Piraten - Skyggens Datter

Plankerne drev tættere mod os. Endeligt kunne jeg tydeligt se hvad jeg førhen havde troet var et stykke sejl. Det var en kjole, og der var nogen, som havde den på. Det var højst sandsynligt ikke en mand, så jeg råbte til mit mandskab: "Kvinde over bord!" Som en velsmurt maskine blev der aktivitet på dækket, og der blev gjort klar til at hale hende om bord. Jeg stod ved roret, og fik skibet tættere på hende. Jeg kunne tydeligere skimte hende nu. Taljelangt kulsort hår, en hvid delikat hud og en slank skikkelse. Hendes kjole var våd og laset. Hun måtte have drevet rundt længe. Jeg havde ondt af hende, og håbede at jeg havde opdaget hende i tide. Rebet blev kastet ud, og ramte perfekt, men der var ingen reaktion. Så lynhurtigt sprang min første styrmand over bord, og fik fat i både reb og kvinden. De blev hurtigt halet ombord. "Hun er bevidstløs." Meddelte min første styrmand, og lagde hende fra sig på dækket. "Hun nåede at fortælle sit navn. Elisabeth."

19Likes
17Kommentarer
5553Visninger
AA

40. Anna

Det gav pludseligt et øredøvende brag, som blev skarpt efterfulgt af en kraftig skævlen, der nær havde fået smidt mig overbord. Men jeg fik i sidste øjeblik grebet solidt fat i rækværket, og kunne se Erak vende sig for at bjæffe ordrer af sit mandskab. Så lød endnu et brag, da noget borede sig ind i siden på mit skib og sendte mig baglæns. Jeg væltede omkuld på dækket, men slog let med benene, så jeg fik lagt nok kraft i til at svinge rundt og komme på benene igen.

”Hvorfra?”

Råbte jeg efter Anna, som også var væltet omkuld.

”Nord, kaptajn!”

Svarede hun, og rejste sig med en hidsig grimasse. Hun skyndte sig over til den anden side af skibet, imens at jeg for op og tog roret i hænderne. Jeg fik endeligt øje på Sorte Jills skib, den forbedrede udgave af mit skib, og udstødte en knurrende lyd. Den forbandede møgkælling. Jeg skulle have slået hende ihjel, da jeg havde chancen. Så fik jeg øje på det, som sendte de enorme rystelser igennem mit skib. En enorm slynge, som affyrede tunge sten imod mit skrog. Jeg var glad for at ligge i vejen imellem Sorte Jill og Erak. Hans lavliggende skib ville blive slået til pindebrænde, hvis det tog mere end et skud. Men vi kunne heller ikke forsvare os, hvis vi lå her. Jeg var nødt til at få Erak af vejen, ellers ville Sorte Jill synke.

”På jeres poster, de damer. Forbered jer til nærkamp.”

Råbte jeg, og fik kort nogle skeptiske blikke. Vi skulle først tæt nok på Sorte Jills skib til at kunne storme dem, og der var en slynge i vejen. Så bragede skibet igen, da den næste sten hamrede ind i siden. Skuddet var dårligere, og smadrede vores rækværk. Men det var slemt nok. Splinterne fløj om ørene på os, så jeg måtte dække mit ansigt med min arm. Jeg kunne ikke risikere at miste mit sidste gode øje.

”Anna, rapport!”

Råbte jeg, da det holdt op. Jeg fik intet svar, og det skræmte livet af mig.

”Anna?”

Råbte jeg, og drejede hovedet, netop som endnu en sten smadrede det resterende rækværk. Splinterne fløj, og jeg indså at det var med vilje. Jeg fik øje på Annas sammensunkne skikkelse, og dækkede mit ansigt. Jeg løb.

”Kap… kaptajn…”

Hviskede Anna svagt, med blodet svagt løbende ned fra de blege læber. Det var ovre. Anna var blevet ramt af en træsplint, der som en dolk, havde stukket hende i brystet. Jeg kunne allerede nu se at hun ikke ville klare den. Hun var ved at forbløde for øjnene af mig, så jeg tog hende i armene.

”Undskyld.”

Hviskede jeg, og kneb en tåre, da endnu mere træ eksploderede om ørerne på os.

”Det har… været en… ære… kaptajn.”

Hviskede Anna med meget besvær.

”Det har været en ære, Anna. Og mit navn er Emily.”

Hviskede jeg, men for sent. Hun fik ikke den sidste sætning med. Hun fik ikke mit navn at vide, inden at døden tog hende bort. Jeg lagde hende forsigtigt ned, og trak min jakke af, så den kunne ligge over hende. Det her skulle Sorte Jill betale for.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...