Til vi ses igen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 maj 2013
  • Opdateret: 14 maj 2013
  • Status: Igang
Realistisk novelle om en teenage pige der mister en vigtig person.

0Likes
0Kommentarer
121Visninger
AA

1. Til vi ses igen

Jeg tager en dyb indånding og retter mit blik ud mod skolegården. Mit blik vandrer forbi klatretårnet, som nogle 0. klassere grinende leger i. Det føles ikke som om, at det er ret lang tid siden det var os. Dengang vi gik i 0. klasse, og synes det var spændende at være startet i skole. Du var altid den vilde, den mest modige af os. Det beundrer jeg dig for. Du rutsjede altid på den store rutsjebane, men jeg turde ikke. Det grinede du af mig for, men det gjorde ikke noget. Somme tider skændtes vi – det gør alle veninder vel?

Jeg lader mit blik glide videre til boldbanerne. Engang var hele klassen med til at spille høvdingebold i hvert frikvarter. Du var altid 1. vælger, men du valgte ikke mig. Det forstår jeg godt, for jeg har aldrig været god til sport. Jeg blev altid valgt sidst.

Mit blik glider langsomt hen mod gyngerne, og jeg kan ikke forhindre tårerne i at vælde op i mine øjne.

 

Jeg har altid gerne villet have et kælenavn, men åbenbart er folk ikke så kreative. Det er svært at finde på et kælenavn til én der bare hedder Linnea. Linnea er et dårligt navn, og jeg bebrejder virkelig mine forældre for at have set ned på deres nye, lille baby og tænkt ”hun ligner en Linnea”.

,,Hey, Linnea?” Jeg kigger op fra min bog, som jeg alligevel ikke rigtig læser i, ved lyden at Jess’ stemme. Vi hænger ud henne ved gyngerne. Det gør vi altid i frikvartererne.

,,Ja?” Spørger jeg, og prøver på at se interesseret ud alt imens jeg stryger en lok af mit leverpostejsfarvede hår om bag øret. Det er endnu en ting jeg hader ved mig selv. Hvorfor skulle jeg lige have leverpostejsfarvet hår? Hvem vil i det hele taget have noget at gøre med leverpostej? Alligevel er jeg for meget en kylling til at farve det. Det er Jess dog ikke – og lige nu er hendes hår ildrødt. Den røde farve minder mig om flammer. Ligesom i ”Herkules”, hvor Hades’ hår består af flammer.

Mine tanker bliver afbrudt af Jess’ skingre stemme.

,,Linnea! Hører du overhovedet efter?” Jeg kan godt se på hende at jeg hellere må sige ”ja”. Og det gør jeg så.

,,Oh my god, Linnea!” udbryder hun i et hidsigt tonefald. Sådan er Jess, hun kan godt være lidt hysterisk engang imellem. ,,Du ved, Kristoffer fra parallelklassen, ik’?”

Dette fanger til gengæld min opmærksomhed fuldt ud. ,,Øh, ja, øh… hvad med ham?” Jeg kan mærke varmen der stiger op i mine kinder. Min Jess har gennemskuet mig? Mon hun ved at jeg har været vild med Kristoffer siden vi startede i 9. klasse?

Hun kigger på mig med et stolt blik og et glimt i øjet – som om hun har gjort noget, som hun skulle være stolt af. ,,Vi gjorde ”dét” i går. Ude på toilettet.” Hun griner over hele hovedet, og jeg kan mærke hvordan skuffelsen og forbløffelsen over hendes tilståelse breder sig i hele min krop.

,,P-på toilettet? Er det ikke lidt… billigt?” Jeg ved godt at der er at synke lavt. Jeg kaldte trods alt lige min bedste veninde for billig, men jeg blev bare så rasende, så skuffet. Alligevel bliver Jess ikke sur, hendes smil bliver bare endnu bredere.

,,Tjah, det synes jeg ikke. Vi er trods alt kærester nu,” siger hun stolt. Jeg synes nu alligevel det er billigt at have sex på skolens toilet. Bare tanken om det giver mig kvalme. Billeder flyver igennem mit hoved af Jess med sin perfekte krop, ildrøde hår, smalle gråblå øjne, store smil… sammen med Kristoffer med sin flotte, veltrænede krop, perfekte grønne øjne, mørkebrune hår og… nej, jeg må stoppe mig selv. Føj.

,,V-virkelig?” stammer jeg. ,,Øh… tillykke.” Jeg giver hende et svagt smil.

,,Hvorfor så sur?” spørger hun i et drillende tonefald. ,,Du er måske selv vild med Kristoffer?”

,,N-nej,” påstår jeg. ,,Selvfølgelig ikke! Han… han er jo din kæreste.”

,,Gu’ er han ej, Linnea, du er sgu for nem,” griner Jess, og jeg ser undrende på hende. Hvad mener hun? Har hun alligevel gennemskuet mig? ,,Som om jeg ikke kender til dit crush på Kristoffer. Jeg har sgu da ikke kneppet ham ude på toilettet, hvor billig tror du lige jeg er?”

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige. En del af mig er lettet over at Jess alligevel ikke havde gjort det. En anden del var rasende over at hun ville lave sjov med det.

Alligevel vælger jeg bare at smile svagt og sige: ,,Jeg er altså ikke vild med Kristoffer.”

 

,,Hva’ sker der?” råber Isabella, der kommer gående, inden hun når helt hen til os. Isabella er Jess’ kusine. Hun går i parallelklassen. Hende og Jess er rigtig tætte. Nok også mere tætte end Jess og jeg er. Selv er jeg ikke alt for vild med Isabella, hun er sådan en drama queen. Det kunne jeg selvfølgelig aldrig finde på at fortælle Jess.

,,Linnea er vild med Kristoffer fra parallelklassen,” griner Jess højlydt, som var hun med i et af mine mareridt.

,,Er det rigtigt?” udbryder Isabella med sin irriterende, nasale stemme, og bryder også selv ud i sin egen klukkende latter. ,,Ej hvor sødt. Søde lille Linnea, og så Kristoffer…”

,,Ja, ik’?” griner Jess. Jeg kan mærke vreden boble i mig, og jeg føler mig lidt forrådt af Jess. Jeg vælger alligevel ikke at sige noget.

,,Nå, Jess skal du med ned til Dennis i weekenden?” spørger Isabella, og jeg rynker brynene. De holder mig udenfor et eller andet. Jess bemærker det straks, og siger med det samme: ,,Bare rolig Linnea,  det er ikke noget for dig.” Det beroliger mig dog ikke.

,,Jeg tager brownies med,” siger Isabella med et underligt glimt i øjet.

,,Nice,” svarer Jess bare.

Brownies? Hvad specielt er der lige ved brownies?

,,Brownies?” spørger jeg undrende. Jeg føler mig virkelig dum, for der er jo tydeligvis en eller anden indforstået betydning, men jeg forstår det virkelig bare ikke.

,,Hash-brownies,” hvisker Jess mig i øret, og sender mig et smil, ligesom hun gjorde da hun var lille og havde gjort noget hun vidste, hun ikke måtte.

,,Hash?” udbryder jeg, og gentager så mere dæmpet: ,,Hash? Ej, det mener i ikke, vel?”

Isabella griner bare og trækker på skulderen. ,,Du er nok bare for barnlig til at forstå det.”

 

Måske er det dét jeg er. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på, at hvis jeg ikke havde været det, så havde det været mig der blev holdt begravelse for på fredag. Henne ved gyngerne, det var der vi var sammen sidst. Jeg vendte ryggen til dig og gik efter samtalen omkring hash. Jeg har altid vidst at jeg ikke ville rodes ud i sådan noget. Senere viste det sig så at du og Isabella også eksperimenterede med andre… farligere ting. Og nu er du… nu er du her ikke længere. Jeg ville ønske du var her, Jess, min bedste veninde. Jeg ville virkelig ønske du var her. Jeg savner dig. Jeg savner alt hvad vi har haft sammen, jeg savner alt hvad vi har gjort sammen. Jeg savner de lege vi legede i børnehaven. Jeg savner vores små skænderier. Jeg savner endda når du blev valgt først hver gang det drejede sig om sport, hvor jeg altid blev valgt sidst. Jeg savner endda den måde fyrene kiggede på dig før de kiggede på mig. Jeg savner dit grin, jeg savner din skingre stemme, jeg savner den måde du altid drillede mig… og jeg savner barndommen. Dengang disse ting ikke kom imellem os. Jeg ved ikke længere hvem jeg er, eller hvem jeg burde være. Jeg ved ikke om din død er min skyld… måske skulle jeg have gjort noget? Måske skulle jeg ikke bare have vendt min bedste veninde ryggen? Hvis bare jeg havde været sammen med dig… hvis bare jeg havde været der, så havde jeg måske kunnet gøre noget. Men jeg var der ikke. Og det er jeg ked af.

Jeg kan igen mærke hvordan tårerne vælder op i mine øjne og gør min syn uklart. Jeg mærker en hånd på min skulder, og vender mig om med et forskrækket hvin.

Jeg kigger op i et par perfekte, grønne øjne. ,,K-Kristoffer?” stammer jeg. Han har et medlidende blik i øjnene.

,,Linnea, ikke?” spørger han, og jeg nikker.

,,Jeg er ked af det med din veninde,” siger han, og tager så en dyb indånding. ,,Du kan bare… du kan bare komme hvis du vil snakke eller noget, ikke?” Jeg nikker, og han vender sig tøvende og går lidt væk, for han beslutsomt igen vender sig mod mig.

,,Har du lyst til at lave noget sammen en dag?” spørger han. Og jeg nikker selv tøvende.

Og for første gang i lang tid tænker jeg, at måske går alting alligevel.

 

Til vi ses igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...