Farvel | Kunst-konkurrence

Dette er mit bidrag til Kunst-konkurrencen, så det ville betyde meget hvis I gad at like og sætte på favorit - selvfølgelig kun hvis I kan lide det. Derudover er I meget velkommen til at skrive en kommentar, med ris og/eller ros. ♥
• Billedet jeg har fået inspiration af, er nr. 1: Ulrik Møller. Centrumpladsen i Vester Åby, 2010. Olie på krydsfiner, 2010 21 × 30 cm (foto: Anders Sune Berg) •

8Likes
16Kommentarer
686Visninger

1. One Shot


 

Det var ikke til at tro. Da min mor først havde fortalt mig det, havde jeg slet ikke vidst hvordan jeg skulle reagere. Jeg tænkte tilbage på hendes ord, den dag. Jeg er ked af det, skat. Jeg ved hvor meget du holder af at bo her, men vi er nødt til det.. Og jeg er sikker på, at du nok skal få en masse nye minder i det nye hus - gode minder!

Som om hun kunne vide det. Og ja, selvfølgelig var der en meget stor mulighed for, at jeg ville ende med at blive glad for det nye hus også, men det var bare ikke det samme - overhovedet. Dette var mit barndomshjem. Det var her jeg var vokset op. Det var her mine forældre havde taget mig med hjem til, efter jeg var blevet født. Det var her jeg havde gode og dårlige minder fra, om end der altid ville være flest gode. Det var her jeg boede. Det var her jeg altid havde boet, og jeg måtte da indrømme, at jeg heller ikke havde forestillet mig at jeg skulle bo noget andet sted, lige foreløbig..

Men det var selvfølgelig ikke op til mig. Hvis det var, var tanken om flytning pist væk - forsvundet i den blå luft. Jeg ville ikke forlade dette hus. Det var måske ikke verdens største hus, eller et palæ nær stranden, men det var mit hjem. Og hvis bare noget var hjem, behøvede det sådan set heller ikke være verdens største eller flotteste sted. Så længe man havde det godt og følte sig tryg, kunne hjem være stort set hvor som helst. 

Og jeg havde følt mig tryg. Jeg havde elsket at bo her. Selv de dårlige ting, havde jeg efterhånden lært at elske. Vi boede et stykke fra skolen, og i starten havde det været virkelig belastende at skulle gå over to kilometer for at komme til skole - for ja, jeg var doven, men sådan var det nu engang bare - men i sidste ende, havde jeg faktisk lært at holde af den gåtur om morgenen. Den havde trods alt hjulpet mig med at blive frisk, og dermed klar til endnu en lang, kedelig skoledag. 

Udover det, elskede jeg vores have. Den var ikke verdens største have, men den passede perfekt til vores lille familie - jeg var enebarn og mine forældre var sammen. Vi havde haft det helt tilpas i dette hus. Der var så mange minder, at jeg ikke engang kunne komme i tanke om dem allesammen, men jeg kunne skam huske adskillige gode stunder. 

Jeg gik ud i haven og satte mig på det efterhånden ret så faldefærdige gyngestativ. Selvom det var risikabelt, var jeg ligeglad. Det så nok meget slidt ud, men jeg vidste at det ville holde. Det havde det gjort helt siden jeg var tre år, og nu - tolv år efter - ville det stadig holde. Det var jeg overbevist om. Desuden var der alligevel ikke særlig langt ned til jorden, hvis nu kæderne skulle knække, eller noget i den retning..

Dette gyngestativ var også hjemsted for mange gode minder. Jeg kunne tydeligt huske da jeg først lærte at gynge uden at blive skubbet. Jeg havde haft svært ved det i starten, men min far havde lært mig det. Og bagefter havde han og min mor stået med armene om hinanden, mens de betragtede mig med store smil klistret på læberne. De havde set så lykkelige ud, at jeg smilte bare ved tanken om det. Jeg havde været omkring fire år der.

Det næste minde jeg kom i tanke om, var da jeg faldt af gyngen som 4-årig. Jeg havde prøvet at give slip med hænderne, fordi jeg ville flyve - for det ville altså være vildt fedt, specielt når man var fire - og så var jeg faldet af gyngen. Jeg havde heldigvis kun skrabet mit ene knæ, så det var ikke så slemt, selvom det blødte. Men det jeg huskede bedst fra den oplevelse, var hvordan jeg løb grædende ind til min mor. Hun havde beroliget mig, tørt mine tårer væk, og renset hudafskrabningen på mit knæ. Så havde hun pustet og kysset det, hvorefter jeg nærmest ikke havde kunnet mærke noget mere. Dengang havde jeg været overbevist om, at min mors kys var magiske. Det måtte de jo være..

Men på trods af at jeg havde slået mig, havde det alligevel ikke været en dårlig oplevelse. Det var blot endnu et gammelt minde i rækken af minder fra dette hus. Minder der ikke ville komme flere af. Jeg skulle ikke fejre min 15-års fødselsdag i dette hus, men derimod i et fremmed hus. Et nyt hus. Dette var mit hjem, men det lod mine forældre desværre ikke rigtig til at forstå..

Jeg rejste mig langsomt fra gyngestativet, og bevægede mig indenfor. Jeg lod mit blik falde en ekstra gang på det grønne græs og æbletræet der var næsten lige så gammelt som mig selv. Mine forældre havde ladet mig plante det, da jeg var et år gammel. De havde gravet hullet og gjort klar, og så havde de ladet mig smide frøene ned i hullet. Det havde ikke været en særlig stor bedrift, men det havde altid gjort mig glad - og inderst inde nok også en smule stolt - når mine forældre fortalte mig det gennem årene. 

Jeg kunne huske hvordan de flere gange havde sagt at det var mig der havde givet træet liv, mig der havde givet det en plads i vores have. De havde også selv lydt som om det var noget at være stolt over, selvom det i virkeligheden bare var en lille ting. Men det var rart. De havde fået mig i godt humør, ved bare at sige sådan en lille ting.

Jeg huskede også hvordan vi havde holdt skovture ude nær æbletræet, bare mig, min mor og min far. Vi havde siddet på det samme blåternede tæppe, hver evig eneste gang. Min mor havde smurt en masse sandwiches, mens min far havde sat tæppet op på græsplænen. Hver gang havde vi siddet nær æbletræet. Og det havde været nogle af de hyggeligste stunder.

Vi havde altid været en så hyggelig lille familie. Far, mor, datter. Jeg har aldrig været ked af at være enebarn, ligesom mange andre nok er/ville være. Selvfølgelig har der da været enkelte gange gennem årene, hvor jeg har ønsket mig en kammerat, en bedsteven, som søster eller bror, men det var også det. Jeg var tilfreds med at være enebarn.

Det lød nok meget egoistisk, men så var jeg sikker på at have mine forældre for mig selv. Jeg var sikker på at de havde tid til mig, og jeg var sikker på at få deres kærlighed, til fulde. Min bedsteveninde havde to søskende. Der var aldrig tid til hende derhjemme, hun blev overset, og udover det, var hendes forældre nu også blevet skilt. Selvfølgelig var det ikke nødvendigvis på grund af hendes små søskende, men hvad nu hvis det var med til at gøre det?

Hvad nu hvis jeg havde haft små søskende? Ville mine forældre så stadig være sammen? Intet var til at vide med sikkerhed, men jeg var faktisk glad for at være enebarn. Så kunne man sige hvad man ville, men det var jeg. Jeg havde brug for at føle mig elsket, og det sørgede mine forældre omhyggeligt for, at jeg gjorde.

Jeg kunne ikke have ønsket mig nogle bedre forældre. De var i sandhed fantastiske, også selvom de nu havde bestemt sig for at vi skulle flytte. I sidste ende ville jeg jo nok overleve det, på trods af alle de fantastiske barndomsminder, der nu ville gå tabt. 

Jeg traskede ind i stuen, og lagde en hånd på gelænderet til trappen. Jeg var faldet på denne trappe mere end blot én gang, igennem årene. Men nu var det ikke mere end endnu et minde. Et minde der, ligesom alle de andre, blot ville forgå. Blive glemt. Men var det egentlig ikke også hvad meningen var, med minder? Det var jo ikke meningen, at vi skulle holde fast i dem for evigt.. 

Jeg stirrede lidt på trappetrinnene, og blinkede et par gange. Der var ingen grund til at græde. Jeg ville ikke virke latterlig - for det virkede nok bare som en latterlig bagatel for så mange andre folk. Men for mig var det noget helt andet. Dette var mit hjem. Mit hjertes bosted. Og nu skulle det hele gå tabt. Jeg skulle sige farvel til alt jeg kendte og elskede. Det var bestemt ikke en rar følelse. Jeg var vokset op i disse selv samme rum. Jeg var falde, havde rejst mig op igen, og var blevet ved. Lige. Her.

Men det kunne alt sammen være ligegyldigt nu, for mine forældre havde trods alt det sidste ord. Det var dem der havde noget at skulle have sagt, i denne sag, ikke mig. Jeg måtte bare bide tænderne sammen, og bede for at jeg ville få det godt i vores nye hus. Og hvis ikke, var det såmænd stadig ikke op til mig..

"Skat? Vi skal køre nu.." Min mors stemme rev mig ud af min lange række af tanker, der blot voksede og voksede. Omsider spændte jeg bare i kæbemusklerne, og lukkede øjnene et kort øjeblik. Så begyndte jeg at bevæge mig ud mod hoveddøren, og dermed mine forældre. Min far gav mig et klap på skulderen, og et smil. Min mor gav mig et kys på panden.

"Jeg kommer om lidt - jeg vil lige sige farvel en sidste gang.." Jeg fremtvang et halvt smil, hvilket min mor straks besvarede. Så vendte hun sig om mod min far, og begyndte at gå hen mod bilen. Alle vores ting var allerede pakket ned i en masse flyttekasser, der allesammen var på vej mod vores nye hus. Mit hjem var tomt.

Jeg kiggede på det, og tænkte tilbage på alle de fantastiske minder, jeg havde om det. Så lukkede jeg øjnene i noget tid, og tillod mig selv at indånde duften der lå omkring det hele. Det var duften af hjem. En duftblanding af lavendel, græs, roser og... Tja. Hjem. Bare hjem. Både haven og huset, afgav en speciel, hjemlig duft. 

Da jeg åbnede øjnene igen, mærkede jeg en stille tåre trille ned ad min kind. Jeg sukkede stille, næsten lydløst, uhørligt. 

"Farvel." Min stemme var ikke mere end blot en hvisken, men alligevel var det som om det var alt det skulle til. Alt der behøvede. Jeg mærkede en blid vind ruske i mit hår, og få et smil frem på mine læber. Måske var det et tilfælde, men for mig føltes det alligevel som et tegn. Som husets helt egen måde at sige farvel på. 

Og det efterlod mig med et stille smil på læben, selv da jeg vendte ryggen til mit barndomshjem, og satte kurs mod bilen. Den bil der skulle tage mig hen til noget, der forhåbentlig ville blive mit nye hjem.

 

 

 

_______________________________________________________________________________

A/N:

Jeg håber I kunne lide det! Det var bare et lille one shot, jeg besluttede mig for at lave, som bidrag til Kunst-konkurrencen. Det er ikke noget særligt, og det er heller ikke frygtelig langt, men jeg håber alligevel at I vil tage godt imod det, for jeg har dog lagt tid i det. Hvis I kan lide det, må I meget gerne give det et like, og så er I ellers meget velkomne til at skrive en kommentar med jeres meninger, for dem vil jeg skam altid gerne høre! Mange tak <3

- Chanice. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...