Facaderne- Fan Fiction-1D :)

Hvorfor? Ja se det er det helt store spørgsmål i Kates liv. Hvorfor vendte hendes veninde hende ryggen? Hvorfor gik Kate fra at være glad både uden på og inden i, til kun at være det uden på? Vil Kates liv nogen sinde blive det samme? Det er nogle af de mange spørgsmål du vil få svar på hvis du læser denne movella, som handler om den 15 - næsten 16- årige Kate. Kates liv var ,eller er ødelagt, indtil storebroderen tager en dristig beslutning. Da han invitere 5 helt specielle drenge, som han mødte i London, til at bo hos dem, i håb om at de vil kunne få den gamle Kate tilbage.

25Likes
21Kommentarer
2394Visninger
AA

2. Endelig kom du

IKKE RETTE IGENNEM :D

 

Mine tanker dansede for øjnene af mig, mens 'moments' spillede højt i mine øre. Jeg stirrede tomt ud i luften. Mit ansigt var som sten, ingen ville kunne se de deprimerende tanker, der gik igennem mit hoved. 

Tankerne falkkede rundt, og blev tiltagende mere deprimerende. Jeg vendte hvert et ord og hver en sætting, jeg havde sagt denne dag. Der måtte være noget, jeg kunne bruge, bare et eller andet, men nej det hele var godkendt. Ingen af disse ord eller sætninger, burde fremkalde et had til mig, ved en af mine medmennesker. 

Jeg forsatte min søgen efter fejltagelse. Jeg var så langt væk, at jeg ikke opfattede, da min dør blev revet op. Det var først da personen, som var kommet ind, stod og viftede med sine arme foran mig.

Jeg kiggede lidt underligt på den person, som lige nu stod foran mig og viftede med armene, han lignede lidt en abe eller..... ja han lignede en abe.

Det var faktisk en smule irriterende, at personen kom og forstyrrede mig. Mine forældre vidste godt, at hvis jeg sad og hørte musik, skulle man lade mig være, med mindre det var noget vigtigt. Tilbage til personen foran mig.

Han virkede bekendt, der var et eller andet ved ham, jeg kunne genkende. Jeg nåede ikke tænke nærmere over det, før mine høretelefoner blev revet ud.

Jeg sad stadig lidt i chok over den handling personen havde fortaget sig. Jeg mener hvis jeg kom ind i et fremmed hus, var det første jeg gjorde, nok ikke og brase ind på et af værelserne, opføre sig som en abe, for derefter at hive høretelefonerne ud på den person der sad inde på værelset. For at sige det lige ud, så var jeg virkelig irriteret på personen, hvem gjorde sådan noget i et fremmed hu......

Der gik det op for mig, at personen overfor mig ikke var fremmed, han havde jo faktisk boet i dette hus længere end mig, godt nok ikke det sidste års tid, men alligevel. Det var min storbror Nick, der stod der foran mig. Inden jeg nåede at tænke nærmere over det, kastede jeg mig i armene på ham. Han var hurtigt til at lægge sine store beskyttende arme om mig. Jeg smilede over hele hovedet, han var hjemme, endelig. Min storebror havde det sidste års tid læst medicin i England, så hvis jeg reagerede lidt voldsomt er det bare fordi, at jeg ikke har set ham et år. Jeg kunne mærke at mine kinder blev våde, og jeg vidste, at jeg græd. Jeg trak mig modvilligt fra ham, men kun for, at jeg kunne se ham i øjnene. Det var let og se, at han ligesom mig havde grædt, da hans ellers blå øjne havde fået et strejf af rød farve. Jeg kiggede lidt på ham for at sikre mig, at det var ham. Han smilede til mig og afbrød stilheden der havde lagt sig over os "hva så Sis, hvordan går det" sagde han. Jeg smilede bare til ham, og svarede ham så " ikke så meget, har savnet dig helt vildt Bro" "ikke så meget som jeg har savnet dig" sagde han og roede i mit hår. Jeg slog ham for sjovt på skulderen, så hans dybe latter fyldte rummet. Jeg havde savnet den latter så meget, så jeg nød den måde den svøb sig omkring mig. Han tog en arm omkring mig og trak mig ud i køkkenet, hvor mine forældre stod med det største smil på deres læber. Jeg ved, at de ligesom mig har savnet Nick forfærdeligt meget. Altså vi har jo skypet, sms'et og ringet, men ingen af disse ting kunne opveje vores savn. Nick trak mig med hen til vores forældre, som åbnede deres arme. Jeg vidste hvor det her endte 'gruppekram' normalt ville jeg nok have skubbet mig lidt væk, men fordi at Nick var kommet hjem, lod jeg dem omfavne mig.

 

                                                                                      # # #

 

Efter nogle timer hvor vi havde siddet og snakket om det sidste år, kom vi ind på noget, jeg næsten havde glemt alt om. Mine forældre skulle halvanden måned til USA, da min far havde fået jobtilbud i Sacramento. De havde godt nok fortalt mig om det, men jeg havde svedt det ud. Jeg var egentligt lidt ligeglad, altså de skulle jo kun være væk halvanden måned, det ville jeg jo nok overleve, men hvor skulle jeg være...... århh nej, jeg skulle bare ikke med, nu var Nick lige kommet tilbage og så skulle jeg da forhelved ikke til USA. Var de syge eller hva. Jeg rejste mig irriteret op og kiggede ondt på dem, de kiggede lidt underligt tilbage. Jeg rullede bare med øjnene og sagde " hvorfor nu jeg vil ikke med, Nick er lige kommet hjem og så skal jeg for fanden da til USA, jeg vil ikke med okay...", jeg lod mit blik falde på dem alle indtil det fandt Nicks, han lignede en der kunne bryde ud i grin hvornår det skulle være. Jeg kiggede undrene på ham, hvilket bare udløste et latter udbrud fra Nick. Ej okay hvad var jeg gået glip af.... "HVAAAAD NICK" Han grinede forsat, men fik til sidst styr på sig selv og svarede " øhhhh, hørte du ikke efter sis, du skal ikke til USA" "skal jeg ikke?" svarede jeg stadig uforstående. Nick rystede på hovedet " Neeeeej du skal da være her sammen med din elskede storbror" halv grinede han. "Skal jeg?" udbrød jeg glad. Jeg så over på min mor, som med et kæmpe smil på læben, nikkede bekræftende på hovedet. Jeg sprang op ad stolen, løb over til hende og overfaldt hende nærmest bag fra. Jeg kurrede hende hårdt ind til mig og takkede hende. Hun grinte af mig, da jeg slap hende, og kiggede så lidt alvorligt på mig..... Århhh nu kom det. 'alvors-snakken'. Jeg kiggede lidt på hende inden hun begyndte. "Men altså, der er ikke noget med fest eller sådan noget, og hvis jeg opdager det..såååå kan i bare vente jer." Jeg nikkede forstående til min mor, og hun kiggede indtrængende på mig, inden hun forsatte "vi tager allerede af sted i morgen, og jeg regner med, at i er store nok til at være her alene uden os." Jeg kiggede lidt dumt på hende, helt ærlig altså, Nick er 20 år og havde lige været et år i London, og jeg, ja jeg er jo 15 næsten 16. Jeg tror, jeg ved hvordan man passer på sig selv, men det var bare typisk min mor at være så overbeskyttende. Hun så lidt på mig som om hun ville have bekræftelse i det hun lige havde sagt. Jeg skulle lige til og åbne munden og sige noget, da Nick afbrød mig "Jaja, vi er jo ikke børn længere mor, slap af", min mor kiggede lidt vredt på Nick, inden hun igen fandt sit smil frem og nikkede til ham

 

                                                                                                   # # #

 

Efter min mor havde forklaret alle reglerne mindst 3 gange, besluttede vi at bestille pizza til aftensmad. Vi sad i stuen og snakkede løs, imens vi poppede os med pizza. Vi fik grinet og snakket hele aften, inden mine forældre til sidst valgte at gå i seng. De skulle køre tidligt i morgen for at nå deres fly. Vi aftalte, at de ville vække mig i morgen inden de tog af sted, så jeg kunne sige farvel. Jeg lagde mig tilbage i den slidte lædersofa, og lukkede mine øjne, i et kort sekund inden jeg igen åbnede dem. I tænker måske... What hvorfor lukker du dine øjne midt i det hele, men det er altså bare fordi at jeg samler mine tanker når jeg gør det. Jeg ved det, jeg er mærkelig, men sådan er jeg. Jeg skiftede kanel på det allerede tændt tv. Jeg zappede lidt rundt på de forskellige kanaler da jeg til sidst fandt 'Disney channel', Jeg ved det er lidt barnligt, men hvem bliver ikke i godt humør af Disney. "Når så du elsker stadig Disney, så meget har du heller ikke ændret dig" små grinede Nick henne fra døråbningen. "Og du er stadig lige irriterende, så du har vel heller ikke ændret dig" svarede jeg små flabet tilbage til Nick. "Er man lidt flabet hva sis" sagde Nick lige inden han hoppede på mig, for derefter at kilde mig. Århhh ulempen ved at være så tæt med din bror var, at han vidste næsten alt, så slevfølgelig vidste han præcis hvor han skulle trykke for at få mig til at skrige og vride mig under ham, han grinede bare ad mig og forsatte. "Stooooop NICK, stop" bad jeg. Han kiggede bare på mig med et drillende udtryk, og sagde "hvad hedder det," han stoppede ikke engang med at kilde mig, imens han snakkede. "BE OM" skreg jeg nærmest i hovedet på ham. Han stoppede, hoppede ned fra mig og over på den ledige plads ved siden af mig. Jeg trak vejet tungt, for at få mine vejrtrækninger på plads. Jeg kiggede lidt på Nick som bare sad og fulgte med i en tv-serie der lige nu kørte på Disney. Jeg sad og kiggede beundrende på ham, han var her og han skulle være her alene med mig i halvanden måned hvad kunne gøre det her bedre.....             

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

HEEEEJ 

Her var det første kapitel, håber i kan lide det, ved godt det er lidt kedeligt, men husk på det er min første movella og så skal vi jo også lige igang :) :) <3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...