Facaderne- Fan Fiction-1D :)

Hvorfor? Ja se det er det helt store spørgsmål i Kates liv. Hvorfor vendte hendes veninde hende ryggen? Hvorfor gik Kate fra at være glad både uden på og inden i, til kun at være det uden på? Vil Kates liv nogen sinde blive det samme? Det er nogle af de mange spørgsmål du vil få svar på hvis du læser denne movella, som handler om den 15 - næsten 16- årige Kate. Kates liv var ,eller er ødelagt, indtil storebroderen tager en dristig beslutning. Da han invitere 5 helt specielle drenge, som han mødte i London, til at bo hos dem, i håb om at de vil kunne få den gamle Kate tilbage.

25Likes
21Kommentarer
2374Visninger
AA

19. Det er intet, jeg mener det! ....

Liam's synsvinkel 

"Kate?" sagde jeg stille, til pigen som sad med armene om sig selv. Pigen som viste sig at være Kate, løftede sit hoved op, så vi kunne se hendes øjne. Hendes øjne var rødsprængte og hendes mascara sad nede på hendes kinder, som var dækket af røde mærker efter alle tårene.  

 

"Kate dog" sagde jeg og gik hen til hende. Jeg satte mig på hug foran hende og lagde en hånd på hendes knæ. Hun begravede igen hovedet i hendes knæ. 

 

"Kate, hvad er der sket?" spurgte Louis bekymret. Han stod oppe ved siden af os og kiggede ned på os. Hun sagde ingenting, men begravede bare sit hoved endnu mere, og lod et hulk slippe over hendes læber. Jeg tog fat under hende og løftede hende op i brude stilling. Hun lagde sit hoved mod mit bryst og tog hårdt fat i min t-shirt. Louis løb over til bilen og åbnede bagdøren. Han løb så over på den anden side og satte sig ind på føresædet, så han kunne køre. Jeg bar Kate ind i bilen og satte hende ned. Jeg satte mig ind ved siden af og lagde en arm om hende. Hun lagde sit hoved på mit bryst og lod tårene få frit løb. Jeg kyssede hendes pande og tyssede på hende.

 

Jeg har virkelig ingen ide om hvad der er sket, men Kate er helt ude af den og det gør virkelig ondt at se hende sådan. Hun er som en lillesøster for mig. Jeg kiggede over på Louis, som kiggede på os gennem bakspejle. Hans blik lyste af bekymring og sorg. Jeg vidste at Kate betød mindst lige så meget for ham og de andre drenge, som for mig. Vi kørte hjem ad, i total stilhed. 

 

Kate's synsvinkel 

Liam og Louis var kommet efter mig, hvilket jeg var meget glad for, men jeg gad virkelig ikke til at fortælle hvad der var sket. Vi var kørt hjem i fuldkommen stilhed hvilket var rart, men så alligevel ikke. For det eneste min hjerne var fyldt med, var Josh's ord. Passede de? var jeg virkelig fed og klam? 

 

Mine tanker blev afbrudt af Liam som løftede mig op og ud af bilen. Jeg tog blidt fat i hans t-shirt og brød ellers sammen igen. Liam trak mig tættere ind til sig og mumlede en masse beroligende ord, men de hjalp ikke rigtig. Mine tårer blev bare ved med at løbe ned af kinderne. Louis var løbet i forvejen og havde åbnet døren for os. Liam og jeg kom ind i huset og Louis lukkede døren. Jeg begavede mit hoved i Liam's t-shirt, som var godt gennemblødt af alle mine tårer. "Undskyld Liam" mumlede jeg med en svag stemme. Liam kiggede underligt på mig og spurgte så "Hvorfor undskylder du Kate?", "Fordi jeg har gennemblødt din trøje og den er sikkert også helt sort af mascara" sagde jeg stille. Liam grinte en smule og sagde så "Kate, det skal du altså ikke undskylde for". Jeg nikkede og gemte mit hoved igen. Liam begyndte igen at gå og jeg kunne høre en masse drenge stemme som stoppe, da vi kom ind i rummet. Liam satte sig ned i en af sofaerne, med mig i armene. Jeg satte mig op og kiggede ned. Louis stemme skar igennem stilheden, som havde lagt sig over os. "Kate, hvad skete der?" spurgte han bekymret. "J..jeg..kan..ikke..sige...det" sagde jeg stammende. Liam stak mig igen ind til sig og kyssede mig i håret. Liam hviskede i mit øre "Kate du bliver nød til at fortælle det til os". Jeg sukkede, men nikkede. "Sis, du skal altså fortælle hvad der er sket og vil du ikke nok kigge på mig?" sagde Nick bekymret. Jeg kiggede op på ham og sank en klump. "Jeg ved ikke hvor jeg skal begynde" sagde jeg grædefærdig. Liam's hånd kørte i blide bevægelser. Niall brød ind og sagde "Tror i ikke vi skal lade hende sove? og så kan hun fortælle os det i morgen". Jeg nikkede til Niall, som en bekræftelse på at det var et godt foreslag. De andre stemte sig enige med Niall og jeg fik lov til at gå i seng. Jeg rejste mig og gik mod mit værelse. Jeg trak ligeså stille af min kjole og så et forfærdeligt syn. Min krop var rød og blå over det hele, og jeg havde flere steder hvor det faktisk blødte. Jeg lod tårene løbe lidt mere og trak så en stor t-shirt over min forslået krop. Jeg stod lidt mere foran spejlet og så hvordan mine øjne var hævet efter så meget tuderi. 

 

Det bankede stille på døren og Harry stak sit hoved ind. "Er du okay?" spurgte han. Jeg rystede på hovedet og kiggede ned. Harry kom hen bag mig og tog armene omkring mig bagfra. Han lagde sit hoved på mit og sagde "Vil du gerne have jeg sover med dig i nat?". Jeg sagde ikke noget, men kiggede ham bare i øjnene gennem spejlet. "Jeg kan også sige det på en anden måde, du har ikke rigtig noget valg, jeg sover med dig i nat" sagde han med et skævt smil. Jeg smilede svagt og nikkede forsigtigt. Harry drejede mig rundt så jeg stod med front mod ham og trak mig ind i et kram. Hans arme kom uheldigvis til at ramme et af de ømme områder, så jeg kom med en klagende lyd. Harry trak sig fra mig og kiggede underligt på mig. "Kate?, hvad sker der?" Spurgte han og lagde en hånd på min ene skulder, så jeg skar en grimasse. Harry kiggede undrene på mig og løftede forsigt mit ene ærme på t-shirten. Harry's øjne blev store da han så min skulder som var helt blå. "Kate, hvad er det?, har du det andre steder?" sagde han bekymret og en smule hårdt. Jeg rystede på hovedet og lagde beskyttende en arm over min mave som så ligesådan ud. Desværre så Harry det og kiggede på mig med et løftet øjenbryn. "Er du nu sikker på det" sagde han og skævede til min arm. Jeg nikkede, men Harry troede tydeligvis ikke på mig. For han løftede min arm væk, tog fat i min trøje og trak den over mit hoved. Jeg ville have gjort modstand, men alt i min krop gjorde så ondt. Harrys øjne blev om muligt større. "Kate!, de andre skal nød til at se det her, du skal altså ind til en læge og tjekkes" sagde han. Jeg rystede kraftigt på hovedet, men Harry var ligeglad han råbte på de andre og de kom alle styrtende ind på værelset. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...