Piraten - Skyggens Datter

Plankerne drev tættere mod os. Endeligt kunne jeg tydeligt se hvad jeg førhen havde troet var et stykke sejl. Det var en kjole, og der var nogen, som havde den på. Det var højst sandsynligt ikke en mand, så jeg råbte til mit mandskab: "Kvinde over bord!" Som en velsmurt maskine blev der aktivitet på dækket, og der blev gjort klar til at hale hende om bord. Jeg stod ved roret, og fik skibet tættere på hende. Jeg kunne tydeligere skimte hende nu. Taljelangt kulsort hår, en hvid delikat hud og en slank skikkelse. Hendes kjole var våd og laset. Hun måtte have drevet rundt længe. Jeg havde ondt af hende, og håbede at jeg havde opdaget hende i tide. Rebet blev kastet ud, og ramte perfekt, men der var ingen reaktion. Så lynhurtigt sprang min første styrmand over bord, og fik fat i både reb og kvinden. De blev hurtigt halet ombord. "Hun er bevidstløs." Meddelte min første styrmand, og lagde hende fra sig på dækket. "Hun nåede at fortælle sit navn. Elisabeth."

19Likes
17Kommentarer
5423Visninger
AA

21. I havn

Endeligt, efter lang tids kamp, kom vi ind i havnen. Jeg styrede skibet over til en afkrog, hvor jeg lod det løbe på land.

”I kender rutinen de damer.”

Råbte jeg, men lidt mere venligt af min besætning end jeg normalt ville have gjort. Men de var udmattede. Jeg så undrende ned på Erak, som stadigt holdt sejlet op. Vandet havde skyllet ind over ham, og vinden havde nådesløst revet i ham. Men det havde ikke forhindret ham. Han havde stået, næsten som en sten, og havde ikke overladt rebet til den anden skandier.

”Din mast ryger.”

Kommenterede han. Jeg sukkede og nikkede. Der var ingen vej udenom.

”Alle mand fra skibet.”

Beordrede jeg. Så snart Erak slap, ville først sejlet og dernæst masten falde ned på den venstre side. Væk fra os, da skibet jo lå på grund og hældte til den side. Da alle var kommet over bord, slap han. Masten faldt næsten med det samme, og lyden det gav, da den hamrede ned i mit elskede skib, skar igennem marv og ben Mit stakkels skib, mit stakkels, elskede skib.

”Det kan ordnes, selvom et nyt skib ville være bedre.”

Kommenterede Erak, og så kort på mig. Jeg vendte ryggen til ham, og ville ikke høre på det. Mit elskede skib skulle ikke erstattes. Jeg gik fra borde, og kom ned til min besætning, som endnu engang var omringet af skandierne fra skibet. Jeg fik øje på Elisabeth, og kunne ikke holde mig tilbage.

”Tak for sidst.”

Sagde jeg surt, og vendte ryggen til hende. Det havde kun taget mig få sekunder at samle hende op, og smide hende ud i vandet. Nu sad hun derude og lignede en havheks med tang i håret. Erak brølede af grin, men gik da ud for at hjælpe hende op. Ikke at hun ville hjælpe. Hun slog hidsigt hans hånd væk, og gik sin vej. Min besætning fnes knap så diskret af hende, hvilket bare fik hende til at sætte farten op.

”Læg den hånd på hende, og ryg samme vej som forræderen.”

Sagde Syra hidsigt, og gjorde mig opmærksom på Erak’ hånd, som hvilede i luften over min skulder. Jeg hev mig hidsigt væk fra ham. Han skulle bestemt ikke røre ved mig.

”Vi har nogle ting at tale om.”

Mindede Erak mig på. Jeg fnøs bare utilfreds som svar.

”Svengal, sørg for besætningen. Jeg tager mig af kaptajnen.”

Beordrede Erak. Svengal nikkede let som svar.

”Du tager dig ikke af en skid.”

Kommenterede jeg hidsigt. Jeg var kommet i tanke om Erak’ stirren på min brystkasse. Jeg havde lyst til at slå ham igen, men vidste bedre end at gøre det, når vi var omringet af hans besætning på landjorden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...