Piraten - Skyggens Datter

Plankerne drev tættere mod os. Endeligt kunne jeg tydeligt se hvad jeg førhen havde troet var et stykke sejl. Det var en kjole, og der var nogen, som havde den på. Det var højst sandsynligt ikke en mand, så jeg råbte til mit mandskab: "Kvinde over bord!" Som en velsmurt maskine blev der aktivitet på dækket, og der blev gjort klar til at hale hende om bord. Jeg stod ved roret, og fik skibet tættere på hende. Jeg kunne tydeligere skimte hende nu. Taljelangt kulsort hår, en hvid delikat hud og en slank skikkelse. Hendes kjole var våd og laset. Hun måtte have drevet rundt længe. Jeg havde ondt af hende, og håbede at jeg havde opdaget hende i tide. Rebet blev kastet ud, og ramte perfekt, men der var ingen reaktion. Så lynhurtigt sprang min første styrmand over bord, og fik fat i både reb og kvinden. De blev hurtigt halet ombord. "Hun er bevidstløs." Meddelte min første styrmand, og lagde hende fra sig på dækket. "Hun nåede at fortælle sit navn. Elisabeth."

19Likes
17Kommentarer
5397Visninger
AA

1. Kaptajn

”Hvad fanden foregår der her?”

Spruttede jeg irriteret. Min førstestyrmand så straks flovt ned i dækket, og svarede lavmælt.

”Vi ramte et rev.”

Mumlede hun stille.

”Du må have mig meget undskyldt, men jeg kan ikke høre dig!”

Brølede jeg utilfreds af hende, så hun gav et let sæt.

”Kaptajn, vi ramte et rev. Kaptajn.”

Svarede hun lidt højere, men stadigt for lavt. Jeg skar ansigt af hende.

Du ramte et rev! Min fine ven.”

Brølede jeg utilfreds over at være blevet vækket. Det havde været en stormfuld nat, og jeg havde stået konstant ved roret. Først nu havde stormen stillet af, og jeg havde kunnet sove. Indtil jeg vågnede ved en pokkers larm.

”Er vi sprunget læk?”

Råbte jeg ned mod dækket.

”Nej, men det var tæt på kaptajn.”

Svarede Syra, det tynde lyshårede siv, og så strengt på den lille Anna, som krøb sammen bag roret.

”Undskyld.”

Mumlede hun stille. Jeg skubbede hende væk.

”Ned på dækket med dig, dit hundehoved.”

Knurrede jeg utilfreds, og gned mit trætte øje. Hun flyttede sig, men for langsomt, så jeg hjalp hende på vej med min støvlespids. Jeg rettede hurtigt på min klap, og sikrede at den sad som den skulle. Så blev min hat trukket på plads, og banket lidt ned på hovedet. Den var lidt for lille, men så var jo også svær at blæse af igen, når den først var kommet på. Jeg greb roret, og kunne mærke det ru træ mod mine fingre. Ah… følelsen var så dejlig og efterhånden velkendt. En let drejning, og straks kunne jeg mærke strømmen og skibet, som bevægede sig under mig. Men nu måtte jeg ikke glemme min vrede alt for hurtigt. Uha, hvis den lille Anna havde slået hul i mit skib. Så ville jeg sørge for at der kom nogle huller i hende!

”Morgenmad, kaptajn?”

Spurgte Viola, en stor og bred mørkhudet kvinde, skibets kok, som altid formåede at smile venligt til mig, uanset hvor hidsig jeg var. Jeg gav hende en utilfreds brummen som svar.

”Kom så, hvad ønsker kaptajnen til morgenmad?”

Spurgte Viola forsigtigt. Hun kunne fornemme mit kulsorte humør, men alligevel smilede hun over hele ansigtet, som et flækket græskar.

”Giv mig en flaske rom, så er jeg sgu tilfreds.”

Brummede jeg utilfreds, og trak lidt længere til havs. Vores bytte skulle jo nødigt ane at vi nærmede os.

”En god omgang grød, bliver det så. Også må du få din flaske rom.”

Mumlede hun for sig selv, og forduftede igen. Jeg fnøs utilfreds. Det ustyrlige kvindemenneske var den eneste om bord, som turde sige mig imod. Men selv hun vidste at man skulle holde sig på afstand, når mit humør var helt i bund.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...