Mørkt På Et Øjeblik.

Denne One Shot, tager jer med ind i et ung piges liv med problemer, venner osv.
Nyd den ^.^

1Likes
2Kommentarer
214Visninger
AA

1. Mørkt På Et Øjeblik

 

”Fucking bitch! Jeg har sagt at du ikke skulle provokere mig!” Råbte Stinne efter mig og rev mit hår, mens Emina rev mig i jakken og sparkede mig. Jeg prøvede at forsvare mig selv ved at rive mig fri fra deres grab, men kunne ikke. Det var mit første slåskamp, og jeg var heller ikke særlig stærk.

De andre for klassen prøvede at hjælpe mig ved at stoppe slåskampen, men Stinne og Emina gav ikke så let op. Nogle lære kom løbende og fik Stinnes og Eminas opmærksomhed. Jeg tog chancen og stak af så hurtigt jeg kunne, de andre for klasse lagde straks mærke til mig og begyndte så at løbe efter mig, for at trøste og hjælpe mig. Jeg var heller ikke særlig hurtig så de nåede hurtigt at fange mig. De tog mig med sig, henne i klassen og låste hurtigt døren efter sig, sådan så andre ikke kunne komme ind.

Jeg troede at jeg endelig var væk fra Stinne, Emina og hele skolen, bortset fra pigerne fra klassen som støttede mig, men så hørte jeg alle råbe og skrive mit navn bag ved den låste dør. Jeg prøvede at holde tårerne tilbage og var glad for at de eneste som kunne se mig var dem der støttede mig hvis jeg nu ikke kunne være stærk nok til ikke at græde.

Pludselig lammede der ikke så meget mere.

”Måske gav de op og gik!?” spurgte Trine, som havde klistret hendes øre på døren. Jeg kendte Stinne og Emina så godt at jeg vidste at de ikke ville give op så let.

Jeg havde ret for, pludselig så kom hele skolen løbende henne ved glas døren. Stinne og Emina var forrest og jeg kunne høre dem tydeligt bande på mig. De prøvede at åbne døren men det var vist lidt svært for dem, når mindst ti piger stod og holdte på døren for at låse den.

Stinne, Emina og resten af skolen gjorde dræber tegn til mig. Lige meget hvor meget jeg prøvede at holde tårerne tilbage virkede det ikke. Jeg vendte mig om sådan så de ikke kunne se mig da jeg begyndte at græde.  Jeg græd af helvede til, men så kom min bedste veninder Ida og Selma, og træk mig med inde i toilettet og begyndte så at tørre tårnene væk og kramme mig. Jeg gjorde ikke imod og krammede dem tilbage.

 Varmen for deres kroppe, som de delte med mig fik mig bare til at græde endnu mere. De fortalte mig at de altid ville være på min side, at de ville sætte en stopper for det her lort før de gik ud til alt balladen igen. Jeg var alene i fem sekunder før en anden pige for klassen kom inde for at kramme mig. Sofie. Hun spurgte mig om jeg var okay og jeg nikkede til hende, da jeg vidste at min stemme ville knække hvis jeg snakkede.

Da hun gik ud, kom tre andre piger ind. Olivia, Mathilde og Astrid. De gav mig en kæmpe kram alle tre, og fortalte mig at jeg skulle være stærk, at alt ville snart blive godt igen. Selvom jeg nikkede så tvivlede jeg på det inderst inde.

Varmen fra alles kroppe, fik mig til at indse at jeg aldrig havde følt sådan et tryghed fra Stinne og Emina. Det fik mig til at indse hvor blind jeg har været for ikke at tage imod denne her sød og dejlig følelse som jeg fik fra alle andre noget før. Jeg følte mig dum, og tryg på samme tid, men det varede ikke længe før der skete noget slemt igen.

Pludseligt gik døren op og en flok af folk fra alt mulige klasser kom råbende ind. Råberriget var fra blandt andet Stinne og Emina. De bankede på døren på toilettet og gjorde grin med at jeg græd.

Jeg tog mig sammen, og åbnede døren for at fortælle dem at vi hellere skulle tale om det i stedet, selvom jeg vidste at det var umuligt, men det gør ikke skade at prøve.

Troede jeg.

 Med det jeg åbnede døren fik jeg lige pludselig et slag i ansigtet. Jeg blev lidt svimmel og kunne mærke noget glide ned fra næsen. Jeg placerede min hånd på mit ansigt for at forsikre mig at det ikke var blod. Jeg tog min hånd væk fra mit ansigt og kiggede på det, jeg fandt noget der lignede ketchup, selvom jeg udmærket vidste at det ikke var ketchup. Jeg kunne ikke tro på det jeg så på. Jeg kiggede så væk fra min hånd og hænd til Stinne som nu stod helt chokeret på det hun havde gjort. Kort efter begyndte hun at grine sammen med Emina, og så begyndte alle lige pludseligt med at grine med bortset pigerne for klassen, som støttede mig. De gav dræber blik til alle dem der grinte.

Alt blev lige pludseligt sløret og jeg begyndte langsomt med at lukke øjnene sammen. Det tog ikke mere end fem sekunder før jeg lå nede på gulvet, bevidstløs. Alt blev stille og folk gispede, men mange kom også hænd til mig for at vogne mig op, men det lykkedes ikke. Alt blev bare mere og mere mørkt for mig.

Var det tid for mig?

Var det sådan det skulle ende for mig?

Var jeg ved at dø?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...