. Det var en kvinde, gik det op for mig.

”Kvinde over bord!”

Råbte jeg højt ud over dækket. Mandskabet så kort på mig, ud på skikkelsen igen og da de opdagede det samme som jeg, blev der aktivitet. De kunne have været fristet til at lade en mand ligge, men ej en kvinde.

”Kvinde over bord!”

Råbte jeg højt igen, for at få krudt i dem. Skikkelsen var nået hen til skibets styrside, og ville snart drive forbi os.

”Der kommer reb!”

Blev der råbt til skikkelsen, men ingen reaktion. Det blev kastet ud, og ramte tværs over skikkelsen. Stadig ingen reaktion. En gru spredte sig i min krop. Var det for sent? Havde vi ikke nået hende i tide? Jeg kunne alt for let genkalde mit første syn af en druknet. Det var ganske forfærdeligt, og på trods af at have oplevet det mange gange, så fik jeg kvalme alligevel.

Pludseligt dukkede Anna op på dækket. Hun smed alt sit overflødige tøj, og sprang direkte overbord ned i det kolde vand. Jeg anede ikke at hun kunne svømme. Guderne måtte vide det kunne jeg ikke. Men med nogle enkelte hurtige tag, så var hun henne ved kvinden. Hun løsnede hurtigt det forkullede reb, og lod det glide i vandet, så det kunne følge spøgelsesskibet. Så tog hun vores eget reb, og bandt det om sig selv og kvinden. Hun vendte sig i vandet om mod skibet.

Jeg kunne se hendes læber bevæge sig, men ingen lyd kom ud. Det gik hurtigt op for mig hvorfor. Hendes tænder klaprede for meget til at hun kunne sige noget.

”Hiv i rebet!”

Råbte jeg af mandskabet, som bare så forvirret på mig. Det tændte gnisten i mig, så nogle af dem straks fik livet tilbage i sig.

”Se så at få røven på gled, i uduelige hundehoveder!”

Råbte jeg som et frådende søuhyre.

”Hiv i det reb, som gjaldt det jeres liv.”

Hyllede jeg efter mig, ivrig efter at få Anna ombord igen. Hun var allerede bleg nok på grund af kulden. Hun skulle op hurtigt muligt.

”Hiv! Hiv! Hiv! Hiv! Hiv!”

Angav jeg takten, hvilket normalt var Annas job. Men hun hang flød jo rundt i vandet, og Syra så ikke ud til at tænke på det. Hun var i stedet faret ned under dækket, underligt nok.

”Kom så, det sidste! HIV!”

Råbte jeg så højt jeg kunne, og så var de pludseligt om bord. Jeg bandt roret, og styrtede ned på dækket, hvor Syra var dukket op med nogle varme tæpper til Anna.

”Hun… lever. Hun be… besvimede… men… hendes navn… er… Elisabeth.”

Stammede Anna, rystende af kulde. Jeg nikkede stolt af hende, men straks undgik hun mit blik. Jeg accepterede de uundgåelige, og vendte mig væk fra hende. Hun ville nok ikke se mig i øjnene igen.

Jeg så ned på kvinden, som lå livløst på mit dæk. Hun trak vejret roligt, så det ud til. Jeg gik på hug, og strøg det kulsorte hår væk fra hendes ansigt. Hendes øjne var lukkede, og hun så afslappet ud. Jeg studerede hende nærmere. Hun var ikke særligt høj og med en slank skikkelse. Hun lignede lidt en elrondianer, men jeg kunne ikke være sikker. Jeg havde været et barn, sidst at jeg så sådan en. Hun kunne også være fra Araluen eller Clonmel, men det forklarede ikke hvad hun lavede så langt nord på. Hvad i al verden lavede en kvinde som hende, så langt nord på? Hun så slet ikke ud til at være bygget til det her miljø, og det havde hun bestemt heller ikke tøj på til. En lang og dyrt udseende kjole bar hun, samt et par tynde støvler og et bælte, som kun indeholdt en sølle kniv og en iturevet pung. Hvem var denne Elisabeth dog?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...