Piraten - Skyggens Datter

Plankerne drev tættere mod os. Endeligt kunne jeg tydeligt se hvad jeg førhen havde troet var et stykke sejl. Det var en kjole, og der var nogen, som havde den på. Det var højst sandsynligt ikke en mand, så jeg råbte til mit mandskab: "Kvinde over bord!" Som en velsmurt maskine blev der aktivitet på dækket, og der blev gjort klar til at hale hende om bord. Jeg stod ved roret, og fik skibet tættere på hende. Jeg kunne tydeligere skimte hende nu. Taljelangt kulsort hår, en hvid delikat hud og en slank skikkelse. Hendes kjole var våd og laset. Hun måtte have drevet rundt længe. Jeg havde ondt af hende, og håbede at jeg havde opdaget hende i tide. Rebet blev kastet ud, og ramte perfekt, men der var ingen reaktion. Så lynhurtigt sprang min første styrmand over bord, og fik fat i både reb og kvinden. De blev hurtigt halet ombord. "Hun er bevidstløs." Meddelte min første styrmand, og lagde hende fra sig på dækket. "Hun nåede at fortælle sit navn. Elisabeth."

19Likes
17Kommentarer
5425Visninger
AA

5. Den Røde Perle

”Ved du hvad? Du er bare så nuttet.”

Sagde jeg med en pludrende stemme, næsten som om at jeg talte til en baby.

”Lille Anna. Du skulle da hedde lille bitte, bitte Anna.”

Sagde jeg, og lo så af en eller anden grund. Anna skulede bare opgivende, og fik mig bakset op på gangbroen til den Røde Perle.

Ah! Den røde perle, i sandhed et herligt skib. En lille båd, som mange har gjort den fejltagelse at kalde mit prægtige skib! Den er nok ikke så stor igen med kun en stor mast og en lille mast. Men for et lille skib at være har det nu sin fordel. Den røde perle er let, hurtig og svær at hale ind på. Selv om det nu er os, som for det meste haler ind på de andre. Den er også lidt slidt, men nogle år holder den vel endnu. Den har været mit hjem i mange år.

Hvordan jeg fik den? Tja, den historie må vi gemme til en anden gang.

Lige nu ligger vi gemt ved en havn iblandt en masse små øer ved Sønderland, ud mod Vesterhavet. Ikke så langt fra Skandia igen, hvor vores bytte ventede. Jeg vidste at de fyldte skibe var på vej tilbage mod Hallasholm, den store by. Men den havde vi nu ingen intentioner om at røve. Lidt for mange, kampivrige skandier ville uden tvivl elske et angreb, og ville flå os fra hinanden. Det skulle jeg ikke nyde noget af, specielt ikke med et mandskab kun bestående af kvinder, ud over fedtedrengen i tønden selvfølgelig.

Nej, det var for stor en mundfuld for mit lille mandskab. I stedet havde en lille fugl fortalt mig om et af de mindre skandiske skibe, knap nok flydende efter en ordentlig storm, som bar et bytte og var lige til at slå kløerne i. Den var vi ude efter. Den indeholdt som men bare en mindre formue i guld, som skulle betales i skat til deres konge eller hvad fanden de nu kaldte det.

Med de penge kunne jeg endeligt få ordnet mit skib, så det så ud som nyt. Selvom det nok ville være billigere at købe en nyt, men aldrig i livet! Ikke min perle, den skulle aldrig erstattes. Over mit lig!

”Kaptajn, siger du noget?”

Spurgte Anna undrende. Jeg måtte have talt til mig selv i fuldskab om perlen.

”Få mig nu bare i seng.”

Brummede jeg utilfreds. Hun nikkede, og fik mig bakset over dækket. Det resterende mandskab, nattevagterne, gjorde sit bedste for at lade som om at de ikke så mig. Resten var stadigt i byen og more sig. Jeg ville egentligt lidt ønske at jeg var med dem. Men på den anden side, så kunne jeg ikke fordrage de blikke som mændene sendte mig. De flirtende blikke, de afskyelige kyssebevægelser som de gjorde med munden. Fy for helvede! Så ville jeg hellere bare få min rom og min ro bagefter.

”Forsigtig kaptajn, så ned og ligge med dig.”

Tro det eller ej, men Anna puttede mig! Som et gement barn lagde hun det slidte tæppe over mig, og skubbede let enderne under mig. Jeg gryntede utilfreds, og var ligeved at rulle væk, da hun spurgte:

”Kaptajn, hvis du ikke har noget imod at jeg spørger? Hvorfor sagde Syra at jeg skulle sørge for at du kom hjem i din egen seng? Hvorfor var hun så præcis?”

Jeg gryntede utilfreds igen, men vendte da hovedet om mod Anna med et grumt smil.

”Fordi at jeg ellers havner i en andens seng.”

Svarede jeg, og ville ønske at øjne kunne dræbe i det øjeblik. Anna så forvirret på mig, og vidste, lige så godt som resten af mit mandskab, hvor lidt jeg brød mig om mænd. De var kun værd at berøve, for dernæst at skubbe i den nærmeste mudderpøl.

”En anden kvindes seng. Hvilket som regel giver ballade, da jeg som regel havner i de gifte kvinders senge.”

Uddybede jeg, før at jeg rullede rundt på siden og lagde mig til at sove. Uden overhovedet at bekymre mig om Anna, hverken om hun gik ellers hendes reaktion. Synd, det måtte hun leve med som min første styrmand.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...