Næsten morgen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2013
  • Opdateret: 16 maj 2013
  • Status: Igang
Jeg har valgt at skrive om billede 1, som er et billede af en gade af Ulrik Møller. Jeg blev bare rigtig inspireret af billedet, til at skrive denne form for novelle.

Jeg håber I kan lide den!

1Likes
2Kommentarer
371Visninger

1. Næsten morgen

Jeg græd, jeg sparkede, jeg skreg. Jeg kunne mærke deres hænder overalt på min krop. De rev i mig, som var jeg en dukke. En dukke de kunne behandle som de ville. Jeg skreg endnu en gang, og det var der jeg slog øjnene op.    
    Bare et mareridt og så alligevel ikke. Mere en erindring. Men det foregik aldrig det rigtige sted. For det meste i mit mareridt var det i en mørk gyde, men aldrig på åben gade, som det virkelig have været.    
    Jeg kneb øjnene hårdt i. Jeg kunne se gaden inde bag mine øjenlåg. Hver eneste lygtepæl, hvert eneste hus, den brede vej. Det var umuligt for mig at glemme alle detaljerne, selvom der ikke var noget jeg hellere ville. Det var trods alt en vej jeg var vant til at færdes på... indtil det skete. Siden der, havde jeg ikke været i nærheden.   
    Min vejrtrækning blev mere og mere overfladisk jo mere jeg tænkte på det. Jeg gemte mit hoved i puden, men i mørket var jeg omringet igen. Jeg smed puden fra mig, hoppede i noget tøj og bevægede mig lydløst ned af trappe til stuen. Jeg tændte for fjernsynet og skruede lyden helt ned, så jeg ikke kom til at vække mine forældre. Der var intet spændende på denne tid af døgnet, så jeg, da jeg zappede rundt mellem de forskellige kanaler.    
    Jeg slukkede fjersynet efter et stykke tid, og hele stuen blev mørklagt igen. Jeg kunne næsten høre mit kvalte skrig igennem stuen, skriget fra den aften. Jeg skyndte mig op af stolen og før jeg vidste det, var jeg ude af døren og ude i natten.    
    Jeg fulgte den lille sti om bag huset. Grenene greb fast i mig fra alle sider af og jeg sparkede og slog ud efter dem, indtil jeg til jeg til sidst løb for at komme væk fra deres fangearme.    
    Det var småkoldt i vejret, men jeg havde for mange tanker oppe i mit hoved til egentlig at kunne mærke kulden. Det var heller ikke så mørkt længere, var ved at være daggry, og det var en smule tåget. Jeg ved egentlig ikke hvor lang tid jeg gik, og hvor jeg gik hen, var egentlig lige meget. Det var først da jeg nåede til huset med det røde tag, at jeg opdagede hvor jeg var. Der.
    Jeg vendte mig hurtigt om for at se om nogen gik bag mig. Hvorfor i alverden var jeg gået herhen? Tænk hvis de fandt mig her? - tankerne myldrede rundt som små forvirrede insekter i mit sind.    
    Langsomt tog jeg et skridt, og så endnu et, og til sidst havde jeg bevæget mig halvvejs ned af gaden. Jeg kiggede på hækken. Det var der... lige omme bagved. Jeg faldt sammen på jorden, hulkende. Jeg græd til jeg til sidst ikke havde flere tårer at gøre brug af, men jeg rejste mig stadig ikke op. Det var som om at mine ben var blevet for svage til at stå på. Jeg lod minderne skylle over mig...
    
Jeg hørte skridt  bag mig og satte farten op. Der var ikke noget at være bange for, mindede jeg mig selv om. Ingenting. Jeg overvejede at dreje ind ved et hus og lade som om at jeg boede der, men der var jo ingenting at være bange for, så hvorfor skulle jeg? Alligevel drejede jeg ind bag hækken og trak vejret dybt, for at få noget ro på. Hvad jeg ikke havde opdaget var, at de var drejet ind af samme vej.

 

Min vejrtrækning blevet utrolig overfladisk igen og jeg gispede efter at trække luft ordentligt ned i mine lunger.    
    Jeg ved ikke hvor lang tid jeg lå på jorden. Jeg mærkede kulden komme krybende. Den sivede ind under mit tøj og jeg begyndte at ryste meget. Jeg lagde min arm under hovedet for at støtte det og så over på den nærmeste lygtepæl. Lyset skinnede ikke fra den længere. Det var morgen...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...