Filosof eller skarnsunge

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 15 maj 2013
  • Status: Igang
Katrines lidt excentriske måde at tænke på kommer hende næppe til gode i den hverdags situation vi kender som folkeskolen.

1Likes
1Kommentarer
201Visninger

1. Jeg keder mig.

Jeg keder mig, og jeg tror minsandten der er min egen skyld.
Sætningen i sig selv giver også udtryk for at man er skyld i sin egen kedsomhed. I modsætning til Engelsk hvor det er en tilstand der ikke i sig selv forklarer hvorfor man udsættes for den, så siger man egentlig på dansk at man keder sig selv. Man giver udtryk for at man er skyld i sin egen ulykke og i dette tilfælde, kedsomhed.

Det hænger måske godt sammen med ”Janteloven” som vi har her i Danmark, hvorimod man i Staterne har det med at skyde skylden på alle andre end sig selv.

Jeg siger dog ikke med dette at der er noget galt med hverken Janteloven eller Staterne.

Det er op til én selv om

 

”Katrine,” læreren kaster et iskoldt blik der bedst af alt kan sammenlignes med følelsen af en uønsket kold hånd ned af nakken af en drillesyg person der lige er kommet ind af døren efter en lang tur på raceren i det kolde efterårsvejr, hvilket minder mig om at jeg skal have pumpet dækkene på min cykel, ”kan du mons tro løsrive din koncentration fra dagbogen og kvalerne en teenagepige med sikkerhed går rundt med, og fortælle mig hvad der sker hvis jeg spiser dette stykke chokolade?” Han holder en række fra en svensk plade chokolade op så jeg kan se helt her nede fra den anden ende af klasseværelset.

Jeg svarer uden tøven at han ville tage på og at han måske skulle overveje det æble der ikke var nogen der havde taget med til ham, fordi det ikke er noget vi som elever gør længere, og han måske også derfor kan udelade den trælse tavleundervisning hvor læren får fri mulighed for at ydmyge ét stakkels barn (AN; læst som teenager der selvfølgelig ikke vil genkendes som et barn længere, for det er de da ikke når de først har lært hvordan man kommer op på skolens tag for at øve sig i parkour som jeg forresten er sikker på ingen af dem kan stave til, eller lægge perfekt makeup så drengene på taget kan se hvor pigernes øjne sidder i hovedet, endda helt fra taget af, mens de stakkels piger er fuldstændig uvidende om at drengene nu engang bare bruger de to sorte ringe som mål skiver når de skyder en for længst glemt og tidligere forsvundet bold fra taget af sted mod skolegården hvor pigerne, undskyld, /de unge kvinder/ står i små grupper som pingviner der leger bowlingkegler,) ad gangen.

Som altid er mine stakkels klassekammerater (AN; læs som unge mennesker jeg tilfældigvis deler timer med her i dette ”forfærdelige” (forestil mig med bagsiden af min hånd mod min pande, lukkede øjne og hovedet en smule tilbage og til siden som en forfinet ældre dame der lades som om hun er ved at besvimer, for har i nogensinde set en person rent faktisk miste bevidstheden på denne måde?) ungdomsfængsel, som de nu engang fejlagtigt synes at tro det er,) ikke rigtig sikre på om de skal griner (af enten læren eller jeg, der er op til dem), måbe, eller bare acceptere at den besynderlige lidt excentriske pige nede i hjørnet har gjort det igen (Sagt noget underligt der ikke var forventet af hende,) så de glor bare. Først på mig, så på læreren, tilbage på mig og så hurtigt tilbage på læreren igen da han efter at tælle til ti for at mindske den røde farve hans ansigt pludselig fik, og trangen til at sende mig uden for døren, (hvilken han ved at jeg på ingen måde ville have noget imod,) meddeler at jeg skulle svare ud fra et biologisk synspunkt, hvilket jeg selvfølgelig forsvarer med at mit synspunkt både tog udgangspunkt i det biologiske, historiske og sociale blandt andre punkter.

Hvilket efterlader klassen nået så forvirrede at de ikke engang kan blive enige om hvem de skal glo på, så jeg gør både dem, læreren og mig selv en tjeneste og går ud af døren (som jeg er sikker på de fleste elever vil blive ved med at stirre på indtil læreren gør krav på deres koncentration igen, hvilken jeg er ret sikker på at jeg allerede har ødelagt for resten af dagen, men det ville jo ikke hjælpe at blive siddende i klassen.)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...