Piraten - Skyggens Datter

Plankerne drev tættere mod os. Endeligt kunne jeg tydeligt se hvad jeg førhen havde troet var et stykke sejl. Det var en kjole, og der var nogen, som havde den på. Det var højst sandsynligt ikke en mand, så jeg råbte til mit mandskab: "Kvinde over bord!" Som en velsmurt maskine blev der aktivitet på dækket, og der blev gjort klar til at hale hende om bord. Jeg stod ved roret, og fik skibet tættere på hende. Jeg kunne tydeligere skimte hende nu. Taljelangt kulsort hår, en hvid delikat hud og en slank skikkelse. Hendes kjole var våd og laset. Hun måtte have drevet rundt længe. Jeg havde ondt af hende, og håbede at jeg havde opdaget hende i tide. Rebet blev kastet ud, og ramte perfekt, men der var ingen reaktion. Så lynhurtigt sprang min første styrmand over bord, og fik fat i både reb og kvinden. De blev hurtigt halet ombord. "Hun er bevidstløs." Meddelte min første styrmand, og lagde hende fra sig på dækket. "Hun nåede at fortælle sit navn. Elisabeth."

19Likes
17Kommentarer
5384Visninger
AA

44. Efterspil

Jeg drømte om Erak igen. Han holdt mig ind til sig, i sin sikre favn. Men den var underligt våd og ru, slet ikke som det stykke træ, som jeg havde drevet rundt på i flere dage. Jeg slog øjnene op, og frygtede at jeg hallucinerede. Det havde jeg gjort før, og havde forsøgt at drikke havvand. Det havde bare gjort det værre. Men det her, det føltes så ægte. Jeg stak fingrene ned i det våde sand, og kunne med den smule energi, som jeg havde tilbage i kroppen mærke at det var ægte nok. Jeg var drevet i land, og jeg var stadigt i live.

”Rolig, Blaze. Jeg tjekker, jeg tjekker.”

Kunne jeg pludseligt høre en mandestemme. Jeg ville være blevet stiv af skræk, hvis det ikke var fordi at jeg havde brugt mine sidste kræfter på at lukke hånden sammen om sandet. Jeg blev vendt rundt, og kunne svagt ane igennem mit våde hår, at det var en høj, slank mand. Han så ud til at være på alder med mig, måske yngre. Han var iklædt en sjov, spættet kappe og bar en bue på ryggen. Det sagde mig et eller andet, men jeg var for træt til at tænke efter.

”Så du er her endnu. Godt.”

Sagde manden, da han fangede mit blik. Jeg blinkede svagt.

”Lig du dig bare til at sove. Jeg skal nok få dig væk fra strandkanten, så du kan blive tør igen.”

Forsøgte han at berolige mig. Men næh nej, han skulle bestemt ikke røre mig. Det var kun Erak, som måtte røre mig. Men jeg var for svag til at gøre noget som helst, og kunne derfor ikke sige imod, da han greb mig under armene og begyndte at trække mig væk. Jeg så ned mod strandkanten, hvor mine støvler forlod vandet. Jeg kendte ikke landskabet. Hvor var jeg dog endt henne? Og hvor langt var der til Erak? Mine øjenlåg sank i. Jeg var simpelthen for træt til at kunne klare mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...