Forever {Harry Styles Fan Fiction}

Resumé:
Lucy Jones forældre forlod hende da hun som 18 årig begik en fejltagelse. Hun fik et barn. Men den fejltagelse blev hurtigt til hendes et og alt. Alle forlod hende undtagen hendes kæreste Toby, som også var far til hendes lille pige, Sophie blev hos hende. Toby var udstationeret i Afghanistan, og var derfor ikke hjemme så tit. Men da Lucy modtog et opkald fra Afghanistan, ændrede det hele hende og Sophies hverdag. Lucy måtte nu stå på egne ben som alenemor. 22. december 2015 var det præcis ét år siden Tobys død, derfor tager Lucy og Sophie i en forlystelsespark for at få tankerne væk. På grund af en lille brun bamse, mødte de en helt speciel fyr. Vil han tage hende som hun er? Finder Lucy endelig kærligheden? Og vigtigst af alt, ville han kunne lide Sophie?

TRAILER:
http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=2JbSdFIiMwg

77Likes
122Kommentarer
4096Visninger
AA

3. Kapitel 3

Kapitel 3

 

24.12.15

 

*Lucys synsvinkel*

 

Jeg stirrede bare på de fire drenge, for det var ikke bare fire drenge, et var resten af One Direction. Jeg var helt mundlam og de havde åbenbart ikke hørt mit skrig, for de lagde ikke rigtig mærke til mig. De begyndte at smide deres overtøj og Harry kom hen i døråbningen.

“HEY HARRY HAR FÅET EN KÆRESTE” lød Nialls irske stemme. Jeg kiggede mig forvirret rundt for at lede efter en anden pige end mig, men der var kun Sophie. Jeg vendte mig mod dem igen.

“Mi-mig? Nej nej nej nej nej, vi er bare venner” sagde jeg hurtigt, næsten i en lang køre.

“Din trøje siger noget andet” sagde Louis og kom med et drillende vink. Min trøje?
Jeg kiggede ned på den trøje jeg havde på. ‘I <3 Harry Styles’ stod der. Oh my god, det er anden gang idag jeg gør mig til grin, begge gange foran nogen fra mit yndlingsband. Jeg kiggede straks over på Harry, som bare stod og kiggede på mig med et stort smil.

“Harry forklar” sagde jeg og kiggede på ham.

“Jamen synes du, at drengene skal have hele historien om dig og dit våde tøj? Forresten, der er varm kakao” sagde han og grinte.

“Nej så er det lige meget” sagde jeg og kiggede ned i jorden, er du helt syg det her er pinligt, alle drengene står og stirre på mig...

“MOAAAR” råbte Sophie inde fra stuen. Drengene kiggede på hinanden, og så forvirret ud.

“Okay Harry hvad sker der? Er du blevet far?” spurgte Liam med et løftet øjenbryn. Sophie kom løbende ind i bryggerset, hvor vi alle stod, helt stille og totalt akavet. Da drengene så Sophie kunne man se kærlighed i øjnene på dem.

“Mor jeg vil have Dusty med hje...” sagde Sophie, men stoppede sætningen da hun kiggede op, hvor drengene stod.

“Mor se, det er dem fra din CD!” sagde Sophie og det gjorde bare hele situationen værre. Kan det blive mere pinligt? Først falder man i vandet foran deres fans, så tager jeg billede med Harrys bil, så kommer resten af drengene og ser mig i en ‘I <3 Harry Styles’ trøje, og nu ved de at jeg er fan af dem. Eller ikke bare sådan fan, jeg er gigantisk fan.

“Såååå skulle vi havde det kakao der eller hvad?” spurgte jeg for at bryde den akavede stemning. Mine hænder var samlet bag på min ryg, og jeg bed mig i læben, det gør jeg altid når noget er akavet.

“Nå jo, tillykke med fødselsdagen Louis” sagde jeg. Drengene stod og stirrede på mig, med hovedet på skrå og BAAAAM så fik Louis grineflip!  What is wrong with that boy? Niall fulgte Louis’ træk og begyndte også at grine totalt. Well thats fine, i know I’m an akward person.

“Mor hvorfor griner de af dig?” spurgte Sophie og kiggede op på mig. Jeg smilte bare.

“Det er fordi at mor er sjov skat” svarede jeg hende. Og så startede Louis og Niall igen med deres grineflip.

“Harry hvad er klokken?” spurgte jeg Harry. Han kiggede på hans rimelig dyre ur som sad på hans arm.

“Den er 17.30” sagde han og kiggede smilende på mig. Mine øjne poppede næsten ud af hovedet på mig. SÅ MANGE? OH SHIT! Hvad gør jeg med mad? Jeg kan ikke nå at handle ind, ugh.

“Sophie vi skal hjem og lave mad, klokken er virkelig mange” sagde jeg og fik travlt.

“EJ mor jeg vil blive hos Harry og Dusty” sagde Sophie og stampede hårdt i jorden og lagde armene over kors.

“I må da gerne spise med, hvis det er” sagde Harry og kiggede på mig, hans øjne smilte helt og det er først nu, at jeg lægger mærke til hvor grønne de er.

“Ja mor det vil vi gerne!” svarede Sophie og kiggede på mig, med hundeøjne.

“Den pige ved hvad hun vil, hvor er det kært!” sagde Zayn og smilte til Sophie.

“Tjo, det kan vi vel godt” sagde jeg og smilte igen. PENGEBESPARING!!!

“Hvad skal vi have?” spurgte Niall og stirrede på Harry.

“And-” svarede Harry og fortsatte: “Så vi skal nok også til at komme igang med at lave den” Han lavede et lille nik med hovedet hen mod køkkenet, som tegn på at vi skullle følge med. Vi var alle nu ude i køkkenet, og vi fandt alle de madvare og ingredienser vi skulle bruge frem.

"Liam kan du lave salaten? Louis, sovsen? Zayn, kartoflerne? Lucy, brød og jeg laver anden?" Spurgte Harry.

"Lyder fint med mig"

"Yup"

"Selvfølgelig"

"HEY! Hvad med mig?" Spurgte Niall og tog hånden op til sit hjerte og lavede et ansigt og spille fornærmet.

"Niall du brænder bare det hele på" sagde Louis og gav Niall et slag på hovedet.  Maden var hurtigt færdig og vi satte os ved bordet, Sophie på en stol med 4 puder på, så hun kunne nå bordet. Niall havde smøget hendes ærmer op, så hun ikke blev helt grisset til. Drengene begyndte at fortælle en hel del om sig selv og om de minder de havde sammen, og man kan vel godt sige at nogle ting, skulle mindre børn ikke høre.

**********

“NEJ NU DET MIN TUR LIAM!” sagde Niall og så surt på Liam, som sad og gav Sophie mad. “LAD MIG BARE LIGE GIVE HENDE DENNE HER BID NIALL” svarede Liam og puttede gaflen hen foran Sophie mund, så hun selv kunne tage det.

“Vi fik vidst en temmelig mærkelig start, sååååå kan du ikke fortælle om dig selv?” sagde Louis og tog en kartoffel i munden.

“Jeg hedder Lucy, jeg er indretningsarkitekt og så er jeg mor til Sophie” svarede jeg og trak lidt på skuldrene. Der er ikke meget mere at sige om mig.

“Hvor gammel er du? Fødselsdag? Sophies fødselsdag? Hvor gammel er Sophie? Hvor bor du? Hvor er hendes far? Hvo-” mere nåede han ikke at sige, for mit smil var nu væk og Harry tabte sin gaffel så der kom en skinger lyd. Harry ved ikke, hvordan Toby døde endnu, han ved ikke engang at han hedder Toby, men han ved at Sophies far er død og, at tanken om ham gør mig ked af det.

“Sagde jeg noget forkert?” spurgte Louis og alle hovederne kiggede nu på mig, undtagen Sophie for hun sad og smovsede ind.

“Nej nej, det er okay. Sophies far er her ikke mere” sagde jeg trist.

“Forlod han jer?” spurgte Zayn.

“Det kan man vel godt sige” sagde jeg og og kiggede ned på min mad, som var blevet meget spændende at kigge på.
"Men altså, jeg er 21, snart 22, jeg har fødselsdag den 25. januar, Sophie er 3 og har fødselsdag den 13. septem-"

"Hey, der har jeg fødselsdag!" afbrød Niall og han blev helt glad.

"Det ved jeg godt og jeg bor i udkanten af London" afsluttede jeg af.

“Der er da langt hjem. Hvorfor bliver i ikke og sover til i morgen. Jeg vil ikke lade jer tage en taxa hjem nu hvor det er okay sent og mørkt. Der er ulækre mænd udenfor” spurgte Harry.

 

“Skal i ikke holde jul med jeres familier i morgen?* spurgte jeg.

 

“Jo, vi holder alle sammen jul her hjemme i morgen, alle vores familier kommer, men det tager et par timer for dem at komme” sagde Harry. Han fortsatte: “Drengene bliver her også til i morgen”

Det var ved at blive sent, so why not?

"Det kan vel ikke skade, så får Sophie også en bedre jul end jeg faktisk kan give hende" sagde jeg.

"Julen er altid god, hvis bare man er sammen med nogen, som elsker dig" sagde Zayn.

"Wow, dude you're so deep i can't even see, where are you?" sagde jeg og så spyttede Louis sin mad ud fordi han begyndte at dø af grin. Det ramte faktisk Harry lige i fjæset og det så ret så lækkert ud.

"Ugh Louis, kan vi ikke lege gæt en mad en anden dag?" spurgte Harry, mens han tog sin hånd op til ansigtet for at fjerne Louis tyggede mad. Niall var helt rød i hovedet af grin, og Zayn grinte lidt lige som da Louis fortalte 'the mushroom joke' dengang de var med i x-factor, Liam og jeg vat næsten nede på gulvet, hvor Louis allerede lå, og Sophie fattede hat af hvad der skete, men grinte af synet, af Louis der spyttede mad i hovedet på Harry. Altsammen mens Harry sad helt seriøst og fjernede maden fra ansigtet og viskede en masse bandeord for sig selv.

**********

“Hun er helt væk” konstaterede Niall som kiggede ned på Sophie, som lå på Harrys sofa. Jeg nikkede og satte mig ved siden af Sophie som sov.

"Er det hårdt at være indretningsarkitekt?" spurgte Zayn.

"Faktisk ikke. Altså, jeg får nogle gange et job, hvor jeg skal indrette et par rum eller et helt hus, og det kan godt tage et par dage til 2 uger, og det er selvfølgelig lang tid, hvor jeg ikke rigtig kan være sammen med Sophie, men så er hun i børnehaven og tager nogle gange med Autumn, en af pædagogerne med hjem, for hun er på min alder og er selv alenemor til en dreng på 3. Men ellers er det ikke så hårdt" sagde jeg.

"Hvad med jer? Skal i snart på tour igen?" Spurgte jeg drengene, eller drenge og drenge, den yngste er 21, snart 22.

"Vi har en verdensturné som starter til sommer, men det er først 2 måneder rundt i UK og Irland, så har vi 1-2 måneder fri, så er det resten af Europa, 1-2 måneder fri, Amerika og 1-2 måneder fri og til sidst Asien, så det er lidt mere stille og roligt" sagde Liam.

"Louis, skal dig og Eleanor egentlig ikke giftes?" Spørgsmålet røg hurtigt ud af min mund, og jeg forbød det hurtigt.

"Vent, er du fan af os?" spurgte Louis og løftede det ene øjenbryn. Ugh, hvorfor er alt så pinligt for mig idag? Det har nok været den pinligste dag nogensinde. Jeg kunne mærke mine kinder blive varme, så jeg kiggede ned for at prøve at skjule at jeg rødmede.

"Aww du rødmer" sagde Zayn og prikker mig på kinden.

"Hvad skal jeg sige? At jeg blev directioner under x-factor og har støttet jer lige siden? At jeg var en af de fangirls, der græd hver gang i kom med ny single, album eller der kom et nyt photoshoot? At jeg de første par år læste alle de fanfictions der var skrevet om jer? Og at jeg brugte al min tid på jer, når det nu var jeg ikke var sammen med Toby eller mine veninder? At i gjorde mig glad når Toby var væk, og da han forlod os?" Spurgte jeg. Drengene sad med åben mund og store øjne og stirrede på mig.

"Seriøst?" Spurgte Liam.

"Nej, totalt useriøst" sagde jeg for at drille ham, for det var et temmeligt dumt spørgsmål.

"Det giver faktisk mening" sagde Harry og det så ud som om, at. Der var noget der lige var gået op for ham.

"I Tivoli for 2 dage siden, da vi mødtes, spurgte Sophie om jeg ikke var 'ham fra din cd' og hun sagde også 'det er dem fra din cd' da i trådte ind" sagde Harry og pegede på drengene. "Plus, Sophie kendte mit navn inden jeg havde introduceret mig selv, det vil sige at du har snakket om os? Og du vidste at Louis har fødselsdag i dag og at Niall har den 13. september" Sagde Harry.
Alle drengene sad og grinte lydløst, og Louis var helt rød i hovedet af at skulle holde sit grin inde.

"Bare grin, jeg kan ikke lave om på det jeg ha-" mere nåede jeg ikke at sige for alle drengene brød ud i latter.

Jeg slog ud med armene og kom med et utilfridst støn. Drengene blev ved med at grine og jeg kunne mærke Sophie rykke lidt på sig. De andre lod ikke mærke til det, så de blev ved med at grine. Nu begyndte Sophie at vende sig helt, så hendes ansigt lå ind mod sofaryggen, og der stivnede drengene helt og stoppede med at grine og de fik et helt seriøst udtryk i øjnene.

"Shit vågner hun?" spurgte Niall og lænede sig lidt hen over sofabordet for at se over til Sophie. Jeg kunne ikke nå at svare ham, før den 3 årige pige løftede hovedet og kiggede på mig med søvnige øjne.

Jeg kiggede hurtigt over på drengene med store øjne, men kiggede hurtigt ned mod Sophie igen.

"Mor?" Spurgte hun og gned sit øje med hendes lille hånd.

"Ja, hvad er der skat?" Spurgte jeg hende og strøg min hånd over hendes hår.

"Hvor er far henne?" Spurgte hun og kiggede ind i øjnene på mig.

Åh nej, det er ikke første gang sådan noget sker, men det er heller ikke mange gange det er sket før, så jeg er ikke så god til at svare på det spørgsmål. Jeg synkede den store klump som havde samlet sig i halsen på mig.

"Han er et bedre sted nu, men han vil altid være herinde" sagde jeg og prikkede hende det sted, hvor hjertet er. Hun nikkede bare, puttede sig ind til mig, og lagde sig til at sove igen. Jeg kiggede hen på drengene og de alle havde at sympatisk udtryk i øjnene. Det var vidst ikke gået helt op for drengene, at Toby er død, det er kun gået op for Harry.

"Hvad er der egentlig sket med Sophies far? Forlod han jer?” spurgte Niall. Harry kiggede over mod Niall med et ikke så glad ansigtsudtryk.

“Erm... ja altså.... ha-han” begyndte jeg, men blev afbrudt.

“Du behøver ikke fortælle det, det er okay” afbrød Harry.

“Det fint nok, men altså... Han var udstationeret i Afghanistan, og lidt efter han tog afsted-” startede jeg. Jeg knep øjnene sammen for ikke at græde, men det her skulle bare ud. Jeg havde brug for at fortælle det til nogen, da jeg ikke har snakket med nogle mennesker i rigtig lang tid. Tårene trillede ned af mine kinder. Harry lagde en hånd på min ryg og begyndte at nusse den, for at berolige mig lidt.

“S-s-så fik jeg en opringning, og fik af vide at Toby var blevet ramt af en landmine, og ikke overlevede” fortsatte jeg. Tårene trillede fortsat ned af mine kinder og jeg havde fået alle drengenes opmærksomhed, og alle havde forståelse for det jeg forklarede.

"Støttede dine forældre og venner dig meget?” spurgte Liam. Åh nej nu kan jeg ikke mere. Jeg krummede mig helt sammen og prøvede at stoppe med at græde, men jeg kunne ikke.

“Undskyld” hviskede jeg stille, jeg følte mig som en tude prinsesse.

“Det er i orden, du behøver ikke at fortælle os det” svarede Liam. Altså jeg vil gerne fortælle dem, at da jeg blev gravid, forlod hele min familie og alle mine venner mig. Vi havde kun Tobys familie, men da Toby døde, cuttede hans familie kontakten til Sophie og jeg. Derfor har jeg været alene i lige præcis 367 dage.

"Erm.. Da Toby og jeg fortalte, at jeg var gravid, forlod min venner og min familie mig. Min familie var meget skuffede over mig, og ville have, at jeg fik en abort, men jeg nægtede. Vi havde kun Tobys familie tilbage. Sophie var 2 da Toby døde, og Toby havde været væk i 6 måneder, så hun kan knap nok huske ham. Han døde den 22. december sidste år, og jeg har kun haft Sophie lige siden" sagde jeg. Jeg var løbet helt tør for tåre.
"Men øhh, det er vel okay nu, jeg har Sophie og hun er den eneste jeg behøver" tilføjede jeg. Jeg kiggede op på drengene, og de alle sad med tåre i øjnene, de røg ikke ned af deres kinder, men man kunne se at historien havde rørt dem.

"Men det var 2 dage før jul" sagde Liam, og det lød som om, at det var det værste der nogensinde kunne ske. At gå glib af julen.

“Ja det var det, den jul var virkelig hård” svarede jeg og prøvede at få et smil frem på mine læber.

“Hvad så med denne her jul?” spurgte Niall og kiggede på mig, jeg kunne se en tåre løbe ned af hans kind, han tørrede den hurtigt væk, men holdte stadig øjenkontakten mellem mig og ham.

“Det bliver Sophie og jeg” svarede jeg, jeg ville gøre alt for at Sophie ville få en god jul, hun skal have en jul ligesom alle andre børn på hendes alder har. Hun skal have gaver og en masse kærlighed. Niall kiggede på Sophie, som sov. Jeg kunne se hans medfølelse, han blev så rørt af det jeg havde fortalt.

“Så hold jul med os”

 

__________________________

 

A/N:  Her er det så, tredje kapitel. Skriv gerne, hvad i synes om det, like, fav, del på alle mulige mærkelige måder, aha ej det er sådan set lige meget, bare i kan lide det.
Erm.. jeg ved ikke helt hvad vi skal skrive her til sidst, men jeg vil gerne vide noget mere om jer, der følger med, så skriv hvad i skal lave i sommerferien. Jeg er selv i sommerhus, og sidder og skriver det her på min 10 årige kusines macbook pro, man føler sig fattig haha. Men fordi jeg ikke er vant til macbook, så kan det godt være, at skrift, skriftstørelse, mellemrum osv. ikke er helt som normalt, undskyld.
Jeg skal være her i 3 uger og så skal jeg faktisk ikke mere. Mathilde er enten på vej hen til sin bedste veninde ellers er hun ankommet idek?!
God sommerferie til jer alle sammen, vi elsker jer.

-Linette & Mathilde :)xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...