Hænder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 15 maj 2013
  • Status: Igang
(Dette er nok den samme opgave som mange andre også har lavet i mandags men jeg lavede dog min idag og dette var så hvad der kom ud af det :-D)

Talia er stofmisbruger, og det samme er hendes forældre.
Hun har svært ved og komme ud af det og har brug for hjælp, eller en hjælpende hånd.
En der kan hjælpe hende med og komme op til overfalden, så hun kan trække vejret frit igen.

1Likes
2Kommentarer
578Visninger
AA

1. At række sin hånd frem.

Jeg havde brug for det.

Jeg havde virkelig brug for en hjælpende hånd, en der kunne hjælpe mig med og rejse mig op på mine egne ben.

For det var svært, det er svært, at finde ud af hvilken vej vi skal gå. Og om det nu, er den rigtige vej vi skal gå.  For hvad nu hvis man laver en fejl, som jeg jo havde gjort. Jeg var endt ude i stoffer, og jeg kunne ikke slippe igen. Nok fordi jeg ikke havde nogen til og hjælpe mig. Mine forældre var selv så langt ude at man ikke kunne se deres sjæl i øjnene, som andre mennesker havde, de havde børn, arbejde, familie og kærlighed. Men jeg kunne ikke komme væk, mine forældre kunne i hvert fald ikke hjælpe mig. Jeg havde brug for en, en der kunne række sin hånd frem og hjælpe mig ,så jeg kunne komme op til overfalde og trække vejret, i stedet for at være hernede, og være i gang med at drukne.

Når en person rækker hånden frem for at hjælpe dig op, er personen også nødt til selv at være klar på at man ikke kan give slip igen, for så falder du dybere og har endnu svære ved at  rejse dig selv op.

 

Men jeg havde brug for det, jeg havde virkelig brug for en til at hjælpe mig op. En der ikke kunne gå sin vej igen, bare en der ville være der for mig når jeg havde et værst, en til at holde om mig og fortælle mig at alting nok skulle gå. Også selvom det ville blive svært at være den personen ville den person ikke gå, for personen holdte af mig, nok til og se igennem mine fejl.

 

Det var morgen, jeg så lyset sive ind ved gardinet, det var ikke ofte jeg så morgen solen uden og være helt skæv. Det irriterede mig, at jeg ikke havde fået nok i går til at ikke stadig var skæv. Det hjalp mig igennem morgen når jeg mødte mine forældre som bare ventede på at den ene skred fra den anden.

Jeg havde aldrig set det anderledes imellem dem, det var det eneste jeg kendte til.

De blev fast ved med at påstå at kærlighed og sjæl ikke fandtes, men måske så gjorde det heller ikke det, for dem. Men hvordan kunne alle andre folk så elske? Mine forældre påstod at det var indbildning at de elskede hinanden men jeg troede ikke på det, der måtte være mere end det i det.

 

Jeg stækkede min krop og rejste mig op fra sengen, og gik hen til skabet. Jeg fandt en t shirt og et par hot pans. Jeg gik nedenunder, for og finde noget morgenmad. Jeg kiggede alle skabe og skuffer igennem, men der var intet værd at spise, udover mus, måske.

 

Det endte dog til sidst med at jeg fandt et æble, som heldigvis ikke var råddent.

Jeg gik ind i stuen og så min far sidde i lænestolen, han ventede vist på at min mor ville lave morgenmad til ham, det skete dog aldrig, også begyndte deres skænderier. Jeg ville dog som altid være langt væk fra huset når det begyndte. Så hurtigt løb jeg op på mit værelse for at finde noget tøj, så jeg kunne komme væk fra min familie. Jeg så dem dog ikke som familie, mere som nogen jeg boede med men aldrig snakkede med.

 

Det var mit liv, og det var ved og gå i stykker, ved og falde fra hinanden uden og have det mindste håb for og samle de ødelagte stykker og blive til et igen.

 

Jeg fik redt mit hår, og fik tøj på. En mørt t shirt, mørke bukser, og selvfølgelig mine dejlige støvler. Vi havde ikke så mange penge og dem vi havde brugte hele familien på stoffer. Jeg var mere end taknemmelig for jeg ikke havde fået en søster eller en bror, for der var ingen mennesker der fortjente det her liv. Udover os måske, vi havde engang været en rigtig familie, en hvor der var rent i huset og alle smilede, men det var mange år siden, og da min far blev fyret lukkede han helt ned, jeg var vist ikke andet end 4 år gammel da det skete, men jeg glemmer aldrig den forandring der skete med vores familie, vasketøj lå overalt og ingen gjorde rent. Min mor havde flere gange forsøgt og få ham til og søge nyt arbejde, og det første stykke tid blev han ved med at påstå at firmaet ville have ham tilbage, og vi bare skulle vente. Men da der var gået et år stoppede troen på det og han begyndte på stoffer, og han fik lokket min mor med i det. En ting jeg aldrig tilgiver ham for. Det var svært og leve som vi gjorde, men vi kunne ikke andet. Det her var mit liv, og jeg kunne ikke styre det.

 

Jeg tog min jakke, og smuttede udenfor, jeg kunne høre at de så småt var begyndt og blive sure inde i stuen, så nu galte det vist bare om og skynde sig væk.

Jeg gik en tur igennem parken, heldigvis var der ikke mange mennesker, kun gamle ægtepar som gik, og snakkede om de gamle dage.

Jeg sukkede, det havde været dumt og havde min læder jakke på når det var ved og blive jul. Normalt var julen det eneste jeg så frem til i løbet af året da min far normalt havde en gave til mig, ikke noget stort, men det betød stadig lidt. Men da han for en måned siden fortalte hvor mange penge vi skyldte væk fortalte han at vi ikke engang kunne få råd til en gave, hans stof forbrug var vigtigst.

Det var det sidste håb jeg havde der døde for dem.

 

I parken var der stille, og jeg satte mig ned til søen, en andemor rappede rundt med hende ællinger, selv de  8 små ællinger kunne være sammen med deres mor, jeg lagde mig ned på bænken og lukkede øjne, lød hvor stille her var, af stilhed.

 

Jeg ved ikke hvor længe jeg lå der, men pludselig kunne jeg mærke et prik på mit ben. Jeg åbnede øjne og så på personen som stod der. En dreng med mørkebrunt hår, brune øjne, en hvid t shirt og et par sorte bukser stod lige foran mig.

”Undskyld mig, men er her plads til en mere?” lød det fra ham.

Jeg nikkede bare, og prøvede og komme op. Drengen rækkede hånden frem imod mig som jeg tog imod og fik sat mig ordenligt op.

Drengen fik sat sig ned, og begyndte og kigge ud over søen.

”Jeg hedder Liam” lød det fra ham.

”Godt for dig” var det eneste der kom fra mig

jeg kunne se Liam som han åbenbart hed, blev noget overrasket over det svar.

”Hvad hedder du?” kom det fra ham som et forsøg igen på at begynde en samtale.

”Talia” lød det blot fra mig.

”Talia..” lød det fra Liam, som om han smagte på navnet.

”Det høre man ikke så tit man hører det navn, faktisk har jeg aldrig hørt det navn før” Liam kiggede på mig med et smil.

”Okay” lød det blot fra mig.

”Er du okay?” spurgte han.

jeg kiggede overrasket hen på ham.

”Hvorfor?” spurgte jeg. ” Hvorfor betyder det noget for dig?”

Liam kløede sig i håret, og kiggede ned i jorden.

”Fordi at jeg godt gad og hjælpe hvis det var..” lød det prøvede fra ham.

”Så lad vær med det” afbrød jeg ham og rejste mig op.

Liam greb hurtig min hånd.

”Vær sød ikke og gå Talia, jeg ville bare godt snakke med en” kom det fra ham.

Jeg satte mig ned igen, og kiggede på Liam.

”Okay hvad så?” spurgte jeg.

”Jeg ville godt lære dig og kende” sagde han.

”Hvorfor?” spurgte jeg igen.

”Fordi du så trist ud og så ud til og have brug for og snakke med en om det”

Jeg bed mig nervøst i læben.

Jeg havde ikke brug for og snakke med nogen, jeg kunne godt klare mig selv. Det havde jeg næsten altid gjort så hvorfor gøre noget ved det nu?

Han behøvede ved ikke og vide mere end han allerede vidste, men på den anden siden kunne det måske være godt og komme ud med det. Og hvad var chancen for at jeg mødte ham igen?

Hverken han eller jeg kunne gøre noget ved det

”Okay” lød det fra mig

Liam kiggede op på mig.

”Jeg mistede mine forældre da jeg var 4” kom det fra mig.

Liam kiggede på mig.

”Det jeg ked af. Hvordan døde de?” spurgte han.

”De døde ikke..” sagde jeg.

”Men sagde du ikke lige du mistede dem?” kom det spørgende fra Liam.

”De begyndte på stoffer, og nu er de der slet ikke længere” sagde jeg.

Liam tog min hånd og gav den et forsigtigt klem, men jeg tog hurtigt hånden væk.

”Og nu er jeg også begyndt, det får mig på en måde til og forstå dem” sagde jeg.

Liam kiggede på mig med sine flotte brune øjne.

Han havde sikkert ikke problemer med sine forældre, han havde sikkert fået top karakter i alle fagene, og måske også lærernes kæledægge.

”Hvorfor begyndte du?” spurgte Liam om.

”Jeg havde brug for og finde ud af hvad der gjorde så de ikke havde tid til mig..” sagde jeg ”Jeg stjal noget af min fars og prøvede det”

Liam smilede ikke men blev bare ved med og kigge på mig.

Jeg kunne ikke stoppe igen med og snakke, jeg havde brug for og snakke med en om det her.

Og mere og mere kom ud af min mund, til sidst begyndte ordene og flyde sammen, og det gik op for mig at jeg græd.

Liam tog mig hånd igen, han gav mig ikke lov til og tag den til mig igen. Han trækkede mig ind til ham, og lod mig sidde lidt og græde ud.

”Vil du gerne have hjælp?” lød det fra Liam.

Jeg nikkede svagt.

”Mener du virkelig det?” kom det fra ham igen.

Jeg trak mig væk og kiggede på ham.

”Hvad mener du?” spurgte jeg forvirret ham om.

”Jeg vil hjælpe dig” Sagde Liam.

Jeg sukkede.

”Det er svært og stoppe, jeg har forsøgt før” prøvede jeg.

”Du for ikke lov til og give op” sagde Liam.

Jeg kiggede på ham.

”Jeg kan se på dig du ikke har lyst til og gøre det, men nu er du blevet afhængelig af det”

Jeg kiggede ned i jorden, for jeg vidste han havde ret.

”Så nu må du love mig en ting” sagde han

Jeg kiggede op på ham igen

”At du ikke tager hjem igen til dine forældre, eller hvis du har nogle venner der også tager stoffer, ikke uden mig” sagde han.

Jeg nikkede forsigtigt. Han lød så overbevisende troede om at det nok skulle gå, at han troede på jeg kunne komme ud af det. Så jeg måske kunne gøre håb om at trække vejret igen. Med hans hjælp kunne det måske lykkes, jeg kunne blive fri.

Liam rejste sig forsigtigt op. Jeg kiggede forvirret på ham. Han smilede og rækkede sin hånd frem.

Jeg tog hans hånd og vi kiggede hinanden i øjne.

”Jeg slipper dig ikke” sagde han overbevisende.

”Hvad hvis jeg ikke kan holde fast?” spurgte jeg.

”Så griber jeg dig hvis du falder” svarede han.

 

  Liam og jeg havde været sammen hele dagen, og vi var begyndt og lære hinanden og kende.

Vi havde sat og helt ned til søen og lagt os ned på græsset.

”Skal vi gå hjem og hente dine ting?” lød det fra Liam.

”hente min ting?” lød det forvirret fra mig.

Liam nikkede ” Ja, du regner da vel ikke med jeg lader dig sove der?” spurgte han.

Jeg tænkte lidt.

”du må ikke komme ind i huset så” kom det fra mig.

Liam kiggede på mig. ”Okay” sagde han så.

Vi rejste os op og begyndte og gå hjem imod mit hus.

 

Da vi nåede huset og stod lige foran det, stoppede vi med og gå.

”øhmm.. jeg går ind så” sagde jeg.

Jeg kiggede på Liam som nikkede til mig.

Jeg gik op og låste døren op.

Min mors stemme lød derinde fra ”Talia?” spurgte hun.

Jeg gik ind i køkkenet til hende.

”ja” svarede jeg.

”hvorfor kommer du allerede hjem?” spurgte hun.

”jeg pakker” kom det fra mig.

Min mor vendte sig om imod mig.

”Hvorfor?” svarede hun.

”jeg vil væk herfra” svarede jeg med et skulder træk.

”jamen.. Talia” kom det fra min mor.

”så kan i vel smide resten af jeres lort ind på mit værelse” svarede jeg og gik ovenpå.

 

Jeg kunne høre min mor gik ind i stuen til min far, hun turde alligevel ikke andet end og fortælle ham det.

Jeg gik ind på mit værelse, og fandt så mange tasker som jeg nu havde.

En enkelt sportstaske, og sådan en af de poser man får fra IKEA, og sådanne andre steder, var alt hvad jeg havde.

Jeg begyndte og pakke mit tøj ned i tasken, hvilket var nemt nok da jeg ikke havde meget tøj. Faktisk viste det sig det godt kunne være i min sportstaske.

Jeg kiggede rundt i værelset, og fandt min gamle mobil frem og laderen, det var en gammel Nokia, sådan en skub op mobil.

Jeg fik hurtigt nedenunder med mine ting. Jeg ville dog få sagt farvel til min mor.

Men da jeg kom ind i stuen havde min fars rejst sig fra sin stol.

”Hvor tror du at du skal hen?!” råbte han.

”Væk” lød det fra mig.

Min mor stod over i hjørnet og kiggede skræmt på os.

”Talia bliv nu bare her hos os” kom det fra hende ” vi kan se om vi kan lave noget en dag sammen, ikke?” lød det fra hende.

Jeg rystede på hovedet af hende.

”Nu har jeg fundet en som faktisk bekymre sig om mig” sagde jeg og vendte mit hoved igen imod min far, men det skulle jeg ikke have gjort.

Idet jeg vendte hovedet kom en hånd flyvende imod min kind.

Min far havde slået mig før men aldrig på den måde.

Jeg vaklede lidt og tog mig til kinden.

”Du bliver her!” lød det fra ham ”Du er muligvis vores eneste håb for og komme af med gælden”

jeg kiggede på ham.

Han kiggede på mig med nogle lidt blidere øjne den her gang.

”Vi har fundet nogen som ville være glade for dig” sagde han og nussede min kind der hvor han havde ramt.

”Og de vil betale godt for dig” svarede han.

”Det vil du godt gøre for mig og din mor ikke?” spurgte han.

Jeg forstod først der hvad han mente.

Han ville sælge mig som en prostitueret.

”Nej” lød det fra mig og inden nogen af dem kunne nå og gøre noget, løb jeg ud af huset og hen til Liam.

Han trykkede mig, ind til hans brystkasse.

”Få mig væk herfra” lød det fra mig.

Liam nikkede og tog min hånd.

Jeg vendte mig om og kiggede tilbage på huset. Jeg kunne se min far stå i vinduet, med min mor grædende ved siden af sig.

Jeg begyndte og gå hurtigere og Liam var ikke sent til og følge med.

Jeg ville være gået tilbage til parken, men Liam trak med af en anden vej.

”kom du sover hos mig” sagde han.

Jeg stoppede bart op.

”Liam, det kan jeg ikke” sagde jeg.

”Jo selvfølgelig kan du det” sagde han.

Jeg rystede på hovedet, men Liam smilede blot.

”Jeg har snakket med mine forældre om det, de har lovet de ikke ville spørge ind til noget. Men de vil godt bare sige hej til dig” sagde han.

 

jeg kiggede ham i øjne for og finde ud af om han var okay med det.

jeg nikkede så og sukkede.

Vi fik gået hjem til ham og til sidst stod vi foran et smukt hvidt hus. Haven så frisk og velplejet ud og græsset var slået.

 

Jeg begyndte og blive helt nervøs.

”Liam..” kom det forsigtigt fra mig.

”Bare roligt Talia” svarede han. ”de vil bare lære dig og kende og så når du ikke vil snakke mere så gå vi op på mit værelse”

jeg nikkede og gik med ham op til døren.

Liam gik ind og tog sine sko af, og jeg forsøgte og gøre dette ligeså normalt som han gjorde det.

”Liam?” lød det inde fra stuen.

Liam tog min hånd for og vise det var okay.

 

Vi fik sammen ind i stuen hvor Liams mor var i gang med og tørre spisebordet af og tage tallerkner ud i køkkenet.

”Ja mor?” svarede Liam.

hun vendte sig om og gav os begge to et smil.

”Hvor er det dejligt i er hjemme, men i kommer desværre til og spise alene da vi altså lige har spist” sagde hun.

Liam nikkede som et okay.

”Du må være Talia” sagde Liams far.

Jeg nikkede og trykkede den hånd som han rækkede frem imod mig.

”Jeg forstår at min søn har besluttet sig for og bortføre sig?” sagde han med et smil.

jeg grinede lidt.

”Ja det kan man vel godt sige” lød det fra Liam.

”Du er mere end velkommen” kom det fra Liams mor.

”Tak” svarede jeg.

”Jeg kan altså overhovedet ikke jeres navne” lød det fra mig genert.

”Nej, Liam glemte nok lige og sige det” lød det fra hans far

”Jeg hedder Geoff og min kone hedder Karen” svarede han.

Jeg nikkede.

Karen kom ind i stuen igen og smilede til mig.

”Maden står ude i køkkenet også må du vist hellere vise hende rundt for hun kommer vist ikke til og komme andre stedet lige foreløbig” sagde hun og satte sig på armlænet hvor Geoff sad.

”Tak ” sagde jeg. ”Det betyder meget for mig”

Karen nikkede til mig.

”Det er godt at Liam fandt dig” sagde hun.

Liam smilede til mig og tog mig hånd igen, og trak mig med ud i køkkenet.

Jeg kiggede på ham, imens han fandt tallerkner frem og bestik.

”Jeg håber du godt kan lide lasagne” kom det fra ham.

Jeg nikkede og kiggede på Liam som fandt noget mælk frem fra køleskabet, han skår noget mad ud til os og lagde det på tallerknerne.

”Så er der mad” sagde Liam og vi satte os ud til spise bordet i stuen.

Vi sad og snakkede og spiste i en halv time og få minutter efter vi havde sat os ned kom Karen og Geoff og deltog i snakken.

 

Jeg havde aldrig troet mit liv kunne ændres, så meget på en enkelt dag. På grund af en dreng, som ikke kun så på mig og gik videre. Han tænkte at han ville gøre noget for mig og nu begyndte det hele. Det ville blive svært men jeg havde fået nogen gode mennesker hos mig som var klar til og hjælpe mig.

Jeg kunne begynde i skole igen efter jul og gå sammen med Liam.

Jeg kunne få nogen ordenlige venner som også ville hjælpe mig, men det vigtigste var dog nok at jeg havde Liam, Karen og Geoff. Jeg havde godt nok ikke mødt hans søskende men jeg var sikker på jeg nok også ville begynde og syntes om dem. Jeg følte mig nærmest rig på omsorg og jeg havde aldrig været lykkeligere.

 

Efter vi havde spist ordnede Karen vores tallerkner selvom jeg havde prøvet og insistere på at det kunne vi godt finde ud af, men Liam takkede bare hurtigt sin mor og trak mig med rundt i huset imens han fortalte om de forskellige ting.

Til sidst endte vi oppe på hans værelse og vi lagde os ned i hans seng.

” Jeg håber ikke du har noget imod og sove med mig her i nat” spurgte han.

Jeg rystede på hovedet og smilede til ham.

”Eller kan du sove på en af pigernes værelser?” spurgte han.

Jeg rystede på hovedet.

”Bare her” fik jeg mumlet.

Liam trak mig ind til ham så jeg lå imod hans brystkasse.

”Tak Liam” kom det fra mig.

”For hvad?” spurgte han om.

”Fordi du gad og række din hånd frem imod mig” sagde jeg ” fordi du gad og hjælpe mig”

”Det er mig der takker” lød det fra ham.

Jeg kiggede forvirret på ham.

”Tak fordi jeg måtte lære dig og kende” sagde han.

Jeg smilede til ham da han forsigtigt kyssede min pande.

”Tak” mumlede vi begge på samme tid.

 

Og det var jo sandt, han havde hjulpet mig. Uden ham ville jeg aldrig have fundet modet til og stoppe med stoffer, og være ligeglad med alting. Han var min redning. Han havde modet til og række hånden frem og ikke give slip igen. Han ville vise mig at man godt kunne stole på andre selvom man ikke kendte dem.

Det lærte jeg af Liam James, at man altid kan række hånden frem for og hjælpe andre, men det bedste du kan gøre er ikke at give slip igen.

Uden Liam ville jeg nok allerede være i gang som prostitueret. Jeg ville aldrig have fundet modet til og løbe ud af huset hvis ikke det var fordi jeg vidste at han stod derude, at han ventede på mig. Liam James, min redning, min bedste ven, min eneste ven, min beskytter, min hjælper, Liam var mange ting og er det stadig. Han hjalp mig igennem den sværeste periode i mit liv og gav ikke slip på mig.

Han passede på mig og gav ikke slip. Han ville ikke give mig. Han trak fat i mig hvis jeg var ved og opgive. Han snakkede med mig når jeg havde behov for det.

Han rækkede sin hånd frem og det var kun starten på et venskab.

Jeg havde et behov for og snakke og han havde et behov for og høre det.

Han var fantastisk og jeg glemte ham aldrig for det.

Jeg endte ikke kun med og give ham mig hånd men også mit hjælpe.

Og når vi havde behov for det rækkede vi hinanden vores hænder frem og hjalp den anden op.

 

Jeg er Talia og jeg er tidligere stofmisbruger.

Jeg kom ud af det, og jeg glemmer aldrig den periode.

Men jeg er fri nu, jeg trækker vejret selv. Og det befriede mig at der kom en og reddede mig. Ikke kun fra og drukne men fra og dø.

 

Det og række en hånd frem hjælper andre og det særligt hjalp mig .

Slut.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...