What you give is what you get.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 15 maj 2013
  • Status: Igang
Kenta forlader Japan og tager til Amsterdam da han modtager et afgørende brev fra sin følsomme penneven, Alexander.

1Likes
0Kommentarer
222Visninger
AA

1. Længsel

"Swup, swup, swup"

Lyden af bølgerne som plaskede imod konstruktionen under Kenta, var begyndt at irritere ham. Terrassen han sad på var hævet omtrent en meter fra det grumsede vand under ham. Kenta befandt sig på en strandcafé ikke langt fra det hotel, han havde lejet sig ind på aftenen forinden. Det føltes som om, han skulle sprænges. Hvor længe havde han siddet her og ventet? Kenta vendte armen en anelse, så han kunne se hvad klokkeslettet på hans svagt lysende digitalur viste. 16.45, Kenta havde knapt ventet i 20 minutter. Den første tanke der strejfede ham var at de 20 minutter havde føltes som flere timer. Men det var jo typisk Kenta, at være så utålmodig. Det var da ihvertfald hvad hans søster, Mei, altid sagde. Da servitricen ved nabobordet skænkede ham et afventende blik, trak Kenta på skuldrene, og stak hende et bredt smil. Straks som hun havde betjent ved det forrige bord, kom hun rendende.

"Er du klar til at bestille?" Servitricens engelsk var dårligt, og det irriterede Kenta som hun strittede med sine fortrin.

"Jeg tager en nr. 9, uden marmelade," Kenta lod sin finger vandre ned over spisekortet, "og en sort kaffe til. Tak."

Hurtigt som Kenta vendte hovedet imod vandet igen, stak hun af efter hans bestilling. Det havde været køligt i Amsterdam, men smukt var her. 

"Kenta Naoki?" Kenta skubbede stolen bagud og rejste sig fortumlet op. Synet der mødte Kenta fik ham til at støtte sig forsigtigt op af bordet bag sig. Billeder havde han set af ham, Alexander. Men endelig at se ham i virkeligheden gjorde Kenta helt paf. Hans brede kæbelinje fik ham til at se mere maskulin ud, end Kenta nogensinde havde set en asiatisk dreng. Hans kulør var lige tilpas, og stod perfekt til hans mørke, skulderlange hår. Som han stod der, kunne Kenta have svoret på at han aldrig en mere tiltrækkende mand havde set. Hans camouflerede skjorte blottede hans bryst og var smøget op i ærmerne. Kenta kunne have givet sig hen til ham lige på stedet. På strandcaféens kølige terrasse, han længtes allerede efter Alexanders muskuløse krop.

"Jeg blev forsinket, det må du undskylde." Han blottede sit hvide tandsæt i et undskyldende smil. "Hvor er det fantastisk endelig at møde dig Kenta"  Kenta sendte ham sit mest charmerende smil, og trådte ufortrødent tættere på, for at slå armene om den længe ventede penneven. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...