Piraten - Skyggens Datter

Plankerne drev tættere mod os. Endeligt kunne jeg tydeligt se hvad jeg førhen havde troet var et stykke sejl. Det var en kjole, og der var nogen, som havde den på. Det var højst sandsynligt ikke en mand, så jeg råbte til mit mandskab: "Kvinde over bord!" Som en velsmurt maskine blev der aktivitet på dækket, og der blev gjort klar til at hale hende om bord. Jeg stod ved roret, og fik skibet tættere på hende. Jeg kunne tydeligere skimte hende nu. Taljelangt kulsort hår, en hvid delikat hud og en slank skikkelse. Hendes kjole var våd og laset. Hun måtte have drevet rundt længe. Jeg havde ondt af hende, og håbede at jeg havde opdaget hende i tide. Rebet blev kastet ud, og ramte perfekt, men der var ingen reaktion. Så lynhurtigt sprang min første styrmand over bord, og fik fat i både reb og kvinden. De blev hurtigt halet ombord. "Hun er bevidstløs." Meddelte min første styrmand, og lagde hende fra sig på dækket. "Hun nåede at fortælle sit navn. Elisabeth."

19Likes
17Kommentarer
5382Visninger
AA

12. En mindre diskussion

”Viola, stik mig noget mad, når det engang er færdigt.”

Kommenterede jeg muntert, glad for at have fået noget søvn.

”Uduelige kvindemenneske!”

”Slavepisker!”

Hørte jeg et pludseligt skænderi, som fik mig til at stoppe med at gå op af trappen.

”Jeg burde kyle dig over bord!”

”Oppustede tøs!”

Blev der råbt igen.

”Slås, slås, slås!”

Heppede en del af mandskabet, som omringede de to hysteriske kvindemennesker, som fortsat råbte bandeord af hinanden. Jeg sukkede opgivende, så nogle af dem opdagede mig. De stak straks af, og lod som om at de lavede noget nyttig. Så kunne jeg endeligt se de to kamphanner. Elisabeth og Anna, som var røde i hovederne af raseri. Nåh, nåh, den fine lille Elisabeth kunne altså godt tabe hovedet. Men synet af hendes raseri, skræmte ærligt talt livet af mig. Det var næsten som om at jeg vidste, at det var en kamp for hende ikke at springe på Anna og banke hende til plukfisk.

”Så er det godt!”

Råbte jeg så højt jeg kunne, og det kunne knap nok overdøve bandeordene. Men det virkede. Resten af tilskuerne forduftede, og jeg fik deres opmærksomhed.

”Hvad i alverden foregår der her?”

Spurgte jeg, og beholdt den skarpe tone for at holde dem fra at fortsætte skænderiet. Elisabeth var allerede rolig igen, ikke engang rød i hovedet, mens at Anna var ved at koge over.

”Kaptajn.”

Begyndte Anna for at slappe af, da hun vidste at jeg godt kunne finde på at smide dem begge over bord.

”Vi havde bare en mindre diskussion.”

Sagde Elisabeth utilfreds, og virkede som om at det var det. Der skulle ikke siges mere i den sag.

”Javel.”

Sagde jeg utilfreds, og pegede dernæst på Anna.

”Du tager roret.”

Så pegede jeg på Elisabeth med en bestemt mine.

”Du bliver hos mig, og du skal besvare nogle spørgsmål angående dit skib.”

Sagde jeg stædigt. Hun åbnede munden, men jeg havde på fornemmelsen at det igen handlede om det afbrændte skib, som jeg ikke var skyld i.

”Som jeg ikke brændte af!”

Tilføjede jeg utilfreds. Elisabeth fnøs utilfreds, og lagde armene over kors. Hun havde temperament, det måtte jeg give hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...