Piraten - Skyggens Datter

Plankerne drev tættere mod os. Endeligt kunne jeg tydeligt se hvad jeg førhen havde troet var et stykke sejl. Det var en kjole, og der var nogen, som havde den på. Det var højst sandsynligt ikke en mand, så jeg råbte til mit mandskab: "Kvinde over bord!" Som en velsmurt maskine blev der aktivitet på dækket, og der blev gjort klar til at hale hende om bord. Jeg stod ved roret, og fik skibet tættere på hende. Jeg kunne tydeligere skimte hende nu. Taljelangt kulsort hår, en hvid delikat hud og en slank skikkelse. Hendes kjole var våd og laset. Hun måtte have drevet rundt længe. Jeg havde ondt af hende, og håbede at jeg havde opdaget hende i tide. Rebet blev kastet ud, og ramte perfekt, men der var ingen reaktion. Så lynhurtigt sprang min første styrmand over bord, og fik fat i både reb og kvinden. De blev hurtigt halet ombord. "Hun er bevidstløs." Meddelte min første styrmand, og lagde hende fra sig på dækket. "Hun nåede at fortælle sit navn. Elisabeth."

19Likes
17Kommentarer
5571Visninger
AA

43. Alene på havet

”Kaptajn, kaptajn. Vågn op.”

Jeg hørte en velkendt stemme, som fik mig til at slå øjnene op. Syras triste ansigtsudtryk mødte mit. Var jeg ikke død? Havde det bare været en ond drøm? Men så mærkede jeg kulden fra havvandet, som skyllede op over mig. Jeg slog øjnene helt op, og fik kigget mig nærmere omkring. Jeg lå henover et stykke af mit elskede, ødelagte skib. Det var et lille stykke, som min krop kun lige og lige kunne være på. Mine ben lå i vandet. Men det var nok til at holde mig flydende.

”Syra.”

Hviskede jeg, og opdagede hvor tør min hals var. Jeg var tørstig, pokkers tørstig.

”Jeg troede ikke at du ville vågne igen.”

Sagde Syra lettet, men træt. Hun holdt fast med hænderne i den ene side, så hun kunne holde hovedet over vandet. Jeg tog mig til hovedet, det gjorde ondt.

”Du fik en ordentligt en på hovedet, da skibet sank i havet.”

Forklarede Syra, og lød meget træt. Jeg måtte have været bevidstløs længe.

”Besætningen?”

Spurgte jeg, og forsøgte at se mig omkring i vandet. Men straks bevægede træstykket faretruende, så jeg forstod at jeg ikke skulle bevæge mig meget, før at den tippede. Godt nok havde Syra bundet mig fast, men jeg var ikke helt tryg ved at ryge i vandet, når jeg ikke kunne svømme.

”De stod hvor Sorte Jill ramte. Selv hvis der var nogen overlevende, så har havet taget dem.”

Svarede hun træt, og blinkede langsomt. Jeg lagde mine hænder over hendes, og holdt fast i hende.

”Syra, du må ikke give slip.”

Hviskede jeg. Hun sukkede træt. Så træt havde jeg aldrig set hende før. Hun så ud som om at hun kunne falde i søvn hvert øjeblik det skulle være, og jeg havde ikke lyst til at miste hende. Hvis hun slap, så sank hun i vandet. Så ville havet tage også hende fra mig, som det havde slugt min besætning og mit skib. Alt sammen bare fordi at jeg ikke kunne kontrollere min vrede og vende om.

”Kaptajn.”

Sagde Syra, og fik min opmærksomhed.

”Der er en storm på vej, og træværket holder sig ikke flydende, hvis vi begge holder ved det.”

Sagde hun. Jeg rystede ivrigt på hovedet, da jeg forstod. Hun ville give slip, så træet kunne holde så flydende. Så jeg havde en chance for at overleve, for at komme i land. Men det kunne jeg ikke. Jeg havde fået Anna slået ihjel, min besætning. Jeg kunne ikke også få hende slået ihjel. Hun var jo tyndere end mig, vejede mindre. Hun havde en større chance for at komme i land. Men inden at jeg kunne gøre noget som helst, bremsede hun mig.

”Hils Erak, og sig til ham… at han bare har at passe godt på dig. Ellers kommer jeg tilbage for at hjemsøge ham.”

Hviskede Syra træt, og fik løftet sig op, så hun hurtigt kunne kysse mig på panden. Det vidste jeg var en form for velsignelse fra hendes hjemland. Så slap hun mig og træet- Hun flød kort, men sank så ned under vandoverfladen.

Jeg skreg hendes navn, og forsøgte at række ned efter hende. Jeg kunne mærke spidserne af hendes hår, som lige præcist undgik mig. Hun forsvandt for mig. Jeg skreg fortsat hendes navn, og forsøgte igen og igen at række ned efter hende. Men hun kom ikke op igen, så jeg drev alene rundt på havet. Der skulle et mirakel til, hvis jeg nogensinde skulle komme i land. I det hele taget at jeg skulle komme tilbage til Erak. Så jeg lagde mit hoved imod træet, og græd over den skæbne som jeg havde lidt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...