Superheltejuicen

En hjemløs mand og en ung pige har ikke andet til fælles end at have drukket den samme paradoksale juice - Men snart står byen på den anden ende, da en hel skole holdes kidnappet af den onde Paradoxia

"Som paradokset bredte sig inde i John, blev Johns krop nærmest gennemsigtig, et kighul ind i universet. Blandningen af jordbær, kiwi og æble, samt Co2 udslippet kolapsede med stanken af skraldespand, som bæret havde lagt i. Folk samlede sig rundt om John, de var forundret og bange. Nogen ringede efter en ambulance, der var dem som filmede med deres iPhone, og dem som bare beundrede Johns trakvogn, mens andre begyndte, at be til Gud."

1Likes
1Kommentarer
625Visninger
AA

6. Opgøret

Mit hjerte gør ondt. Jeg håber I tager imod, det sidste kapitel af historien om Alice. 


___________________
I forrige kapital af Superheltejuicen: 

"Nanna fik kniven i hånden, og Paradoxia lagde hånden på Nannas hoved. Nanna sad bag et bord, som var kommet ved hjælp af Paradoxias kræfter  Amalies fedt lagde på bordet, og Nanna kunne ikke andet end, at sprætte sin egen mave op, og Nanna begyndte, at proppe fedtet ind i sin egen krop, mens hun græd lydløst. Det var helt stille. Byen havde opgivet håbet. Politiet kunne ikke trænge ind i bygningen, og alle valgte, at lukke øjne. Nanna vidste, at det ikke længere hjalp af skrige eller græde, hun forblev tavs."

_________________

 

Da John var hjemløs, ejede han ikke noget fjernsyn, og derfor ejede han ikke bevidstheden om, hvad som foregik på skolen. Han gik med sin trækvogn i venstre hånd, og en øl i den højre. John gik op af vejen, og ud af sin øjenkrog kunne han fornemme tumult på skolen. John havde aldrig været et skolemenneske, men han havde da gået i skole. John gik tættere på skolen, og han kunne se, at politiet havde omringet hele skolen. John spurgte en af dem, hvad som foregik, men fik bud på, at skrubbe af, da politiet allerede var på sagen. John trak videre med sin vogn, og gik forbi en hæk, hvor han kunne hører en radio. Manden i radioen fortalte John alt, hvad som foregik på skolen. Der blev fortalt om Paradoxia, om totur og elever og lærer som var fanget på skolen. Hvis John havde været i tvivl om, hvorledes han var ond eller god, så var han hvertfald sikker nu, børnene og lærerene skulle reddes! John fandt sin maske frem, og trak over hovedet, mens han satte af og fløj imod skolen. John vidste ikke, hvordan han pludseligt kendte til, at kunne flyve, han vidste ikke, hvor meget han krafter kunne, hvor stærk han var, han vidste bare, at han ville redde skolen, om så det kostede ham sit liv. John trængte igennem brød igennem det telepastiske felt. John var i grove træk det samme som Paradoxia, men alligevel et komplet modstykke. John gik igennem skolens gange, og ned af trappen. Han kunne fornemme Paradoxias kræfter og var målbevidst. 

Paradoxia havde besluttet, at de 5 første mennesker, som skulle dø, skulle hver især have deres egen 'moment to shine' som hun kaldte det. Når de var væk, ville Paradoxia lade skolen springe i 1000 stykker. Amalie var død. Nanna var stille. Paradoxias næste mål skulle være en dansklærer. Alices havde aldrig brudt sig om dansk. Alice var nemlig ordblind. Derfor ville hun skære øjne ud af sin gamle dansklærers hoved. Læreren som havde påstået, at hun aldrig ville blive til andet end en rengøringsdame, men før Paradoxia kunne nå, at tænke sine tanker videre sprang døren op, og i døråbningen kunne hun se et komisk forsøg på, at være byens helt. Der stod John, og John formede ord ud af sin mund, som var ligegyldige for Paradoxia. Paradoxia var ligeglad med, at han var kommet for, at redde skolen og byens beboer. Hun var ligeglad med hans tåbelige elefanthue, og hans snusket sko og brune jakke. Hun vidste, at med et knibs var han død. Paradoxia knibsede, og forventede kødstykker flyvende om sine ører, men intet skete. Hun prøvede endnu en gang, for måske havde hun glemt, at fokusere på hans kød. Intet skete, John stod der bare, og mumlede ord om, at nu var hendes tid forbi. Med en nedværdige stemme, befalde Paradoxia den tåbelige helt til, at tie. Hun var blevet træt af hans monolog, og ville nu, trods modgang, endelige stoppe denne mand, men hurtigere end en hund kunne gø, gjorde John sig klar. Hun kunne se, at han løftede sin hånd og pludseligt fik hun presset alt luft ud af sine lunger, og hun røg tilbage og smadrede ind i bagvæggen. Hurtigt kom Paradoxia sig over chokket, hun sugede luft tilbage i sine lunger, og plantede sine fødder, så hun virkelig kunne stå fast på jorden. Med et left fra sin hånd, fik hun skudt et kræftfelt af, et kræftfelt som havde alle universets farver. John undvig, og Paradoxia råbte "Hvad er dit navn, tåbe?" Egentlig havde John ikke besluttet sig, men uden en tanke råbte han "Uranius!" Paradoxia fnyste af navnet, men blev ramt i samme øjeblik af en knytnæve i ansigtet. Paradoxia nåede ingen gang, at ømme sin kind får hun kom med kontra slag. Det fløj omkring med alle universets farver, og hvis man så bort fra smerten, var det et smukt syn. Paradoxia blødte fra sit ansigt. Hendes blod var ikke længere rød, men havde påtaget sig en lilla farve, den dag hun havde fået sine kræfter. De kæmpede i lang tid, og Uranius havde fået trængt Paradoxia op på toppen af skolen. Der stod de. Ansigt til ansigt. To tidligere helt normale mennesker, med to helte triste liv, deres bitterhed, og med begge et had, de hadet vendt til to forskellige ting. Uranius trængte Paradoxia op til kanten af taget, et skridt mere og hun ville falde. De havde valgt hver deres vej, og hver side havde dens fordele og ulemper. Ondskab giver magt, mens godheden giver medfølelse.  Ondskab kan meget, men én ting ondskab ikke kan, er at være god, og det er kun gode mennesker der kan flyve, mens onde mennesker altid falder i sidste ende. 


Alice var umiddelbart en glad pige. Alice var en ensom pige. Alice havde kun oplevet medgang, men alligevel var alt modgang. Alice var ensom. Alice ville til Frankrig. Alice sad altid på sit værelse. Alice turde intet. Alice havde en lille omgangskred, som ikke havde tid til hende, og som ikke gad have tid til hende. Alice var helt alene. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...