Piraten - Skyggens Datter

Plankerne drev tættere mod os. Endeligt kunne jeg tydeligt se hvad jeg førhen havde troet var et stykke sejl. Det var en kjole, og der var nogen, som havde den på. Det var højst sandsynligt ikke en mand, så jeg råbte til mit mandskab: "Kvinde over bord!" Som en velsmurt maskine blev der aktivitet på dækket, og der blev gjort klar til at hale hende om bord. Jeg stod ved roret, og fik skibet tættere på hende. Jeg kunne tydeligere skimte hende nu. Taljelangt kulsort hår, en hvid delikat hud og en slank skikkelse. Hendes kjole var våd og laset. Hun måtte have drevet rundt længe. Jeg havde ondt af hende, og håbede at jeg havde opdaget hende i tide. Rebet blev kastet ud, og ramte perfekt, men der var ingen reaktion. Så lynhurtigt sprang min første styrmand over bord, og fik fat i både reb og kvinden. De blev hurtigt halet ombord. "Hun er bevidstløs." Meddelte min første styrmand, og lagde hende fra sig på dækket. "Hun nåede at fortælle sit navn. Elisabeth."

19Likes
17Kommentarer
5567Visninger
AA

31. Kun venner, indtil vi er alene

”Det er altså…”

Begyndte Svengal, men turde ikke afslutte sin sætning. Han og Erak havde kort inspicereret mit skib, for at se hvad der skulle laves.

”… ikke godt.”

Afsluttede Erak hans sætning, og følte sig lidt mere sikker på at jeg ikke ville banke ham end Svengal.

”Ny mast og rækværk.”

Sagde jeg let, som om at det var det eneste. Det var det ikke, men det var det, som trængte mest til det.

”Når der kommer en ny mast i, så skal dækket også skiftes, ellers holder det ikke.”

Sagde Svengal, og brød sig ikke om at tale om mit skibs tilstand, når jeg var i nærheden. Jeg sukkede og nikkede, det skulle vel også skiftes. Min besætningen havde slået sig ned et stykke fra skibet, og boede i nogle telte, som vi havde stjålet på et tidspunkt. De kunne ikke rigtigt hjælpe med skibet, som Erak havde lovet ville blive repareret uden at vi skulle betale for det.

”Okay, også dækket så.”

Gav jeg efter, og var ikke helt klar for at nogle fremmede mænd skulle til at pille ved mit elskede skib. Erak så skeptisk på mig, og rystede kort på hovedet.

”Dit ror er ikke i den bedste tilstand.”

Sagde han forsigtigt. Jeg sukkede og nikkede let.

”Hvad med…”

Begyndte Svengal, og så fik jeg nok.

”Slut, jeg gider ikke snakke om det.”

Sagde jeg hidsigt. Erak sukkede opgivende, og vendte sig mod Svengal.

”Vi får hende ikke overtalt til at få et nyt skib, så bed bådbyggerholdet om at udbedre de værste skader. Og så må vi nøjes med det til at starte med. Vi skal bare have den ud at sejle, inden at sæsonen for alvor går i gang.”

Gav Erak besked om. Svengal nikkede let, og så fik jeg Erak opmærksomhed igen.

”Hvad siger du til en lille rundtur?”

Tilbød han, og slog en arm om mig. Svengal tabte sin underkæbe, og så længe chokeret på os. Vi skyndte os lidt hurtigt væk.

”Erak, kan du ikke tage den lidt med ro?”

Bad jeg, da vi var kommet ude af syne fra Svengal.

”Hvad mener du?”

Spurgte Erak, men slap mig. Jeg så mig nervøst omkring.

”Jeg skal altså lige vænne mig til dig. Jeg har ikke ladt nogen mand røre mig i årevis. Folk vil sikkert kigge, og det kan jeg ikke lide.”

Forklarede jeg. Erak fik kort et såret udtryk, men nikkede så let.

”I nærheden af andre, kun venner. Men når jeg så får dig for mig selv…”

Sagde Erak muntert, og afsluttede med vilje ikke sætningen. Jeg kom til at fnise, meget tøset. Erak smilede blidt, og vinkede sig med mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...