You Only Have One Chance - So Live While You Can (One Direction Fan Fiction 13+)

*Der var nogle minutters stilhed, men pludselig kunne jeg høre et skrig. Jeg kiggede forskrækket op og skyndte mig ud i gangen til Marilyn. Hun stod helt forstenet og kiggede i jorden. Hun havde tårer i øjnene og hun rystede som en i fanden. Jeg kunne se at hendes mobil lå på gulvet lige ved siden af hende.*

Marilyn og Valentine er to 18 årige piger, som er enæggede tvillinger. De lever livet fult ud og har alt hvad de behøves, men en dag oplever de noget tragisk...
Da deres onkel beslutter sig for at sende pigerne afsted på krydstogt, møder de nogle drenge der ændre deres liv.
(Du oplever denne historie fra to personer)

0Likes
0Kommentarer
466Visninger
AA

3. Bad News

Marilyns P.O.V

 

"Hej onkel Peter, what's up? hvis du vil snakke med mig om freja, så vil jeg bare lige sige til mit forsvar at det ikke var min idé at hun skulle komme så galt af sted med opkast og sådan...." "hvad? nej, jeg ringer ikke for at snakke om Freja, som jeg fatisk ikke har set siden festen"  jeg kunne tydeligt høre at der var noget helt galt. han var altid så..... sjov og hyper. Mig og ham er faktisk ret ens, med hensyn til det. "jeg har noget som jeg gerne vil fortæ.." Hans stemme knækkede over og jeg kunne høre ham snøfte. Græd han? "Græder du?" spurgte jeg halvt forvirret. han græd seriøst aldrig. ALDRIG! "Jeg er så ked af det" sagde han opgivende. Jeg vidste at det her på ingen måder var et godt tegn, og jeg kunne lige så godt forberede mig på at græde. "jeg ville helst ikke sige det over mobil, så jeg kommer over til jer" hvad? nej, det kunne han da ikke. Altså ikke fordi han ikke var velkommen, men så stort et problem var det sikkert heller ikke. Altså var det ikke det samme som at sige det over mobil. Jeg tror ikke det ville gøre den store forskel. Det var sikkert bare mormor der var død. Er du chokeret? haha.... det skal du ikke være. Vores mormor er dranker og har aldrig rigtig taget sig af os, og forkælet os, som bedsteforældre bare er født til at gøre. Hun hadede os, og vi hadede hende. Og hvis det virkelig var hende så var jeg faktisk ligeglad, måske ville jeg blive glad, for så var der et mindre monster på denne jord- ja, hun er et monster! jeg ville heller ikke komme til hendes begravelse, det er sikkert og vidst! jeg blev hevet ud af mine tanker da et højt støn kom fra den anden ende af røret. "kan du ikke bare sige det nu, det er sikkert ikke så slemt!" sagde jeg roligt, selvom jeg godt vidste at det her var brændalvorligt! "Jeg..... Fa..." okay det var noget om ham og far.... Nårrhhhh, de var helt sikkert blevet uvenner! "Er i blevet uvenner?" "nej.... h-h-h-han er d-død" haha, yearh right, jeg snakkede jo med ham i går. Vent hvad? jeg vidste at det ikke var rigtig, men alligevel begyndte mit hjerte at banke på højtryk. "Peter sådan noget joker man altså ikke med!" jeg kunne mærke hvordan vreden skyllede sig ind under mig. Hvad fuck bildte han sig ind! "Marilyn, det er ikke en joke" hulkede han frem. "de døde i en flyulykke!" jeg kunne høre at han græd ukontrolleret. Vent, hvad. De? hvem var de..... shit fjernsynet. flyulykken. "h-hv-hva-hva- hvad er det du siger? mor og far er ikke.... døde. jeg snakkede med dem igår. Og det er ikke noget man fuking joker om!!!" det sidste halv råbte jeg lidt. "Marilyn, jeg er så ked af det, men det er de"  mit hjerte kunne vidst ikke banke mere end det gjorde lige nu. Jeg begyndte at hulke og græde på samme tid. Kender i ikke det hvor man ikke kan få vejret fordi man græder så meget, det var i hvertfald sådan at jeg havde det lige nu! jeg gav et hysterisk skrig fra mig, da det gik op for mig hvad der lige var hændt mig. jeg var blevet forældre løs. Valentine var blevet forældre løs... jeg tabte min mobil, men jeg kunne høre at onkel Peter var begyndt at råbe om jeg stadig var der, men jeg var ligeglad. Hvordan kunne han være så ligeglad, sådan noget som dét siger man altså face-to-face. Jeg kunne høre Valentine komme ud fra køkkenet. Jeg stod frosset til gulvet. Jeg kunne ikke fortælle hende det, det kunne jeg bare ikke! jeg kunne ikke engang selv acceptere det. Det faktum at de to personer som gav mig liv, var væk. 

 

 

***

 

Det var knap en uge siden at mor og far døde. Det føltes ikke som en uge, mere som en evighed. To dage efter deres død, var vi til begravelse. Jeg var lige ved ikke at ville med. Bare tanken om at skulle se dem ligge i sådan en afskyelig kasse som skulle blive sunket ned i jorden og blive ædt op af orme, gjorde ondt. Det fortjente de ikke. De skulle ikke dø så unge! Men jeg blev dog tvunget med til begravelsen af Valentine. Vi skulle snart i retten på grund af min moster (nærmere monster). Hun var så klam at se på. Og jeg fatter ærligtalt ikke at hun havde en mand. kald mig led, men jeg overdriver virkelig ikke når jeg kalder hende for monster! Hun kom kun til begravelsen for at fortælle mig og Valentine at vi skulle i retten, hvilket ingen af os magtede. Det var om arv. En ting jeg hadede og inderst inde også var ret ligeglad med. De penge kunne ikke bringe mine forældre tilbage, så hvis monster vil have dem, måtte hun gerne for mig. Dog skulle der være én betingelse; at jeg aldrig kom til at se hende igen. Men jeg tror ikke Valentine var så opsat på at tabe de penge, tværtimod! det var ikke fordi at hun var ligeglad med mor og far, men nu var vi jo ikke ens. Vi skulle vel også have noget at leve for, indtil vi begge fandt et ordentlig job, så vi kunne blive boende i vores flotte villa. Valentine var den slags der blev ved med at kæmpe til hun fik det. Som jeg sagde før var hun meget stædig. Min onkel var også kommet for at finde beviser på at vi var de retmæssige arver og at det ikke var moster..

                                                           

***

 

"Vi tager ikke til yoga i dag, vel?" Valentines trætte og sørgmodige stemme kunne høres over fra døren. Jeg gav et lille gisp fra mig fordi hun havde forskrækket mig. Jeg havde vidst været i drømmeland... "Nej jeg springer over, jeg har det ikke så godt i dag" hun kiggede ned i jorden og smilede et svagt, falsk smil. jeg kunne se at hun fik tåre i øjnene. Jeg rejste mig brat op fra sofaen og skyndte mig over til hende. Jeg nåede knap nok at komme derover, før hun desparet havde taget fat i min arm og trukket mig ind i et kram. og der stod vi så bare. I armene på hinanden. Hun havde begravet hendes hoved ved mine skulder. Hun græd, hulkede og skreg. Jeg ved ikke hvor lang tid vi stod der og græd i hinandens arme, men pludselig lød der nogle banken på døren. Jeg gav et lille hop fra mig da jeg fik et chok. Jeg rykkede mig ligeså stille fra Valentine og bad hende om at blive stående. Jeg tror faktisk heller ikke at hun havde tænkt sig at gå, men man ved aldrig... 

Jeg gik ligeså stille ud i gangen og åbnede døren. Ansigtet der mødte mine øjne overraskede mig ikke det mindste. Han var den eneste der havde kommet og besøgt os efter ulykken. Hver dag kom han med mad til os, fordi vi ikke kunne andet end at ligge på sofaen og se disneyfilm med slikposer og varm kakao. Han var så dejlig og jeg elskede ham virkelig for det han gjorde. Jeg satte virkelig pris på det, og det vidste han. Man kunne se det på ham. 

Jeg smilede svagt til ham, for ligesom at prøve at opmuntre ham, men det hjalp ikke en meter.  Han kiggede sørgmodigt på mig. Hvis jeg skulle være ærlig lignede han et dødt lig der var blevet revet i stykker og kommet ud for utallige toturmaskiner, men for at være ærlig (igen) lignede jeg sikkert det samme, hvis ikke værre. "Hej onkel Peter, hvordan har du det?" jeg vidste selvfølgelig godt at han havde det elendigt, hans bror var lige død, men jeg prøvede at være stærk for hans, min egen og ikke mindst Valentines skyld. "Som alle de andre dage, elendigt" svarede han og kiggede ned i jorden. jeg gik et skridt hen til ham og trak ham ind i et kram. "det skal nok gå" min stemme knækkede over. For at være helt ærlig så troede jeg ikke selv på det, men som sagt, jeg var nød til at være stærk. 

"hej" jeg vendte mig om og så Valentine stå ved døren. Hun stod og bed sig selv i hendes trøje (dårlig vane mig og hende havde) 

"hej Valeskat" Onkel Peter gik hen til hende og krammede hende i få sekunder før han trak sig væk igen. "jeg har mad med til jer og en film" han smilede falsk til os og gik ind. Vi fulgte ligeså stille efter ham ind i køkkenet. Han stillede poserne på køkkenbordet og begyndte at pakke ud og stille på plads. Hurtig var Valentine over og hjælpe ham, mens jeg stod i dørkammen og så på. Der var noget anderledes over ham idag. Ikke med udseendet, men mere hans væremåde. Jeg studerede ham grundigt. Der var noget helt galt. "Er der noget galt Peter?" spurgte jeg hæst fordi jeg lige havde grædt. Han vendte sig om og så på mig. Han nikkede "vi bliver altså nødt til at snakke sammen". Han bevægede sig ind til stuen og satte sig i sofaen. Han kiggede på os og begyndte at rode efter noget i sin pung. "sæt jer ned, det får i brug for". jeg kunne mærke at det her ikke var noget godt. Var det om mor og far? Var de blevet myrdet i stedet for? Havde vi tabt retsagen? Nej, vi kunne ikke havde tabt retsagen, for vi havde ikke været der inde endnu... dumme, dumme mig! Men det med at de kunne havde været myrdet i stedet for.... det kunne da godt ske, ik'? "er det noget med mor og far?" det var Valentine der spurgte. Jeg vidste, at hun vidste, at jeg også tænkte det, så hun spurgte. Det var mig og Valentines speciale evne: Vi vidste hvad hinanden tænkte på. "hvad... Nej" Peter rystede på hovedet som om at han lige havde hørt en forfærdelig nyhed. "Nej... Eller jo.. Altså nej, men alligevel jo" han smilede skævt til os. "jeg sender jer til Hawaii "han kiggede undskyldne på os. "HVAD GØR DU!!!" Jeg rejste mig op og kiggede på ham med alt den afskyelighed jeg kunne finde i mig. Sendes væk til Hawaii... Hvem troede han vi var?. Valentine tog min hånd og prøvede at berolige mig med at få mig ned og sidde. Først protesterede jeg, men efter en lang 'kamp' overgav jeg mig, og satte mig ned. "jeg sender jer væk, fordi I har brug for at komme væk fra det her sted" jeg skulle til råbe op om hvor stor en idiot han var, men han nåede at afbryde mig "og jeg sender jer heller ikke væk, væk, men på ferie. Det er et krydstogt der sejler langs Sydamerikas vestkyst og så ender i på Hawaii, hvor I skal være i en uge." jeg var fuldstændig mundlam. Jeg vidste jo godt at han gjorde det for vores eget bedste, men alligevel! Jeg hørte Valentine takke. Hvorfor takkede hun? det var sikkert et krydstogt for mennesker med psykiske problemer, og det synes han åbenbart at vi havde. 

jeg slap hendes hånd og løb op på mit værelse. Jeg kunne høre Vale sukke, men det kunne jeg altså ikke tage mig af lige nu.

Jeg smed mig i sengen og begyndte at græde.

 

Valentine P.O.V

 

Jeg sukkede da Marilyn løb op på hendes værelse. Jeg havde så ondt af hende, men hvad kunne jeg egentlig gøre? jeg trøstede hende jo hele tiden og tvang mig selv til at se disneychannel med hende, men hvis jeg skulle være ærlig havde jeg faktisk ikke noget i mod Disneychannel, men det var måske bare ikke det jeg havde valgt. Nu var det heller ikke fordi at vi så disney hele tiden...

jeg blev revet ud af mine tanker da min onkel lagde en hånd på mine skulder. Han stod lige foran mig, med et undskyldnende blik. Jeg smilede til ham "det er okay. Jeg tager mig af hende." "jeg er meget stolt af dig Vale. Jeg ved hvor svært du har det og hvor meget du har at kæmpe med, men alligevel tager du dig også af Marilyn, og det beundre jeg dig for" han smilede kærligt til mig, og jeg gengældte det hurtigt. "tusind tak for alting Peter, du har virkelig været en stor hjælp" "så lidt" han rakte mig billetterne og begyndte at fortælle mig hvornår vi skulle afsted. 

Vi stod ude i gangen og sagde farvel til hinanden. Jeg takkede ham en ekstra gang for maden og sådan. han smilte igen. "det var så lidt Vale.... " lige inden han gik ud af døren vendte han sig om "Vale? jeg har glemt at sige at.. at i øhmm... i skal, du ved... flyve" det sidste viskede han. "SKAL VI FLYVE!!" jeg kiggede på ham med store øjne og rynket pande. "undskyld mig, men hvem tror du, du er?" han kiggede ned i jorden "undskyld Valetine... Men det er jo ikke alle fly, der styrter. Faktisk har man lavet en undersøgelse der siger 1 ud af 100 fly styrter, så det er ikke særlig sandsyndligt at jeres styrter ned "jeg kunne høre at han var rigtig ked af det, men jeg var ligeglad. Jeg skulle ikke op og flyve! "Men tænk hvis vi sad i det ene fly. Det er ligesom bevist en gang før" jeg kiggede ondt på ham. "jeg ved det Valentine, men hvad vil du have at jeg skal gøre? Lade jeres liv gå til spilde? det gør så ondt at se jer sådan her" han lavede et vift med sin arm "I ser forfærdelige ud! mørke render under øjnene og uldet hår. Jeg forstår jer godt, men i bliver også nød til at komme videre" Jeg kunne mærke vreden blusse op, og med ét fik jeg nok. Jeg gik med lange skridt hen til ham, og begyndte at skubbe til ham, og han gjorde ikke den mindste modstand. "jeg spørger dig igen: Hvem tror du, du er? den eneste grund til at du ville have os til flyve er så vi kan blive dræbt og du kan arve alle pengene. Du er så klam at se på. Du giver mig virkelig kvalme. Bare at sige dit navn giver mig lyst til at kaste op. Hvordan kan du være så hjerteløs. De har været døde i én uge og du planlægger allerede at myrde mig og Marilyn. Jeg vil vædde med at du også myrdede mor og far! Skrid med dig, og kom aldrig tilbage, ellers vil jeg bare brække mig!" og med det, smækkede jeg døren i, men den var ikke lukket mere end i 2 sekunder før han kom ind igen. "før jeg går vil jeg gerne lige sige at jeg ikke myrdede jeres forældre og MIN bror, og jeg har heller ikke planlagt at myrde jer! Og forresten har i heller ikke noget valg, for det bliver som det er planlagt. Plus så kan jeg vinde pengene for jer imens i er bortrejst" før jeg kunne nå at reagere, havde han gået hen til mig og krammet mig. Jeg kunne mærke at jeg begyndte at græde, men jeg var ligeglad. Jeg krammede igen, og sådan stod vi i noget der lignede 2 minutter. Han trak sig fra mig og kiggede mig i øjnene. Jeg kunne ikke kigge på ham. Han lignede alt for meget far. "Kig på mig Vale." jeg tvang mig selv til at kigge på ham. "Jeg ved godt det er hårdt. Tro mig, jeg har det heller ikke for godt, men jeg vil gøre alt for at I får det godt igen. I bliver nød til at lære at leve med det inden det er forsent. Tænk hvis i bare bruger resten af jeres liv med at ligge på sofaen, og når i så bliver 70 spørger i jer selv: hvor blev mine unge dage af? Vale, livet er hårdt, uretfærdigt og ikke særlig langt. Så udnydt det du har. Gå ud og find dig en sød kæreste og slå dig ned et hyggeligt sted, okay?" jeg smilede lidt og nikkede... Han  havde vel ret, ik'? 

Inden han gik ud døren gav han mig et ekstra kram. "pas nu godt på hinanden" jeg nikkede og lukkede døren.

Jeg havde havde fuldstændigt glemt Marilyn efter det med nyheden om flyet. Det slog godt nok også benene væk under mig. Jeg var stadig lidt i chok over mit anfald, men ville I ikke også flippe skråt hvis jeres forældre lige var døde i en flyulykke, og så fik I at vide at I skulle op og flyve i noget der lignede 11-12 timer? Se selv, jeg er ikke den eneste der har det på den måde.

Jeg gik langsom og dovent op til Marilyns værelse. Bank Bank. "bare kom ind" jeg kunne næsten ikke høre det, men jeg var ærlig talt gået ind alligevel.

 

Marilyns P.O.V 

 

"bare kom ind" jeg vidste godt det var Vale, for jeg havde hørt dem skændes om noget med rejsen. Jeg fik faktisk ikke helt fat i det, men jeg forstod det ikke helt, for Valentine havde virket totalt cool med ferien. 

Jeg kunne høre at hun lukkede døren til mit værelse, så jeg satte mig op i sengen. "er du okay?" jeg nikkede ligeså stille og kiggede ned på min dyne. Ligenu var det eneste jeg fokuserede på, det skænderi jeg havde overhørt.

"hvad gik det ud på" jeg kiggede dybt ind i hendes øjne- nogen der lignede mine alt for meget. "ik' noget du skal bekymre dig om" sagde hun og smilede mor-agtig til mig. hun tog min hånd og klemte den, mens hun kiggede på den. "Vale sig det nu. Jeg ved det var noget om ferien, og eftersom vi er tvunget, så vil jeg meget gerne vide det" hun sukkede og kiggede undskyldne på mig "du ved... vi skulle på det der krydstogt fra Sydamerika til Hawaii, og for at komme til Sydamerika skal vi..." hun holdt en pause "skal vi..." hun kiggede op på mig og fjernede noget hår der var faldet ned i hendes øjne. Jeg kiggede intenst på hende og prøvede at få øjenkontakt med hende. Jeg morede mig lidt over det, så jeg kom til at fnise lidt. hun kiggede op og kiggede forvirret på mig "hvad er der?" "ikke noget. Jeg synes bare det er lidt sødt, at du ikke kan finde ud af at fuldføre en sætning" hun fniste lidt, men kiggede så alvorligt på mig igen. "Marilyn. Hvis vi nogensinde skal lære at leve med mor og fars død, er vi nød til komme lidt væk her fra. Og den her ferie er en god mulighed for os. Desuden ønskede mor og far ikke at vi skulle ligne nogle druknede elefanter" jeg kiggede chokeret på hende over hendes pludselige styrke til at fyre 45 ord af. Og ja, jeg talte ordene, imens hun snakkede- endnu et af mine talenter! 

Jeg tog mig selv i at stirre lidt for lang tid på hende uden at sige et ord, så jeg rømmede mig kort. "jeg ved godt at det med ferien var en fin idé, men vi kan sagtens lære at leve med dem her hjemme, kan vi ikke?" jeg kiggede spørgende på hende. Hun rystede på hovedet. "der er en ting mere" hun holdt en lille pause. "For at komme til Sydamerika skal vi flyve i ca. 12 timer" jeg nåede ikke at reagere eller flippe ud, før hun snakkede igen "jeg ved godt hvad du tænker, men du skal ikke være bange. Jeg er her for dig, og det er kun 1 ud af 100 fly der styrter, og så tænker du sikkert: hvad nu hvis vi er det ene fly. Og søde Marilyn det gjorde jeg også, men Peter sagde at vi nok skulle klare den og at jeg skulle passe på dig, så det har jeg tækt mig at gøre" hun lavede et lille nik ved slutningen af hendes sætning. 

Jeg kunne mærke en lille tåre løbe ned af mine kinder, og den blev efterfulgt af flere. "Vale, det kan jeg ikke. Èn ting er at være væk fra omverdenen i 6 uger, men at flyve, dét kan jeg simpelthen ikke!" hun lagde armene om mig og begyndte at tysse på mig og komme med trøstende ord. 

Vi fik snakket godt og grundigt ud om det, og til sidst fik hun overtalt mig- som altid.

 

                    ***

 

"MARILYN, VI INDTAGER VORES MAD NU!" 

Jeg kom farende ned af trappen, da jeg var ved at være monster, hyper, ultra, über, overmeget sulten. Jeg var kommet i bedre humør (som i nok har lagt mærke til) efter vores 4 timers snak. Vi havde snakket om ALT, og det var rigtig rart. Jeg var selvfølgelig stadig ked, men det var som om en kæmpe stor tung, klam, grim , stinkende og forfærdelig sten blev fjernet fra min mave, og det var vidunderligt. 

Jeg fandt også ud af lidt mere af ferien: vi skulle være på first-class på et KÆMPE krydstogt med butikker, restauranter, bowlingbaner, svømmingpool, træningcentre, tenninsbaner, spabad, og jeg kunne blive ved, men det vælger jeg så ikke at gøre, da I alligevel ikke vil kunne huske halvdelen af det. Nu hvor jeg tænkte nærmere over det var det ikke så ringe igen. 

                

Vi havde fået sat os ned, og var begyndt at spise. Jeg åd som en i helvede. Hvis der var en ting Valentine kunne var det at lave mad- Det havde hun arvet efter min mor. 

"Marilyn ville du ikke være verdens sødeste lillesøster, og tag køkkenet, nu hvor jeg lavede maden. Jeg har den ledeste hovedepine og jeg vil gerne op og sove lidt.?" jeg nikkede bare og kiggede ned på min tallerken. Jeg blev lidt ked af det med at hun gik op og sov. For det første: Når jeg var alene kom alle de dårlige og skræmmende tanker. For det andet: så havde vi sovet sammen siden ulykken, og jeg kunne ikke lide at gå ind til hende og vække hende. Men jeg tog det som en rigtig mand skulle tage det og gik i gang med køkkenet. Okay, er det bare mig eller kaldte jeg mig lige for en mand? whatever...

Jeg skyndte mig at blive færdig med køkkenet, for så at gå ind i stuen og spise slik og se Brave- en af mine ynglings tegnefilm! Jeg ville så godt ligne hende. Hun så så sød ud med kæmpe krøller, røde kinder og en sød lille rød mund, hihi!

 

 

                    ***

 

Jeg kiggede på uret som viste 00:46. Hold da op! var den allerede blevet så meget. Åbenbart. Jeg magtede ikke rigtig at gå op på mit værelse, så jeg besluttede mig for at slukke fjersynet og falde i søvn.

 

 

_____________
Tusinde tak fordi at I læser med! Vi elsker at skrive på denne historie og det kan godt være at den er lidt underlig og kedelig i starten, men når drengene kommer, så sker der noget. Den skal jo lige i gang først!
Husk at like og føj den til jeres favoritter!! 

 

- Veronica og Melissa

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...