Piraten - Skyggens Datter

Plankerne drev tættere mod os. Endeligt kunne jeg tydeligt se hvad jeg førhen havde troet var et stykke sejl. Det var en kjole, og der var nogen, som havde den på. Det var højst sandsynligt ikke en mand, så jeg råbte til mit mandskab: "Kvinde over bord!" Som en velsmurt maskine blev der aktivitet på dækket, og der blev gjort klar til at hale hende om bord. Jeg stod ved roret, og fik skibet tættere på hende. Jeg kunne tydeligere skimte hende nu. Taljelangt kulsort hår, en hvid delikat hud og en slank skikkelse. Hendes kjole var våd og laset. Hun måtte have drevet rundt længe. Jeg havde ondt af hende, og håbede at jeg havde opdaget hende i tide. Rebet blev kastet ud, og ramte perfekt, men der var ingen reaktion. Så lynhurtigt sprang min første styrmand over bord, og fik fat i både reb og kvinden. De blev hurtigt halet ombord. "Hun er bevidstløs." Meddelte min første styrmand, og lagde hende fra sig på dækket. "Hun nåede at fortælle sit navn. Elisabeth."

19Likes
17Kommentarer
5674Visninger
AA

41. Distraktion

”Anna.”

Kaldte Syra, og kom løbende. Jeg bremsede hende ved at ligge armene på hendes skuldre. Det føltes underligt, når hun var så høj. Jeg rystede på hovedet, og kunne se sorgen i Syras øjne.

”Hævn.”

Hviskede Syra, da hendes sorg forvandlede sig til had i de ellers altid så rare øjne.

”Hævn.”

Hviskede jeg tilbage, og var enig. Der var på ingen måde, at Sorte Jill skulle slippe levende væk fra det her. Jeg vendte mig, og råbte:

”Få gang i skørterne, hundehoveder.”

Besætningen for rundt på dækket som hovedløse høns, indtil jeg begyndte at råbe af dem. Så blev der ro og orden i kaosset, og de kunne få tingene gjort.

”Få gang i sejlet! Skibet skal vendes, og det skal være nu!”

Råbte jeg som en gal hund. Jeg vendte blikket mod Syra.

”Kaptajn, som fungerende førstestyrmand, må jeg så foreslå del og hersk-metoden?”

Foreslog Syra. Det var vel egentligt ment som en forespørgsel, en ganske forsigtigt en af slagsen, men jeg stirrede alligevel på hende som om at hun var tosset.

”Aldrig i livet.”

Svarede jeg. Jeg var ret så ligeglad med skandierne lige nu. Jeg havde en høne at plukke med Sorte Jill, og jeg ville foretrække at plukke hende selv. Jeg strammede mit greb om roret, og Syra opgav mig. Hun gik ned på dækket, netop som Perlen kom i bevægelse. Vi strøg frem af. På grund af min galskab, havde jeg glemt alt om Eraks skib, som nu lå i skudlinjen. Og da jeg endeligt kom i tanke om ham, Svengal og folkene på skibet, da fløj den første sten allerede igennem luften.

”Møg.”

Bandede jeg, og forsøgte at vende skibet. Det var selvfølgelig alt for sent, men heldigvis så havde Sorte Jill sigtet efter mit skib, så stenen røg lige over hovederne på skandierne. Perlen strøg tilbage, men vinden lige i masten, så vi dækkede dem igennem. Men vi var stadigt ikke tæt nok på Sorte Jill til et nærkampsangreb. Og vi lå igen i skudlinjen.

”Syra, bed lige vores venner om en distraktion.”

 Råbte jeg ned til hende, og hun begyndte så at råbe ned til Erak. Det var svært at høre hvad de sagde til hinanden, da stenene igen bragede imod mit skib. Jeg var glad for at det var blevet sat i stand, ellers var vi for længst blevet sunket. Syra forsøgte at give en besked videre fra Erak, men jeg kunne ikke høre hende over larmen.

Skandierne begyndte at trække væk. Det lignede at de stak af, så langsomt begyndte Sorte Jills skib at nærme sig. Hun faldt for den, og troede at skandierne efterlod os.

”Du kan bare vente dig.”

Knurrede jeg, og stirrede rasende på den sorte skikkelse ved roret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...