Piraten - Skyggens Datter

Plankerne drev tættere mod os. Endeligt kunne jeg tydeligt se hvad jeg førhen havde troet var et stykke sejl. Det var en kjole, og der var nogen, som havde den på. Det var højst sandsynligt ikke en mand, så jeg råbte til mit mandskab: "Kvinde over bord!" Som en velsmurt maskine blev der aktivitet på dækket, og der blev gjort klar til at hale hende om bord. Jeg stod ved roret, og fik skibet tættere på hende. Jeg kunne tydeligere skimte hende nu. Taljelangt kulsort hår, en hvid delikat hud og en slank skikkelse. Hendes kjole var våd og laset. Hun måtte have drevet rundt længe. Jeg havde ondt af hende, og håbede at jeg havde opdaget hende i tide. Rebet blev kastet ud, og ramte perfekt, men der var ingen reaktion. Så lynhurtigt sprang min første styrmand over bord, og fik fat i både reb og kvinden. De blev hurtigt halet ombord. "Hun er bevidstløs." Meddelte min første styrmand, og lagde hende fra sig på dækket. "Hun nåede at fortælle sit navn. Elisabeth."

19Likes
17Kommentarer
5418Visninger
AA

26. En fiks lille aftale

Anna kom stormende tilbage med en halvfyldt flaske, og gav mig den i hånden. Jeg bed i den slidte prop, trak den op og spyttede den ud. Jeg fik tømt det herlige indhold, og kunne igen rejse mig.

”Ah! Meget bedre.”

Erklærede jeg, men skandierne så nu alligevel uroligt på mig. Så jeg ignorerede dem, og vendte mig mod Anna. Jeg gav hende flasken, så hun kunne smide den ud. Det ville nok ikke imponere skandierne, hvis jeg gav mig til at smide med flasker.

”Du kan informere besætningen om at der ingen løn bliver i år.”

Gav jeg ordre om. Anna stirrede på mig med åben mund.

”De må tage til takke med et tag over hovedet og mad i munden.”

Sagde jeg med et opgivende suk.

”Kaptajn.”

Udbrød Anna forvirret. Jeg rystede på hovedet, uden det skib, som ikke eksisterede, var der ingen penge at tage af. Kun lige nok til at vi kunne komme igennem sommeren, og være klar til næste sæson.

”Der bliver mytteri.”

Hviskede Anna bekymret, og var selv ret ligeglad med pengene. Hun var allerede tilfreds med et tag over hovedet og faste måltider.

”Vi har kun få uger tilbage, Anna, før at det bliver for farligt med de store skibe. Og på den tid, får vi ikke skibet klar igen.”

Forklarede jeg. Hun sukkede opgivende, og nikkede. Hun havde for en kort stund glemt, at skibet ikke kunne sejle.

”Det ville jeg nu mene at vi kan.”

Blandede Erak sig. Anna og jeg så undrende på ham. Svengal lige så.

”Skandier er gode skibsbyggere, og din besætning virker ikke just… øhm… gode til det.”

Forsøgte Erak sig frem, bekymret for at gøre mig vred igen. Jeg nikkede let, og gjorde tegn til at han skulle fortsætte.

”Hun sagde det jo selv. Skandiske skibe er for farlige at angribe, lige som alle andre, lige så store skibe. Hun tager kun de små. Og hvem kender vi, som bruger små skibe?”

Spurgte Erak med et skævt smil.

”Pirater!”

Svarede Svengal begejstret. Jeg nikkede let. Det var som regel dem, som jeg røvede.

”Så hvis vi nu laver en aftale. Vi ordner dit skib, og så må du frit berøve sørøvernes skibe. Men du holder dig fra vores, og fra Araluens skibe, samt… øhm… det er lettest, hvis du bare holder dig til sørøvernes skibe.”

Foreslog Erak. Jeg var næsten fristet til at kramme ham ind til mig i et øjebliks glæderus, men jeg kunne ikke få mig selv til det. I stedet smilede jeg, ægte, for første gang i mange år. Jeg nikkede, og så var den aftale i orden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...