Superheltejuicen

En hjemløs mand og en ung pige har ikke andet til fælles end at have drukket den samme paradoksale juice - Men snart står byen på den anden ende, da en hel skole holdes kidnappet af den onde Paradoxia

"Som paradokset bredte sig inde i John, blev Johns krop nærmest gennemsigtig, et kighul ind i universet. Blandningen af jordbær, kiwi og æble, samt Co2 udslippet kolapsede med stanken af skraldespand, som bæret havde lagt i. Folk samlede sig rundt om John, de var forundret og bange. Nogen ringede efter en ambulance, der var dem som filmede med deres iPhone, og dem som bare beundrede Johns trakvogn, mens andre begyndte, at be til Gud."

1Likes
1Kommentarer
590Visninger
AA

5. John

Godaften jer som stadig er her.
Lad os træde i karakter. 

Dette er fortællingen om Alice og John, som har fået superhelte kræfter. 
Historien er stadig under udvikling, så lad jer ikke stresse, hvis næste kapitel tager lidt tid, før det udkommer. 


"Og da jeg ikke dur til elskovs spil har jeg bestemt mig for, at blive skurk."

- Ricard 111

_________________________________________

I forrige kapital af Superheltejuicen: 

"Alice satte sig, ved sit skrive bord, og begyndte, at udrette ting, som hun aldrig før havde udrette før. Hun skriblede og skrablede, og pludseligt sad hun foran sin nye identitet: Paradoxia. Dragten var blevet produceret. Den loyale, artige og glade Alice var blevet ædt, og tilbage stod Paradoxia. Hun følte sig genfødt, og hun havde aldrig følt sig så meget på sin plads, som hun gjorde der."

_________________________________________

 

I sin rus, havde John endelig indset, at han kunne ikke være andet end en superskurk. John sad allerede, og planlagde superskurke navn, men da den genre aldrig rigtigt, havde været Johns kop te, fandt han det ret besværligt. John var helt sikker på, at han skulle være byens skurk. Han vidste, at han ville lade folk bøde, for alt de havde gjort imod ham. John valgte, at med sine nye kræfter ville han røve en bank, og lade ingen overleve, så han virkelig kunne markere sig, på en ordenlig skurke måde. Med hævet hånd, en masse råb, verbale tæsk, og en eksploderende hævemaskine, som havde fyldt hele banken med splinter og røg, havde John fået menneskerne ned på gulvet. Da John stod der og kiggede, med røvermasken på, og skulle fuld ende sin første skurke aktion  kunne han ikke få sig selv til det. Folk græd. John stod i banken, med muligheden for, at få alle de penge han havde drømt om, men han fik øjenkontakt med én grædende kvinde på gulvet, hvis ansigt var blevet ramt af splinterne, kunne han ikke andet end, at føle sympati. Mens blodet løb fra kvindens ansigt og ramte gulvet, tænkte han på om hun havde børn, og hvad de hed. John tænkte på, hvilken smerte hendes mand ville føle, hvis kvinden blev dræbt. John lod sin hånd falde, undskyldte og forlod banken. Inderst inde, vidst John godt, at han ikke var ond, men han havde tænkt, at han skulle have udløb for alt sin bitterhed. Sin bitterhed over, at konen skred, at han er hjemløs, og alle forlod ham. 

Alice, eller Paradoxia som hun kaldte sig selv nu, havde et motiv: hun ville hævne sig, over alle de modbydlige ting, folk havde gjort imod hende. Alice var så vred, og som byens nye superskurk, ville hun virkelig lave en eksplosiv start. Alice valgte, at det første hun ville gøre, var, at dræbe alle børn og lærer på sin gamle skole, for i skolen var der hendes smerte først var startet. Det regnede den dag, og luften stank af tordenvejr. Iført sit lilla skurke dragt, drog hun hen til skolen. Det havde lige ringet ind til næste time. Da Paradoxia ankom til skolen, hævede hun hånden, og kortsluttede skolen, for alt teknologi. Skolen var en moderne skole, for da hun havde gået der, havde de bygget det hele om, så byerne kunne sammenkoble flere forskellige skoler. Hun fik alle dørende til, at låse, og lyset gik. Nede i skolens kælder, havde hun fået tilsat et videokamera, som optog live til alle fjernsyn på skolen og i byen. Alle klasselokalerne var låst, så hverken lærer eller elever kunne komme ud. Der gik panik i folk, og Paradoxia elskede det. Nu kunne hun tale til hele byen, fortælle dem, at hun var kommet, og fortælle skolens elever og lærer, at den givende dag, var dagen, hvor deres liv sluttede. Panikken havde spredt sig i klasselokalerne, og i 8a prøvede læreren, at bryde døren op, da der bagerst fra lokalet, lød fra en af eleverne "Hvor er Nanna?" - Nanna havde været nede i kælderen med håndbolden, mens alle de andre fra sin klasse, var gået op i deres klasselokale, men nu hang hun i en løkke, og kunne kun nå jorden med sine tå spidser. Paradoxia begyndte sin skurketale, hun begyndte, at fortælle om dengang hun selv gik i 8 klasse, og hvordan de andre børn på skolen, havde drillet hende med, at hun ikke var perfekt, at hun var grim og fed. Derfor havde Paradoxia fået fat på skolens pæne pige, og skolens "fede Dorit". Ingen i klassen havde lagt mærke til, at deres kære mobbeoffer manglede, alle var alt for bekymret for, hvad som var sket med Nanna. Byen var tavs. Alle kunne se med. Alle så med. Det var som om, at tiden var stoppet. Forældre græd og var i panik. Paradoxia satte den tykke pige foran kameraet. Hun gav hende en kniv i hånden, og lagde en hånd på hendes hoved. "Jeg har altid ønsket, at jeg kunne skære mit fedt af, og putte på den åh så pæne pige" sagde Paradoxia, og som hun sagde det, begyndte den tykke pige grædende, at skære sit eget fedt af kroppen. Pigen græd, og Nanna som hang bag dem græd også.  Paradoxia spurgte den tykke pige om, hvad hendes navn var, og stammende svarede hun "Amalie". Amalie havde altid haft det svært, og var blevet mobbet hele sit liv. Hun havde mistet alle drømme og håb for en fremtid, og hun var bitter på alle de tynde høje piger, og for hvergang Amalie trak kniven frem og tilbage, og kniven delte millimeter af hendes fedt af, fortrød Amalie sit had imod de høje, tynde blonde piger. Det blødte fra Amalies krop. Amalie fortrød alle de gange, hun havde inderligt ønsket, at Nanna og hendes venner skulle betale, for alt den smerte de havde givet hende. Amalie havde først fået skæret fedtet af maven, og var nu begyndt på sin højre arm. Fedtet var hvidt, med en masse blod på. Rødt tykt blod, som flød udover det hele. Amalie skreg, og hun blev ved med, at skrige af smerte, og tårende løb ned af Amalies kinder. Amalies hænder var fuldt med blod, og hendes fødder soppede rundt i blod pølen på gulvet. Alice smilede for sig selv, hun havde altid godt kunne lide farven rød. Nanna græd, og hun var begyndt at få ondt i sine fødder, men kunne ikke slappe af, da det ville betyde, at hun hang sig selv. Hun havde sort mascara i hele ansigtet.  Da Alices synes, at det var nok fedt, som var blevet skæret af, slap hun Amalies hoved. Amalie slap kniven straks, og faldt sammen. Nanna brugte sine sidste kræfter på, at holde sig oppe, men pludseligt kunne hendes fødder føle en lettelse, for Paradoxia havde løftet Nanna fra jorden, med hjælp fra sine superkræfter, dog forsvandt lettelsen hurtigt, da Nanna indså, at Amalie lå halvdød på jorden, og det var nu hendes egen tur, til at komme frem mod kameraet. Politiet havde omringet bygningen, men det var nyttesløs for dem. De kunne ikke komme ind, da Paradoxia havde skabt et telepatisk felt omkring skolen. Paradoxia havde fået sat Nanna på stolen, som havde været Amalies sidste sidde plads. Hadet og vreden havde nu endeligt fortræet den sidset del af Alice, nu var der kun Paradoxia tilbage. Paradoxia kiggede direkte ind i kameraet, direkte ind i de tusinde øjne, som stirrede tomt på skærmende. Hele verden var tavs et kort sekund, indtil Paradoxia begyndte med et skævt smil, at tale med sin luftige, underlig beroligene, stemme. "Vi søger det perfekte. Nanna er det perfekte. En smuk høj pige, med gode karakter. Men, hvis alle nu var enige om, at være uperfekt, ville vi så ikke alle være perfekte?". Kniven kom til syne i skærmen. Alle vidste, at de ville ønske, at de ikke vidste, hvad som skulle til, at ske. Nanna fik kniven i hånden, og Paradoxia lagde hånden på Nannas hoved. Nanna sad bag et bord, som var kommet ved hjælp af Paradoxias kræfter  Amalies fedt lagde på bordet, og Nanna kunne ikke andet end, at sprætte sin egen mave op, og Nanna begyndte, at proppe fedtet ind i sin egen krop, mens hun græd lydløst. Det var helt stille. Byen havde opgivet håbet. Politiet kunne ikke trænge ind i bygningen, og alle valgte, at lukke øjne. Nanna vidste, at det ikke længere hjalp af skrige eller græde, hun forblev tavs. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...