Superheltejuicen

En hjemløs mand og en ung pige har ikke andet til fælles end at have drukket den samme paradoksale juice - Men snart står byen på den anden ende, da en hel skole holdes kidnappet af den onde Paradoxia

"Som paradokset bredte sig inde i John, blev Johns krop nærmest gennemsigtig, et kighul ind i universet. Blandningen af jordbær, kiwi og æble, samt Co2 udslippet kolapsede med stanken af skraldespand, som bæret havde lagt i. Folk samlede sig rundt om John, de var forundret og bange. Nogen ringede efter en ambulance, der var dem som filmede med deres iPhone, og dem som bare beundrede Johns trakvogn, mens andre begyndte, at be til Gud."

1Likes
1Kommentarer
582Visninger
AA

4. Paradoxia

Velkommen tilbage publikum!
Og goddag til de ny ankommet. 

Dette er fortællingen om Alice og John, som har fået superhelte kræfter. 
Historien er stadig under udvikling, så lad jer ikke stresse, hvis næste kapitel tager lidt tid, før det udkommer. Jeg håber I nyder historien! 
____________________________________________
I forrige kapital af Superheltejuicen: 

"Efter utallige forsøg, med håndtegn og ord som lød superhelte agtig, besluttede Alice sig for, at hun skulle prøve med det, som hun havde forstået - hvordan man udførte smerte mod materialer og væsner. Hun satte sig på det luftfugtige græs, hvor hun fik øje på en fugl  Hun tænkte på, at den måtte leve et ensomt liv, og mens hun tænkte det, besluttede hun sig for, at dræbe fuglen  Hun tænkte på, hvordan hun ville flå vingerne af den, og mens hun tænkte disse tanker blev først en vinge flået af fuglen  og derefter den anden vinge, af fuglen som nu lå på jorden og vred sig i smerte. Alice undrede sig ikke over, at hun nød synet, af denne smerte. "

__________________________________________________

John var trukket for sig selv. John var på sammenbruddet rand. Aldrig havde han oplevet noget som dette  John begyndte pludseligt, at tænke på da, hans kone skred fra ham i 97'. Skred med vila, volvo, og webergrillen. John vidste slet ikke, hvad han skulle gøre af sig selv, og valgte at gøre som han altid gjorde, når han begyndte, at føle ting: han tog sig en grøn tuborg på bænken. John brød sig ikke om følelser, især ikke når det var ham selv som følte ting. Følelser havde gjort mange ting imod ham, så en dag havde John besluttet, at han ikke længere ville føle. Nogen år efter var konen skredet fra ham, og kort efter var han endt på gaden. 


Solen smilede på den næste dag, og Alice lå vågen i sin seng. Alice stirrede op i loftet, på pælen med spindelvæv. Hun havde ikke lysten til, at rejse sig, hun ville bare ligge der. Udenpå Alice så alt fredeligt ud, men inde i Alices foregik der en krig. I løbet af natten, var det gået op for hende, at hun havde fået foræret superkrafter, og efter adskille nip i armen, var hun også kommet frem til, at det kunne ikke være fordi hun sov, og hun var overbevist over, at hun ikke var blevet sindsyg, for det måtte følges anderledes. Alice var splittet. Hun vidste ikke, hvad hun ville gøre. Hun kunne på den ene side, undertrykke sine kræfter  og aldrig gøre brug af dem. Hun kunne redde verden, og derved udrette noget med sit liv, eller så kunne hun få afløb for alt det had hun besad. Alice hadede meget. Hun hadede sin familie, for ikke, at forstå og støtte hende i sine valg. Hun hadede mennesker for, at være stupide. Hun hadede sine gamle klassekammerater, for at dømme hende på forhånd, og aldrig have givet hende en chance. Hun hadede knallerter fordi de larmede, og film for deres naivitet. Hun hadede sine veninder og venner for, at svigte hende. Hun hadede politiker for deres menneskelighed, og hun hadede politiet for deres mangel på menneskelighed. Inde i Alice foregik krigen. 


John sad med sin øl i hånden. Denne dag var slet ikke, som John havde planlagt. Denne dag, var langt fra, hvad hans tanke om dagen havde været, og for første gang i mange år, havde John slet ikke lyst til sin grønne tuborg. 

Inde i Alice, var der nu opbygget et så voldsomt had til hele verden, der gjorde, at hun ikke kunne indeholde andet. Hun lå stadig i sengen, og tænkte på, alle de gange hun var blevet svigtet, og hvor uretfærdig verden var. Hun havde aldrig gjort noget forkert, og trods sin loyalitet blev hun alligevel forladt gang på gang. Verden var uretfærdig, og hun kunne ikke holde det ud længere. Verdenen skulle mærke, hvilket smerte den havde påført hende. Denne gang, var det verden der skulle føle smerte, ikke længere hende. Alice satte sig, ved sit skrive bord, og begyndte, at udrette ting, som hun aldrig før havde udrette før. Hun skriblede og skrablede, og pludseligt sad hun foran sin nye identitet: Paradoxia. Dragten var blevet produceret. Den loyale, artige og glade Alice var blevet ædt, og tilbage stod Paradoxia. Hun følte sig genfødt, og hun havde aldrig følt sig så meget på sin plads, som hun gjorde der. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...