Højt fra træets grønne top

”Det er tid..” Ordene skrev sig selv i mit hoved. Jeg så op mod de øverste grene, hvor hun kikkede spændt ned til mig. En gnist fløj op, og tændte - med en lille, varm flamme – juleglæden i mit hjerte. Rundt om mig flammede flere op, og lysene glimtede i alle de fine glaskugler. Én lyste allermest. Hende. Hun alene formåede at lyse hele min sjæl op.

En lille julenovelle med ukendt fortæller skrevet til skolen. Kan i gætte hvem den usædvanlige fortæller er, før det bliver afsløret?

0Likes
0Kommentarer
302Visninger
AA

1. Forventning

Juleaftens morgen gryede. Al julepynten i stuen glimtede i skæret fra den opgående sol. På et bord i hjørnet stod kalenderlyset. Hver dag i december havde det fået lov at brænde en lille bitte smule, og alle havde beundret det. Nu stod det omgivet af halvvissent gran, falmede sløjfer, og små nisser som stearinen havde dryppet på. Der kun en lille stump stearin tilbage, og snart ville stuepigen komme og smide det ud.

I vinduet hang en guldmodel af julemandens kane. Det var et arvestykke fra en oldemoder. Juletræet stod midt på gulvet, behængt med den fineste pynt, for det var en velhavende familie. Endnu lå der ingen gaver under det, men om et par timer ville de blive båret ind. De små hvide julelys hang i deres fine sølvholdere med små figurer. Ét af lysene var blevet knækket dagen før. Det hang på den nederste gren, så det ikke skulle blive set for meget.

 

Jeg vågnede med et sæt, og hørte en pige grine højt. ”Du kan ikke fange mig, Markus!” lo hun. To børn kom løbende ind i stuen. Pigen styrtede forbi juletræet, med Markus lige i hælene. Al den fine julepynt gyngede, da den lille pige kom til at strejfe en gren. ”Isabella! Markus!” udbrød en stemme overrasket fra køkkendøren. ”Skynd jer ud af stuen, før jeres mor opdager jer!” Det var Signe – stuepigen. Markus og Isabella listede fnisende ud.

 

Resten af dagen var juleforberedelserne i huset i fuld gang. Fra køkkenet duftede det af al den gode mad, som familien skulle have til aften. Og ude fra bryggerset kunne man høre Markus og Isabellas protester mod deres mor, som ville have dem i bad, og i fint tøj. ”Moar!” råbte Isabella. ”Jeg er altså ikke særlig beskidt!” Moren forsøgte at forklare hende det stille og roligt, men opgav til sidst, og sagde noget meget højt, som fik Isabella til at tie stille. ”Endelig fik man noget fred” tænkte jeg, og gabte. ”Så kunne man måske få lov at sove lidt..”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...