Superheltejuicen

En hjemløs mand og en ung pige har ikke andet til fælles end at have drukket den samme paradoksale juice - Men snart står byen på den anden ende, da en hel skole holdes kidnappet af den onde Paradoxia

"Som paradokset bredte sig inde i John, blev Johns krop nærmest gennemsigtig, et kighul ind i universet. Blandningen af jordbær, kiwi og æble, samt Co2 udslippet kolapsede med stanken af skraldespand, som bæret havde lagt i. Folk samlede sig rundt om John, de var forundret og bange. Nogen ringede efter en ambulance, der var dem som filmede med deres iPhone, og dem som bare beundrede Johns trakvogn, mens andre begyndte, at be til Gud."

1Likes
1Kommentarer
583Visninger
AA

2. Paradokset

Goddag kære menneske!
Det var godt I kom forbi! 

Dette er 2. kapitel om historien om Alice og John, og håber stadig i holder fast. 
Historien er stadig under udvikling, så jeg kan desværre ikke fortælle, hvor mange kapitler der er tilbage. Håber I er klar parat til start på det næste kapitel!


________________________________________________________________________________
I forrige kapital af Superheltejuicen: 


"..Alice kunne ikke styre sin vrede, og hun var ellers en, som aldrig blev vred, men denne dag var hun virkelig vred. Chefen kæmpede efter vejret, mens han hang 1 meter oppe i luften, han ville tale, men han kunne ikke. Hans ben sprællede i luften, hvilket Alice fandt komisk. Hans hals var lukket, og hans ansigt blev blåt. Mens Alice tænkte, at det var en flot blå nuance, som chefens hoved havde fået, så opgav hun sin vrede, og lod chefen ramme jorden med et brag."

 

________________________________________________________________________________

 

John havde indtaget juicen, og smed bærret fra sig. Han tænkte, at nu behøves han ikke mad resten af dagen, og derfor lagde han sig til, at sove i sin trækvogn. John var så smart, at han havde om-designet sin trækvogn til en mini seng, med plads til øl. 

Alice var slet ikke i chok over, at hun nærmest havde kvalt sin chef, som lå og hostede efter vejret. Alice var i chok over, at hun kunne, bare ved, at klemme sin næve sammen, og sine tanker, udrette noget. Alice tog Mikkel Hansen biografien under armen og forlod butikken. Egentlig kunne hun slet ikke lide Mikkel Hansen, og sport havde aldrig sagt hende noget. Alice tog hjem til sit værelse. Hun ville se TV, og i det tanken slog hende, tænde fjernsynet. Alice satte sig sin seng, og begyndte, at tænke. Hun nev sig i armen, og prøvede, at fremkalde nogen videnskabelige forklaringer på disse episoder. Måske havde chefen fået et fiskeben galt i halsen? Men det forklarede ikke, hvorfor han hang 1 meter over jorden. Alice tænkte over, at det mindede hende om Star Wars, og hvordan hun altid havde beundret Anakin Skywalker. Alice besluttede sig for, at hun ville undersøge, hvad som skete med hende. Hun rejste sig fra sengen, stillede sig midt på gulvet og begyndte, at fokuserer på sine computerhøjtalere. Hun brugte alle sine kræfter  Klemte sine næver sammen. Der stod hun. Hun stod midt på gulvet. Pludseligt lød et brag. Plastik splinter fløj hende om ørerne. Hun havde lukket sine øjne, og beskyttet sit ansigt med sine arme. Da hun endelig tog sig sammen, til at se igen, kunne hun se resterne af sine højtaler, spredt ud på sit soveværelses gulv  Alices mor havde hørte braget, og råbte, nede for enden af trappen i gangen, om, hvad Alice havde gang i. Alice måtte synke før hun svarede. Alice svarede, at det var fordi hun havde tabt en vase, for hun vidste, at hendes mor aldrig ville kunne forstå hende.  


Som John lå i sin trakvogn, skabte sig et ny form for paradoks inde i ham. Det rumlede og ramlede, og denne gang kunne folk se, at tingene ikke var helt som de plejede. Som paradoksset bredte sig inde i John, blev Johns krop nærmest gennemsigtig, et kighold ind i universet. Blandingen af jordbær, kiwi og æble, samt Co2 udslippet sammensmeltede med stanken af skraldespand, som bærret havde lagt i. Folk samlede sig rundt om John, de var forundret og bange. Nogen ringede efter en ambulance, der var dem som filmede med deres iPhone, og dem som bare beundrede Johns trakvogn, mens andre begyndte, at be' til Gud. John sov trygt. John var helt uvidne om, at hans krop begyndte at løfte sig fra trakvognen, og der hang John, helt gennemsigtig  med et kighul ind til universet. Ambulancerne kom skrigende, og ud af bilerne fløj gul klædte mænd. De måtte dog stoppe op i chok, da de så John hængende i luften. En af ambulance førerne sagde, at det var da som ind i helvede, og den sætning vækket John, for hvis der var noget John ikke gad høre, så var det folk udtale sig om helvede. Da John åbnede sine øjne, kunne han kigge ned, på alle menneskerne, som havde samlet sig om ham. Først troede han, at han måtte være død, men så kom han i tanke om, at hvis han var død, ville han ikke kunne lugte sin egen ånde. Dér hang John, og begyndte stille og roligt, at gå i panik. John var ikke glad for højderne, men endnu vigtigere, så var John slet ikke tryg ved, at flyve. John begyndte, at råbe og skrige, ramle og rumle, og alle mulige skændsel ord fløj ud, af munden på ham, men til sidst kom han frem til sætningen "Så få mig dog ned, for puledet hunde hoveder!"  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...