Jeg savner...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2013
  • Opdateret: 15 maj 2013
  • Status: Igang
Jeg didikerer denne historie til min storebror, som døde i en bilulykke d. 4 november 2011. Han blev født d. 13 august 1987, han var 11 år ældre end mig... Jeg nåede aldrig at lære ham at kende, men jeg elsker ham alligevel, og jeg savner ham. Sean du er i mit hjerte <3
De detaljer der er, er opdigtede, for jeg ved ikke præcist hvad der skete, men selve hændelsen er ægte.

0Likes
0Kommentarer
384Visninger
AA

1. Jeg savner, eneste kapitel:

Fsa december 2000 – Oplæg 3 

 

Jeg savner…

 

Det var mandag morgen. Det var en uge siden, jeg kom ud af fængslet. Jeg burde lære ikke at køre spritkørsel

Jeg havde mine grunde. Jeg havde drukket alt for meget i går, heldigvis, nåede min mor at stoppe mig inden jeg nåede bilen. 

Hun stod og kiggede på mig. Hun havde et skuffet blik i øjnene, men hun var jo også min mor. Hun havde lidt det samme blik som her forleden, hvor jeg havde fået kontakt til min far.

Han forlod mig da jeg var tre, eller også forlod mig og min mor ham. Senere havde hun fået Maria og Stine, mine søstre. De kiggede også, men hvor var Sofie? Jeg kunne ikke få øje på hende. Vi havde lige spist en god men meget stille familie middag.
’Pling!’ Jeg greb min mobil. ”Jeg kan ikke mere, det er slut nu, og ikke flere chancer, farvel. - Sofie.” Tristhed ramte mig.

Der blev helt stille, jeg kunne mærke de nysgerrige øjne kigge på mig, jeg ville væk. Jeg sagde et hurtigt ’ses smutter hjem’ til min familie, tog overtøj på og smuttede.

Jeg småløb ud til min bil og startede den.

Tårerne gled roligt ned af mine kinder. Hun havde virkelig forladt mig den her gang.

’Pling!’ Endnu en sms. ”Hey S. Drengene, baren, det sædvanlige. Er du på??” ”Sofie slog op, jeg har brug for det..” ”Det er jeg ked af at høre, jeg gir en øl!” Jeg lagde mobilen i lommen og begyndte at køre.

’Pling!’ ”Hej Sean, jeg tænkte på om du skal noget på fredag om to uger, hvis du har lyst til at se mine børn, dine søskende, har jeg dem i den weekend. De er meget opsatte på at møde dig. Knus far ” Jeg overvejede det i et øjeblik, men jeg svarede bare med et simpelt ja og koncentrerede mig om at køre igen. 

Jeg parkerede bilen i indkørslen. Jeg, nærmest, faldt ud af bilen. Alt var bare så trist for tiden. Min hund var død, jeg var kommet i fængsel, jeg havde kørt spritkørsel, op til flere gange, jeg havde lige fundet ud af, at min far ikke var min rigtige far. Jeg opførte mig som en teenager, for pokker jeg var 24. Alt burde ikke såre mig så meget.

Klokken blev fem. ’Pling!’ ”Vi er nede på baren nu hvis du har lyst?” ”Kører om 5 .” Jeg skiftede til noget mere festligt tøj, tog lidt deo på, greb mine nøgler og smuttede ud i bilen.

Jeg åbnede døren til baren. Der lugtede af øl og sved, lidt klamt men sådan er det jo.

Jeg kiggede mig lidt omkring. Der var nogle interessante kvinder henne ved selve baren.

De kiggede med tiltrækkende blikke efter mig. Jeg fik øje på Jens og de andre.

Jeg gik roligt over til dem, mens jeg tjekkede dem, der sad i baren, ud. Der sad nogle skumle fyre ovre i hjørnet.

Det var sikkert sådan nogle biker typer.

”Heey!” - Råbte drengene nærmest i kor. De spurgte, med trøst i stemmen, ind til mig og Sofie, jeg svarede roligt på alle deres spørgsmål. Vi fik købt os lidt øl, og Jens gav som han havde lovet.

Vi drak og drak. De fleste af drengene var taget hjem, med taxi selvfølgelig. Det endte med at det kun var mig og Jens tilbage, vi var lidt fulde.

Da vi havde siddet der en times tid, spurgte jeg Jens om vi ikke skulle tage at køre hjem. "Skal jeg hente en taxi?" Spurgte han. "Nej, jeg kan godt køre." Svarede jeg ham. "Er du sikker." Jeg nikkede. Vi betalte for det vi havde købt og smuttede ud i bilen.

Jeg satte mig i føresædet og startede bilen. Radioen lød ikke så godt, den lavede den der kradsende lyd. Jens sad og rodede ved noget i handske-rummet. Jeg plaserede min fod på speederen og begyndte lige så stille at køre. Jeg burde ikke køre når jeg havde drukket, men det var jo ikke noget. The Voice begyndte at lyde lidt bedre i radioen. Det var ikke så stille længere. Men i mit hovede var der kaos. Sophie. Sophie, hvorfor? Mine tanker fløj rundt. Var det fordi jeg havde været i fængsel, var det spritkørslen? Hvorfor?

Mine tanker var nogle helt andre steder, men pludselig råbte Jens - "SEAN PAS PÅ!" Der løb et dyr hen over vejen. Jeg drejede skarpt. "Det var edermanme tæt på Sean." Jeg trak vejret hurtigt. Mine tanker fløj igen rundt, jeg mistede kontrollen over bilen. 

BANG!

"SEAN ER DU OKAY!! SEAN! SEAN!"

... Alt blev sort...

 

Jeg savner... Min storebror...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...