Piraten - Skyggens Datter

Plankerne drev tættere mod os. Endeligt kunne jeg tydeligt se hvad jeg førhen havde troet var et stykke sejl. Det var en kjole, og der var nogen, som havde den på. Det var højst sandsynligt ikke en mand, så jeg råbte til mit mandskab: "Kvinde over bord!" Som en velsmurt maskine blev der aktivitet på dækket, og der blev gjort klar til at hale hende om bord. Jeg stod ved roret, og fik skibet tættere på hende. Jeg kunne tydeligere skimte hende nu. Taljelangt kulsort hår, en hvid delikat hud og en slank skikkelse. Hendes kjole var våd og laset. Hun måtte have drevet rundt længe. Jeg havde ondt af hende, og håbede at jeg havde opdaget hende i tide. Rebet blev kastet ud, og ramte perfekt, men der var ingen reaktion. Så lynhurtigt sprang min første styrmand over bord, og fik fat i både reb og kvinden. De blev hurtigt halet ombord. "Hun er bevidstløs." Meddelte min første styrmand, og lagde hende fra sig på dækket. "Hun nåede at fortælle sit navn. Elisabeth."

19Likes
17Kommentarer
5395Visninger
AA

8. I kahytten med hende

”Hvad gør vi med hende?”

Spurgte Syra, og havde helt klart overtaget rollen som førstestyrmand igen. Hun havde ellers opgivet rollen, da den krævede for mange kræfter af hende. Hun er ikke helt så ung, som hun ser ud. Faktisk er hun gammel nok til at kunne være min mor, selvom hun ikke ser så gammel ud, faktisk ser hun yngre ud end jeg.

”Hun udgør ikke den store fare.”

Vurderede jeg, og tog den sløve kniv ud af bæltet. Den var ikke en mønt værd, så den smed jeg overbord igen. Skulle hun vise sig at være en fare mod mit mandskab, selvom jeg ikke regnede med det, så kunne hun i hvert fald ikke bruge den kniv imod os. Selvom den ikke kunne gøre de store skader, faren var nok nærmere de små pletter af rust, som kunne give betændelse. Og det var ikke alt for godt.

”Smid hende ind i min kahyt.”

Besluttede jeg mig for, og rejste mig for at vende tilbage til roret.

”Din kahyt?”

Spurgte Syra, før at Anna vantro kunne gøre det. Jeg vendte mig imod dem igen, og nikkede overdrevet langsomt.

”Ja, medmindre at du melder dig frivilligt til at sove på gulvet og give hende din hængekøje?”

Spurgte jeg surt. Syra så hurtigt ned i dækket. Det kunne hendes ryg ikke holde til, når hun var så tynd. Hun ville få forfærdeligt ondt.

”Det tænkte jeg nok.”

Brummede jeg utilfreds.

”Desuden trækker det op. Jeg regner med storm til aften, så jeg bliver ved roret.”

Beroligede jeg Anna, dog uden at se på hende. Jeg kunne næsten se de tanker som foregik i hovedet på hende.

”Nåh?”

Spurgte jeg utilfreds, da jeg ikke fik noget svar.

”Javel, kaptajn. Hun ryger i kahytten, kaptajn.”

Svarede Syra med et let grin. Jeg rullede opgivende med øjnene af hende. Hun vidste lige præcist hvordan man skulle få løse op for en anspændt situation. Hun kom op at stå på sine lange ben, og tog den fremmede kvinde over skulderen. Og så gik hun ellers ind i min kahyt med hende. Som jeg sagde, stærk som en okse.

”Anna, få noget tørt tøj på.”

Kommanderede jeg, uden at se på hende. Jeg hørte et svagt: ”Javel”, og sukkede opgivende for mig selv.

”Og så vil jeg se dig oppe ved roret.”

Tilføjede jeg, og skyndte mig op til min plads, uden at se tilbage. Jeg ville ikke se hendes reaktion, den var nok ikke positiv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...