Piraten - Skyggens Datter

Plankerne drev tættere mod os. Endeligt kunne jeg tydeligt se hvad jeg førhen havde troet var et stykke sejl. Det var en kjole, og der var nogen, som havde den på. Det var højst sandsynligt ikke en mand, så jeg råbte til mit mandskab: "Kvinde over bord!" Som en velsmurt maskine blev der aktivitet på dækket, og der blev gjort klar til at hale hende om bord. Jeg stod ved roret, og fik skibet tættere på hende. Jeg kunne tydeligere skimte hende nu. Taljelangt kulsort hår, en hvid delikat hud og en slank skikkelse. Hendes kjole var våd og laset. Hun måtte have drevet rundt længe. Jeg havde ondt af hende, og håbede at jeg havde opdaget hende i tide. Rebet blev kastet ud, og ramte perfekt, men der var ingen reaktion. Så lynhurtigt sprang min første styrmand over bord, og fik fat i både reb og kvinden. De blev hurtigt halet ombord. "Hun er bevidstløs." Meddelte min første styrmand, og lagde hende fra sig på dækket. "Hun nåede at fortælle sit navn. Elisabeth."

19Likes
17Kommentarer
5416Visninger
AA

13. Dræb ingen, vind alt

”Men hvis du ikke har brændt mit skib af, hvem har så?”

Spurgte Elisabeth irriteret, og så surt på mig. Hun virkede ikke just som om at hun havde haft familie eller venner ombord på skibet. Mere som om at hun havde mistet noget vigtigt, blev jeg enig med mig selv om.

”Vel en af mine konkurrenter i området.”

Fejede jeg det til side. Men Elisabeth ville ikke slippe det.

”Og hvor mange kvindelige besætninger findes så lige?”

Sagde hun surt. Jeg så undrende på hende. Så vidt jeg vidste, kun mit.

”Kun mit, så vidt jeg ved. Medmindre selvfølgeligt at nogen er blevet klar over mit mønster. Ingen dræbte, efterladt med nok til at komme i land og overleve, kun kvinder i mandskabet.”

Remsede jeg op. Elisabeth så kort på mig, med noget som lignede et overrasket blik. Noget sagde mig, at hun allerede havde overvejet det.

”Vent, ingen dræbte?”

Spurgte Elisabeth undrende. Jeg bed mig selv i tungen, sur over den fortalelse.

”Ja.”

Svarede jeg kort, og gjorde det klart at jeg ikke ville snakke om det. Hun nikkede let, og havde forstået mit budskab.

”Men hvem ville så angribe mit skib?”

Spurgte hun undrende, og lød pludseligt sørgende. Jeg trak på skuldrene, og gik hen ved siden af hende.

”Som sagt nogen som har hørt om min fremgangsmetode.”

Svarede jeg, og overvejede at lade det blive ved det. Men noget lokkede mig til at tilføje:

”Men jeg tror godt, at jeg ved hvem der kunne finde på det.”

Elisabeth så straks spændt på mig. Jeg bed mig selv igen. Pis, hvorfor sagde jeg det? Jeg sukkede opgivende, og kunne vel lige så godt fortælle hende det. Jeg gik hen til rælingen, og lænede mig imod den.

”Jeg har en kvindelig konkurrent, den eneste anden kvindelige konkurrent. Sorte Jill. Vi har altid været indædte konkurrenter i mange år, ifølge hendes overbevisning. Men hendes fremgangsmåde er for hård for mig. Dræb alle, lad intet tilbage. Jeg ser hellere en mand ligge i mudderet, end i graven.”

Forklarede jeg. Elisabeth så tænkende på mig.

”Du lyder til at kende hende godt.”

Kommenterede hun forsigtigt. Jeg nikkede, og sukkede opgivende.

”Det burde jeg gøre. Hun var engang en del af min besætning.”

Og med de ord, vinkede jeg hende med mig og gik ind i kahytten igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...