Piraten - Skyggens Datter

Plankerne drev tættere mod os. Endeligt kunne jeg tydeligt se hvad jeg førhen havde troet var et stykke sejl. Det var en kjole, og der var nogen, som havde den på. Det var højst sandsynligt ikke en mand, så jeg råbte til mit mandskab: "Kvinde over bord!" Som en velsmurt maskine blev der aktivitet på dækket, og der blev gjort klar til at hale hende om bord. Jeg stod ved roret, og fik skibet tættere på hende. Jeg kunne tydeligere skimte hende nu. Taljelangt kulsort hår, en hvid delikat hud og en slank skikkelse. Hendes kjole var våd og laset. Hun måtte have drevet rundt længe. Jeg havde ondt af hende, og håbede at jeg havde opdaget hende i tide. Rebet blev kastet ud, og ramte perfekt, men der var ingen reaktion. Så lynhurtigt sprang min første styrmand over bord, og fik fat i både reb og kvinden. De blev hurtigt halet ombord. "Hun er bevidstløs." Meddelte min første styrmand, og lagde hende fra sig på dækket. "Hun nåede at fortælle sit navn. Elisabeth."

19Likes
17Kommentarer
5384Visninger
AA

42. Jeg håber på fred

Jeg troede at Jill faldt for trækket, men det gjorde hun ikke. I stedet, nu hvor Vindulven lå frit i vandet og hun havde nærmet sig. Så kunne hun frit skyde efter Erak, men jeg ville stadigt ikke kunne nå hende. Hun gav ordren, og slyngen affyrede en enkelt sten. Men det var nok. Stenen for af sted med utrolig kraft, lige direkte imod Eraks mast, som splintrede ved sammenstødet. Der var intet at gøre. Masten faldt sammen, og truede med at få båden til at tippe over.

”Møgkælling!”

Råbte jeg efter Sorte Jill, selvom jeg godt vidste at hun ikke kunne høre mig. Men jeg kunne da altid håbe at hun hørte mig, og at hun ville give sig til at skyde efter mig igen. Men det gjorde hun ikke.  I stedet stak hun af til søs.

Jeg havde to muligheder. Vende om og hjælpe Erak i land. Trods der var en mulighed for at han kunne klare det selv. Eller, jeg kunne sætte efter Sorte Jill, inden at hun forsvandt for mig. Der kunne gå lang tid, inden at jeg fandt hende igen. Så jeg valgte det sidste.

Jeg kunne ikke engang se mig tilbage, da vi satte efter Sorte Jill. Hvis jeg havde gjort det, så ville jeg straks have vendt om. Tilbage til Eraks trygge favn. Men han gjorde mig blød, og så ville jeg aldrig få hævn. Og Sorte Jill fortjente det, efter alt hvad hun havde gjort. Inden længe var Eraks skib bare en plet i horisonten, og efter det kunne det ikke længere ses.

”Kaptajn. De sætter en båd ud!”

Råbte fedtedrengen, og pegede ud over havet. En båd? Hvorfor i alverden ville de dog sætte en båd ud?

”Skibet vender. Jeg tror at hun gør klar til at stikke af.”

Råbte Syra til mig fra dækket. Jeg så undrende i retningen og kunne se at skibet havde lagt sig op imod vinden. Hun håbede nok på at hun kunne slippe væk fra mig på den måde. Hun vidste at jeg var for hurtigt på det åbne hav med mine forbedringer. Men hun skulle ikke tro at hun kunne slippe fra mig sådan der da. For på trods af forbedringerne, så lå Perlen stadigt let på vandet. Så jeg satte efter hende, og begyndte langsomt at hale ind på hende.

Jeg fik pludseligt en indskydelse, at der var noget helt galt. Det måtte være en fælde, hvorfor skulle den ekstra båd ellers sættes ud? Og jeg fik ret, da fedtedrengen råbte:

”Der er folk i båden.”

Jeg flåede straks i roret, men forstod hvorfor at Sorte Jill havde lokket mig herhen. Strømmen var for stærk. Hun var allerede fri af den, og var i gang med at vende skibet. Jeg hev i roret, så det knagede. Men det gik alt for langsomt med at vende os. Jeg var gået direkte i fælden, og havde gjort præcist hvad Sorte Jill forventede.

”Kaptajn.”

Råbte Syra, og kom løbende op af trapperne, netop som Sorte Jills skib bragede ind i den bombarderede side på mit skib. Træet holdt ikke længe, og gav efter. Det revnede, sprang og åbnede sig. Det gav mere plads til Sorte Jill, som nådesløst forsatte med dele mit skib i to. Nu forstod jeg hvorfor at hun havde sat båden ud. Det var hendes besætning. Hendes skib ville ikke overleve, men det ville mit til gengæld heller ikke. Hun kunne jo svømme, og så kunne hun altid svømme tilbage til dem. Men ingen i min besætning kunne svømme, og det vidste hun.

Jeg faldt, inden længe, da skibet gik i to. Den bagerste del, hvor jeg stod, begyndte at falde bagover. Det blev så stejlt, at jeg faldt overbord. Jeg tænkte, at det måtte være det. Det var slut. Jeg skulle dø. Skibets del var på vej ned over mig. Så jeg lukkede øjnene, og håbede på fred.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...