Ravne

En fantasy fortælling om en dreng, som kæmper for sin og hans søsters overlevelse samt kampen mellem ravne og skorpion klanerne.

0Likes
0Kommentarer
95Visninger
AA

2. Frihed for en stund

Der var solopgang og solen lyste himlens mange skyer op, luften var forfriskende og god for mine lunger. Jeg blevet kastet ud på græsset nogen snes meter væk fra huset, min krop havde været gennem meget og alt bevægelse var efterfulgt af en smerte, min overkrop var fuld af blod fra mit øjenbryn. Jeg lå på ryggen og prøvede at få et blik ind i mørket på den hætte hvor min redningsmand gemte sig. ”Hiiira!” min sort kåbeklædt redningsmand tog sin fod op i luften og i et voldsomt angreb ramte de metalkæder, som holdte mine fødder fangede og knækkede dem. Han tog hænderne op til hovedet trak sin hætte langsomt og triumferende tilbage. Det første jeg så var hendes fregner på hendes smalle næse, som gav hendes ansigt sammen med hendes røde kinder liv og hendes pande var dækket af hendes kastanjefarvet krøllet hår. Da ledte mine øjne mig til hendes, de var mørke, hendes pupiller var entredjedel størrelse af hvad de burde være og omridset var mørkegråt. En kold fornemmelse løb gennem mit krop og jeg vidste nu ikke om jeg havde det bedre nu ude sammen med hende eller indenfor i ildens gab.

Hendes hypnotiserende øjne kiggede nu direkte ind i mine, ”Du har endnu så meget at lære lille dreng” hun var gået et par skridt tættere på mig og stod nu let bøjet over mig, så sagde hun ”Hvis det stod til mig skulle det vente til du var parat” en regndråbe ramte min pande og landede på jorden under mig, jeg var blevet nervøs og kunne ikke få et ord ud af min tørre hals ”Men siden skæbnen vidst har planer om at myrde dem, må vi igangsætte vores planer lidt før tid!” nu løb regnen ned over os begge, hun kiggede iskoldt på mig, ”Men hvis du ikke overlever er det altså ikke min skyld” sagde mens hun bevægede sin skuldre og hænder op i en opgivende effekt.

Mere behøvede jeg ikke at høre før jeg løftede min krop satte mine føder af og spænede af sted ind mod skoven. Jeg kunne næsten røre ved træerne, gemme mig bag de mange blade og forsvinde bag naturen, men ingenting kan stoppe en flok vandvittige ravne, som er ude efter dig og ingenting kan forberede dig på smerten. ”Kalm ville aldrig tilgive mig” tænkte jeg til mig selv, da jeg igen fik øje på hendes mærkværdige nu mareridtsfremkaldende øjne, som de ravneøjne som før angreb mig, kunne jeg ikke forestille mig disse ravneøjne bragte godt med sig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...