Piraten - Skyggens Datter

Plankerne drev tættere mod os. Endeligt kunne jeg tydeligt se hvad jeg førhen havde troet var et stykke sejl. Det var en kjole, og der var nogen, som havde den på. Det var højst sandsynligt ikke en mand, så jeg råbte til mit mandskab: "Kvinde over bord!" Som en velsmurt maskine blev der aktivitet på dækket, og der blev gjort klar til at hale hende om bord. Jeg stod ved roret, og fik skibet tættere på hende. Jeg kunne tydeligere skimte hende nu. Taljelangt kulsort hår, en hvid delikat hud og en slank skikkelse. Hendes kjole var våd og laset. Hun måtte have drevet rundt længe. Jeg havde ondt af hende, og håbede at jeg havde opdaget hende i tide. Rebet blev kastet ud, og ramte perfekt, men der var ingen reaktion. Så lynhurtigt sprang min første styrmand over bord, og fik fat i både reb og kvinden. De blev hurtigt halet ombord. "Hun er bevidstløs." Meddelte min første styrmand, og lagde hende fra sig på dækket. "Hun nåede at fortælle sit navn. Elisabeth."

19Likes
17Kommentarer
5414Visninger
AA

17. Forræder

Hun stod ganske roligt, og gned fortsat sit smykke, men noget havde ændret sig ved hende.

”Hvad hedder din mand?”

Spurgte jeg, for at fjerne den åbenlyse mistanke, som jeg sikkert udviste. Elisabeth smilede let, og svarede:

”Han hedder Will.”

Hun opgav igen ikke noget efternavn, og det var begyndt at gøre mig urolig. Men navnet Will… Det borede sig ind i mit hoved. Det navn, det var så bekendt. Det lå lige på spidsen af min tunge, men jeg kunne for pokker ikke huske hvorfra.

”Hmm… det er begyndt at trække op.”

Påpegede Elisabeth. Jeg let op, og måtte nikke. Det lagde op til storm endnu engang, men sådan var det i det tidlige forår på disse kanter. Jeg kunne allerede mærke bølgerne, som begyndte at slå mod siderne på skibet. Det så ud til at ville storme en del. Jeg overvejede det kort, men tænkte at vi ikke havde så travlt igen.

”Sænk sejlet!”

Råbte jeg ud over dækket. Straks blev der aktivitet, og som en velsmurt maskine blev sejlet sænket og pakket sammen. Sådan er det heldigvis, når man har et lille skib. Nok har vi ikke meget plads, men vi er hurtige til at pakke sammen og sætte sejl. En klar fordel, hvis man har brug for at stikke halen mellem benene.

”Jeg syntes at det rusker noget.”

Mumlede Elisabeth let for sig selv, og havde grebet godt fat i træværket.

”Du er måske ikke så søstærk?”

Kommenterede jeg. Hun så ondt på mig, og det betød helt klart nok. Hun var også begyndt at blive lidt grøn i ansigtet.

”Noget, som jeg desværre også har arvet fra min far.”

Kommenterede Elisabeth, og så ud som om at hun skulle brække sig. Bare hun gjorde det ud over siden, og ikke ombord.

”Du skal nok se. Stormen letter nok snart, desuden er det ikke så slemt endnu.”

Forsøgte jeg at opmuntre hende, men da var hun stormet ud til rælingen. Hun lød mistænkeligt meget som om at hun brækkede sig. Og så store bølger var det ikke engang.

”Kaptajn.”

Var der nogen, som råbte. Men jeg havde svært ved at bedømme hvorfra det kom, men det lød desperat. Så jeg bandt straks roret, mens at jeg så ud over dækket. Men jeg kunne ikke se hvor det kom fra. Jeg gik hen til trappen, for bedre at kunne se, men ingen så op imod mig. De var dybt koncentrerede om at binde tingene fast, i tilfælde af at stormen skulle blive slem. Jeg vendte mig rundt igen, og så direkte ind i øjnene på Elisabeth, som så beklageligt på mig.

”Jeg beklager meget, men jeg kan ikke risikerer at du sænker mine venners skib.”

Undskyldte hun, netop som det skandiske skib dukkede op i vandet bag hende. Forræder, hun havde kaldt kaptajn, da hun hang med hovedet ud over rælingen. Hun havde snydt os. Men inden jeg kunne reagere, gav hun mig et hårdt skub, så jeg faldt bagover og ned af trappen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...