Numb - One Direcion

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2013
  • Opdateret: 18 jun. 2013
  • Status: Igang
Titlen ''numb'', som betyder følelsesløs på engelsk, har stor betydning for denne movella.
Movellaen handler om 18 årige Emily fra England, der lever sit liv uden de store følelser. Følelser er noget der bliver undertrykt og holdt på afstand. Emily starter på universitetet, og allerede samme dag møder hun for første gang One Direction. One Direction er lige blevet færdige med X Factor, og er på skolen for at give en minikoncert.

Mon en af drengene kan få blødt op for den ellers hårde og følelseskolde Emily? Vil hun åbne op og give sig selv lov til at føle, eller vil hun få skubbet ham væk?



1Likes
0Kommentarer
797Visninger
AA

2. Introduktion

Velkommen til min verden!

I vil nok snart opdage, at jeg er lige så langt ude som alle jer andre. Nej vent, jeg er endnu længere ude ..

Jeg er faktisk så langt ude, at jeg aldrig kommer tilbage til det som andre vil betegne som et normalt liv. Jeg bliver bare ikke i stand til at fungere normalt i vores samfund. Men jeg har accepteret det, og så længe jeg har accepteret det, så er det vel godt nok. Ikke?

 

Jeg må nok hellere forklare tingene lidt nærmere. Udadtil er jeg en ganske almindelig pige. Jeg studere på universitet her i England, jeg har et par veninder som jeg går i byen med i weekenderne, og så lever jeg et lykkeligt singleliv.

Altså virker alt udadtil faktisk helt fint. Det er jo alt det som folk gerne vil se. De vil gerne se jeg smiler, de vil gerne høre mig sige ''jeg har det fint'' når de spørger hvordan det går. Så det er lige præcis hvad jeg giver dem, lige hvad de vil have. Folk har jo ingen oprigtig interesse i hvordan det går, når de spørger. Folk spørger af høflighed, fordi det er det der forventes at de spørger om. Lige som det forventes af mig at jeg siger ''fint''. Det hele er et overfladisk høflighedsspil som er så indøvet at ingen tænker over det længere. Hvad ville der ske hvis jeg lige pludselig sagde: ''jeg har det af helvedes til. Der går ikke en dag hvor jeg ikke overvejer fordelene ved at tage mit liv, slutte det hele. Ikke en dag går, hvor jeg ikke undre mig over meningen med mit sørgelige liv.

 

Hver dag er en kamp, en kamp for overlevelse. Når man som mig mere eller mindre stopper med at kæmpe, så er man allerede halvvejs død. Så det er sådan jeg vil beskrive mig selv. Halvt død.

Jeg lever uden på, men jeg er død indeni. Jeg føler ingenting. Jeg græder ikke, jeg griner ikke rigtigt, jeg føler ikke noget for mine medmennesker, jeg føler ingen passion, jeg elsker ikke, jeg hader ikke. Den eneste følelse jeg er ladt tilbage med er en stor klump irritation. Alt er irriterende. Manden der går i den forkerte side af fortorvet er så irriterende at jeg får lyst til at stoppe op og slå ham i maven. Barnet i supermarkedet der skriger i en uendelighed er så irriterende at jeg får lyst til ryste det indtil det gider at stoppe. Moderen der intet gør for at stoppe skrigeriet er så irriterende at ... Jeg går min vej.

Ja, jeg går min vej.

 

Men nok af mit sludder. Jeg kunne fortælle om mit sørgelige liv i evigheder, men på et tidspunkt bliver i nok trætte af det. Så i stedet vil jeg fortælle jer om hvad den her dag egentlig drejer sig om. Ny skole. Det er anden gang jeg prøver at skifte skole, og jeg er ret overbevist om, at det bliver lige så forfærdeligt som første gang. Det bliver forfærdeligt fordi jeg skal bruge uger, måske måneder, på at få folk til at forstå at jeg ikke gider dem. Jeg har ingen interesse i at lære dem at kende, og jeg gider ikke snakke med dem. Nogen mennesker opfatter det forholdsvis hurtigt, eller også bliver de bare trætte af min evigt negative attitude og korte svar. Men jeg kan ikke gøre for det, det er nemmere sådan. Hvis folk ikke kommer ind i mit liv, så kan de heller ikke forlade det igen. Jeg passer bare på mig selv, og det er der vel intet i vejen med.

Jeg har jo også mine veninder, og det er ikke fordi jeg slet ikke snakker med folk. Jeg udvælger dem bare nøje, og holder mit antal af venskaber på et minimum. Sådan har jeg det bedst.

Nu når vi er ved det, så har jeg heller ingen kæreste. - Det lykkelige singleliv som jeg sagde tidligere. Det er ikke som sådan fordi jeg ikke vil, det er bare for besværligt med en kæreste. En kæreste betyder sex, følelser og passion. Ting som jeg bare ikke har i mit liv.

 

 

Tilbage til skoletingen.

Som sagt er det første dag på det nye universitet. Det skulle være en forholdsvis stor skole, og på en måde er det godt. Det gør det nemmere at gemme sig i mængden. Jeg er startet midt i et skoleår, hvilket er ret usædvanligt herover. Men efter high school fik jeg ikke søgt ind på et af universiteterne med det samme, jeg endte med at gå hjemme et halvt års tid. Det var nu ikke så slemt. I byen hver weekend, sove længe, tage på spontan shoppetur til London. Ja, der var faktisk mange fordele ved ikke at gå i skole. Men jeg har hele tiden ønsket at få en uddannelse, så da min far begyndte at presse lidt på, overgav jeg mig hurtigt. Normalt ville det være svært at komme ind midt på året. Men min far har sine kontakter – og sine penge – så der gik ikke mere end et par uger før jeg blev optaget. Selvfølgelig Oxford, ''kun det bedste til min pige'' som min far sagde, da jeg modtog mit optagelsesbrev. Nu tænker i nok at jeg bare er en forkælet dum tøs, der får hvad hun peger på. Well, det er også næsten rigtigt, men jeg er ikke dum. Jeg fik faktisk høje karakterer gennem hele min high school tid, og jeg ved at jeg godt kan klare universitet. Også uden min fars hjælp. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...