Med livet i hænderne.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 15 maj 2013
  • Status: Igang
Endnu en dansk stil, dette var bare min eksamen :D

0Likes
2Kommentarer
4942Visninger
AA

1. Med livet i hænderne, det eneste kapitel:

Fsa, maj 2013 – Oplæg 3, hænder.

 

Med livet i hænderne.

 

Der sad jeg. På kantstenen til parken. Det var midt om natten. Jeg var helt alene. Ensomheden havde overtaget mit humør. Trist. Alt var væk. Penge, mad, stuepiger, selv min værdighed. Alt.

 

Det startede en sen sommer aften. Min mors årsdag. Det var 5 års siden hun døde. Vi havde slukket al elektricitet, undtagen lys, da det var et tændt krøllejern, der havde sat ild til hendes bade-værelse. Hun sov sin skønheds søvn inde ved siden af og lagde ikke mærke til varmen, fra den store flamme, der dræbte hende. Hun havde været ude for noget tragisk, så hun var på sovepiller og sov derfor trygt i ildens hede varme.

Min far var oliesheik, så vi var meget velhavende. Jeg havde aldrig gået i skole, jeg havde fået hjemmeundervisning, og fordi jeg var som jeg var, havde jeg heller ingen venner. Vi var ikke meget for folk der tiggede, det var min mor. Hjælpsom og flink. Tænkte på andre og derefter på hvordan hun havde det. Der var de her to tiggere som min mor altid hjalp. Dem brød jeg mig ikke meget om. - ”Gå et andet sted hen og tig om mad og penge, det nytter ikke her!” Råbte jeg ud af det store vindue, og de reagerede begge. De halv-løb ned af de mange trapper, og drejede derefter ind i den offentlige park, hvor der sad nogle børn og fodrede ænder. De kom aldrig tilbage.

 

Der skete så det, at en af min fars olietanke, sprang i luften. Det kostede næsten alt at betale for ødelæggelsen, da det var en meget stor eksplosion i en af de største olietanke, i verdenen. Han var ødelagt. For et par uger senere, havde han ingen penge, og ingen olietanke tilbage. Der havde været oprører og selvmords terrorister, på alle hans tanke. Og det havde kostet ham alt at betale for ødelæggelserne. Til sidst kunne han ikke mere. Vi havde skiftet fra luksus villa, til rotte kælder. Så en dag da jeg var ude for at samle mad, fandt han sit gevær frem og begik selvmord. Jeg kunne ikke betale for noget som helst, så jeg endte, mutters alene, som en eller anden tigger, der sov hvor der var plads til ham.

Så var jeg her. Alene og uden mad og penge, på en kantsten i parken. Mad var hårdt at skaffe, penge endnu hårdere. De andre tiggere, blandt andet dem jeg havde smidt ud da jeg havde penge, grinede af mig og ville ikke hjælpe. Jeg forstod dem egentligt godt. Jeg havde været ret ond mod dem. Jeg blev stærkere for hver dag, mere modig og hårdtarbejdende. Jeg fik lige skaffet mad nok, og jeg havde fundet vagabond kilden, som jeg havde hørt lidt om. Det var en kilde med det reneste vand. Jeg troede selvfølgelig bare at det var e eventyr myte, men den fandtes faktisk. Det var det mest hyppigste sted, for vagabonder og tiggere, at drikke vand fra.

 

En dag sad jeg foran et helt nyt hus. Det havde et slags våbenskjold på døren. Da jeg bankede på, åbnede en kvinde døren. Hun var omkring de 18, på min alder. Hun var meget smuk og så både klog og flink ud, bare ved udseende. Jeg spurgte om hun havde noget mad til overs for en som mig. Hun nikkede blidt og så på mig med hendes havblå øjne. Hun spurgte om jeg ikke ville spise med. Jeg svarede nærmest ikke, men rejste mig bare op og nikkede blidt og blev derefter vist indenfor. Hun boede hos sin far. Hun spurgte ind til mig, men jeg turde ikke sige sandheden, så jeg tvistede den lidt og hun sad bare der og lyttede. Hun var nok den eneste person jeg havde mødt, som havde været så sød og lyttende. Hun var den første, af alle, der virkelig havde rakt hånden frem og hjulpet mig op fra det sorte hul af ensomhed.

Efter vi havde spist noget dejligt og forfriskende aftensmad, hviskede hun noget til faderen. Han nikkede langsomt med hovedet. Hun spurgte mig om jeg havde lyst til at overnatte, de havde et gæsteværelse jeg kunne sove i. Jeg nikkede hurtigt og fuld af glæde. Jeg takkede dem begge for deres venlighed. Jeg blev fulgt op til værelset. Det var lidt stort. Ikke større end det jeg havde i villaen, men ret stort alligevel. Jeg kiggede rundt, og lagde mærke til den lille bogreol. Jeg gik hen til den. ”Prinsen og tiggerdrengen”. Jeg studerede bogen og lagde mig derefter til at læse. kvinden jeg endnu ikke havde fået navn på gik stille ud af døren og lod mig læse. Da jeg havde ligget i en times tid og læst i bogen viste uret på væggen at klokken var blevet elleve. Så jeg lagde bogen fra mig og lagde mig til at sove.

Jeg vågnede dagen efter ved at få en pude i ansigtet. Kvinden så meget vred ud. Hun spurgte mig om det overhovedet var rigtigt, det jeg havde fortalt hende om i går. Hun havde nemlig snakket med nogle nede i byen, og da hun havde beskrevet mig, fortalte de alt om mig, min far. Min mor. Hun forstod ikke hvorfor jeg havde løjet. Jeg blev smidt ud fra deres hjem, væk fra hendes varme om-sorg og medfølelse. Ud i det sorte hul fyldt med ensomhed. Endnu engang. Jeg satte mig på mit sædvanlige sted i parken. Jeg kunne mære en dråbe eller to dumpe ned fra himlen. Det begyndte at

regne, ret meget faktisk. Jeg foldede mine hænder;

 

”Kære gud.

Vil du ikke hjælpe mig igennem dette,

som du hjalp mig igennem det med far og mor?

Du er den eneste jeg har tilbage...

Pigen, som jeg stadig ikke kender navnet på,

har lige smidt mig ud af hus og hjem.

Jeg ved godt at jeg har lavet nogle dumme ting,

men det kan jeg lave om på.

Du må straffe mig for det jeg har gjort,

og derefter tilgive mig for det jeg gør.

Giv mig et tegn og jeg vil gøre alt godt igen.

Giv mig et tegn, så jeg ved alt er tilgivet.”

 

Regnen stoppede brat. Solen kom frem fra sit skjul og der blev dannet en regnbue foroven. Jeg var nu helt sikker på at alt var tilgivet, det må have været et tegn. Pludselig, kom en ældre dame forbi. Hun så meget velhavende ud. Hun bar på en masse poser. Hun tabte noget. Jeg gik hen og samlede det op, men da jeg ville kalde på hende, var hun væk. Jeg kiggede ned i posen. Der lå et franskbrød og en lille vin. Jeg tog forsigtigt vinen op og åbnede den. Jeg tog en lille tår og satte mig hen på en bænk i nærheden. Det var dejligt at få noget god vin og lidt brød i sig. Jeg følte glæden sprede sig.

 

Dag blev til aften og jeg sad bare der på en bænk i parken. Jeg havde taget bogen med mig. Jeg sad og læste lidt hist og her, da jeg hørte noget i busken. Der lød et skrig. Jeg gemte mig under bænken, så jeg ikke ville blive opdaget. Pludselig kom en skummel mand ud fra sit skjul bag træer og buske. Jeg kunne kun lige se omridset af ham. Jeg kunne se at han bar på noget skarpt, højst sandsynligt en kniv. Han løb forbi mig. Og ud af min synsvinkel. Jeg kravlede stille ud fra mit skjulested under bænken. Jeg kravlede om til det sted, jeg hørte skriget komme fra. Der lå hun. Kvinden der havde hjulpet mig. Hun blødte. Der var blod omkring hendes mave. Hun gispede og trak vejret meget hurtigt. Jeg tog hende op i min favn, og bar hende hen til bænken. Hun var bevidstløs.

Jeg bestemte mig for at bære hende hjem, men kom så i tanke om at hun nok hellere skulle på hospitalet. Det lå godt nok lidt længere væk, men jeg var stærk nok. Hendes liv var, pludselig, i mine hænder, eller arme. Jeg løb ud af parken, med hende i armene. Jeg krydsede den store vej, da jeg blev træt af at løbe. Der var ingen biler på vejene så sent. Jeg fulgte vejen op til mit gamle hus. Jeg drejede til venstre og ind af en smallere vej. Jeg kunne vejen i hovedet, da jeg altid havde siddet og kigget ud af det store vindue med min kikkert, da jeg var lille, og studeret alle veje som jeg kunne se. Jeg bar hende op af den lange trappe til rækkehusene og drejede til venstre af hospitals vejen. Jeg havde fået pusten og løb igen, forbi kirken, forbi klosteret og hen til hospitalet

.

Hun var stadig i live da jeg trådte ind af indgangen til akutafdelingen. Ansatte kom hen mod mig og spurgte hvad der var sket, og om jeg kendte hende. Jeg fortalte alt. Hele historien. Min historie. De bar hende ind på et værelse. Jeg sad og fortalte. Og fortalte. Og fortalte. Jeg tror det var min måde at reagere på. Fortæl alt. Sig sandheden. Det endte med at der kun var en sygeplejerske tilbage, men hun lyttede og reagerede på alt det jeg sagde.

 

Da jeg var færdig, kom der en mand ud fra hendes værelse. Han sagde at hun lå i koma og at jeg gerne måtte snakke med hende. Jeg trådte ind af døren. Jeg kunne se hende. Selv i koma så hun så smuk ud. Jeg blev overasket da jeg lagde mærke til den lille tatovering hun havde. Den var formet som noget jeg ikke rigtig kunne sætte fingeren på. Det så meget bekendt ud. Jeg tror det var det våbenskjold som hun havde hængende på sin dør. Jeg begyndte at snakke til hende. Jeg fortalte min historie. Livshistorie. Jeg kyssede hende, nogle gange, blidt på hånden.

Jeg læste mit ynglings kapitel af bogen op. Jeg fortalte og fortalte, grinede af de små sjove stunder jeg havde haft. Pludselig, begyndte maskinen ved siden af hende, at bippe meget hurtigt. Der kom en masse læger og sygeplejersker ind af døren. Der var nogle der viste mig ud. Et par sekunder efter, kom de ud med hende på en båre. Nogle sagde til mig at hun skulle opereres. Hendes hjerte var gået i stå. Mit hjerte var gået i stå. Den første kvinde jeg var blevet forelsket i, lå bevidstløs på en båre og skulle ned på operationstuen.

 

Det værste var, at jeg ikke nåede at finde ud af hvad hendes navn var, før hun blev stukket ned. Jeg kendte ikke grunden. Jeg sad bare der og ventede. Jeg havde bare fundet hende.

 

Gud. Har du forladt mig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...