Piraten - Skyggens Datter

Plankerne drev tættere mod os. Endeligt kunne jeg tydeligt se hvad jeg førhen havde troet var et stykke sejl. Det var en kjole, og der var nogen, som havde den på. Det var højst sandsynligt ikke en mand, så jeg råbte til mit mandskab: "Kvinde over bord!" Som en velsmurt maskine blev der aktivitet på dækket, og der blev gjort klar til at hale hende om bord. Jeg stod ved roret, og fik skibet tættere på hende. Jeg kunne tydeligere skimte hende nu. Taljelangt kulsort hår, en hvid delikat hud og en slank skikkelse. Hendes kjole var våd og laset. Hun måtte have drevet rundt længe. Jeg havde ondt af hende, og håbede at jeg havde opdaget hende i tide. Rebet blev kastet ud, og ramte perfekt, men der var ingen reaktion. Så lynhurtigt sprang min første styrmand over bord, og fik fat i både reb og kvinden. De blev hurtigt halet ombord. "Hun er bevidstløs." Meddelte min første styrmand, og lagde hende fra sig på dækket. "Hun nåede at fortælle sit navn. Elisabeth."

19Likes
17Kommentarer
5422Visninger
AA

2. Førstestyrmand

”Det smager af sure sokker.”

Knurrede jeg nærmest, og kastede grøden i hovedet.

”Vi skal snart i havn. Jeg har brug for nogle friske madvarer.”

Klagede Viola, og gjorde sit bedste for at få det til at lyde som om at hun snakkede til sig selv. Jeg vidste dog godt at det var en besked til mig.

”Ja, ja. Hva’ fanden… Vi nærmer os havn alligevel.”

Mumlede jeg for mig selv, og gav Viola igen med tricket med at lade som om at jeg snakkede til mig selv. Hun trak på skuldrene, tog min skål og ske og smuttede så ned i sit lille køkken igen. Hvordan hun kunne være dernede med den størrelse, er et stort mysterium for mandskabet. Men alligevel både danser og synger hun nogle gange derinde, specielt når hun har fået for meget af sin brændevin, til mandskabets store skræk. For går det kvindemenneske først i gulvet, så er hun ikke til at rokke en meter. Og hun har ligget og rodet oppe på dækket et par gange.

”Hvor er fedtedrengen?”

Råbte jeg ned mod dækket.

”Oppe i tønden, kaptajn.”

Svarede Syra med sin overraskende dybe stemme, taget i betragtning med at hun er bygget som et siv. Høj, tynd og ikke en skygge af former. Men stærk som en okse. Jeg kastede hurtigt mit blik op mod udkigstønden, hvor fedtedrengen forhåbentligt sad og holdt udkig. Hvis han sad og sov igen, så skulle jeg fandme varme hans rygstykker. Så kunne jeg let ane hans hånd, som sneg sig over kanten af tønden og signalerede ned til mig. Ingen skibe i sigte, ingen fare. Godt, så sov den lille stodder trods alt ikke på vagten igen. De dage var vist ovre efter den sidste omgang prygl.

”Rolige vinde, kaptajn?”

Spurgte Syra forsigtigt, og var en smule urolig over mit humør. Hun spurgte derfor i kodesprog om jeg var i bedre humør.

”Ikke just rolige, men bedre bliver det vel ikke.”

Svarede jeg med en utilfreds tone.

”Nu går du ikke tilfældigvis og fortryder at du ikke er førstestyrmand længere?”

Spurgte jeg, og kunne godt bruge at hun var min førstestyrmand igen. Jeg havde mine tvivl om hvorvidt det var en god ide, at jeg havde udvalgt Anna til at tage over efter Syra.

”Ikke just, kaptajn.”

Svarede Syra, og vovede sig til at grine en smule. Jeg fnøs utilfreds.

”Og jeg kunne ikke lokke dig til at tage Anna under dine vinger et stykke tid?”

Spurgte jeg, hvilket var det tætteste på et tiggeri, som hun ville få ud af mig.

”Niks, kaptajn. Hun har haft rigeligt tid under mine vinger.”

Svarede Syra, og så ud over havet med et let smil. Som mig, så følte hun sig først hjemme, når hun havde vinden i håret, skumsprøjt på huden og skibets gyngende bevægelser, som kunne vugge en til ro. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...