Piraten - Skyggens Datter

Plankerne drev tættere mod os. Endeligt kunne jeg tydeligt se hvad jeg førhen havde troet var et stykke sejl. Det var en kjole, og der var nogen, som havde den på. Det var højst sandsynligt ikke en mand, så jeg råbte til mit mandskab: "Kvinde over bord!" Som en velsmurt maskine blev der aktivitet på dækket, og der blev gjort klar til at hale hende om bord. Jeg stod ved roret, og fik skibet tættere på hende. Jeg kunne tydeligere skimte hende nu. Taljelangt kulsort hår, en hvid delikat hud og en slank skikkelse. Hendes kjole var våd og laset. Hun måtte have drevet rundt længe. Jeg havde ondt af hende, og håbede at jeg havde opdaget hende i tide. Rebet blev kastet ud, og ramte perfekt, men der var ingen reaktion. Så lynhurtigt sprang min første styrmand over bord, og fik fat i både reb og kvinden. De blev hurtigt halet ombord. "Hun er bevidstløs." Meddelte min første styrmand, og lagde hende fra sig på dækket. "Hun nåede at fortælle sit navn. Elisabeth."

19Likes
17Kommentarer
5418Visninger
AA

11. Brændte skibe, ikke mig!

”Så dit navn er Elisabeth?”

Spurgte jeg, og tog imod flasken, som Viola tavst rakte mig. Hun ville have foretrukket at jeg spiste noget morgenmad, men det krævede rom i øjeblikket for at holde mig vågen. Elisabeth nikkede let, og sad på stolen overfor mig. Anna forsøgte at gå roligt rundt i rummet, men lignede mest af alt en tiger på spring, klar til at overfalde Elisabeth.

”Så du er kaptajnen?”

Spurgte hun, inden at jeg kunne spørge efter hendes efternavn. Navnet Elisabeth sagde mig et eller andet. Men hun lignede ikke en, som jeg havde set før. Jeg nikkede som svar på hendes spørgsmål, og tog mig en tår rom.

”Er det ikke lidt tidligt på dagen?”

Spurgte hun. Jeg var lige ved at spytte min mundfuld i ansigtet på hende, men tvang mig selv til at lade være. Hun lød som min mor, når hun talte sådan. Dog lød hun mere elegant og fint på den, og jeg hadede det. Jeg lænede mig tilbage i stolen, og stirrede surt på hende.

”Er det dig eller min kaptajn, som er kaptajnen?”

Spurgte Anna utilfreds, mens at Viola forduftede og lukkede døren bag sig. Elisabeth så kort på Anna med et roligt blik, ikke det mindste skræmt og dernæst på mig.

”Det er du.”

Svarede hun, og sad let i stolen. Jeg var dog ikke i tvivl om at hun sad lige så meget på spring som Anna. Hun skjulte det bare bedre.

”Og hvor kan vi smide…”

Begyndte Anna, tydeligvis lige så irriteret over Elisabeth, som jeg selv. Jeg rakte dog let hånden op, og bremsede hende i at afslutte sætningen.

”Dit skib, hvad skete der med det?”

Spurgte jeg undrende. Elisabeth lagde let på hovedet på skrå, et tegn, som jeg ikke kunne tyde.

”Det burde du vel vide, efter som at du har brændt det af.”

Svarede Elisabeth, med en lettere truende tone. Jeg opfattede den lille trussel, som ikke end et bid fra en tandløs hund og lo højt.

”Brændt dit skib af!”

Skreg jeg af grin, men dæmpede min latter og skiftede over til et mere alvorligt humør.

”Forkerte pirat, min kære. Vi brænder ikke skibe af. Vi efterlader skibet i en tilstand, så besætningen stadigt kan komme i land.”

Sagde jeg utilfreds, og kunne se det vurderende blik, som Elisabeth sendte mig. Jeg lod hende glo, men blev hurtigt træt af det.

”Anna!”

Råbte jeg næsten. Hun nikkede let som svar.

”Sæt den kære Elisabeth til at skrubbe dæk.”

Beordrede jeg, og tænkte at hun lige så godt kunne gøre noget nyttigt, indtil at vi kunne få hende smidt af ved en havn.

”Javel kaptajn.”

Sagde Anna med et grumt smil, og nød rollen som den farlige pirat. Jeg sendte hende et smil i skjul, netop som hun ledte Elisabeth ud af min kahyt. Endeligt kunne jeg få noget søvn i min egen seng.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...