Tag min tårer med

Jeg har skrevet historien til Randers kunst museum konkurrencen.
Jeg har valgt at skrive om billedet med flyvemaskinen (billede nummer 3)
- Jeg valgte det billede fordi jeg med det samme fik en ide som langsomt blev bygget til en historie - og så var det bare om at skrive den ned!
Håber I kan lide den...

1Likes
5Kommentarer
210Visninger
AA

1. Tag min tårer med

"Til min smukke datter. Undskyld. Undskyld. Undskyld. Det kan ikke siges nok. Undskyld for at måtte efterlade dig helt alene. Undskyld at jeg ikke længere vil være ved din side, langs hvert skridt du tar' og undskyld at jeg siger farvel i en brev. Et sølle brev. Jeg ved ikke engang om du har tænkt dig at læse det... det er jo ikke fordi jeg fortjener at du gør det. Men hvis du gør, så skal du vide at det ikke var en nem beslutning. Faktisk var det den sværeste jeg nogensinde har måtte tage. Og selvom det var en svær beslutning må jeg indrømme, at det var den rigtige beslutning. Jeg ved godt du vil have svar. Hvorfor? Hvorfor efterlod jeg dig? Hvorfor så hun sig ikke engang tilbage over skulderen? Og hvordan kan hun leve med sig selv fra nu af? Du fortjener de svar - men desværre kan jeg ikke give dig dem. For at være ærlig så kan jeg ikke engang selv forstå noget af alt det her lige nu, men jeg vil prøve alligevel... ser du, jeg er lidt som en rose. Jeg ser så rask og stærk ud på overfladen. Men det er langt fra den jeg er. Jeg er ikke stærk. Jeg er fyldt med torne, og kommer man for tæt på... ja, så stikker jeg. Vi er så forskellige. Du er som en valmue; blid, sart, smuk og skrøbelig. Uperfekt, men alligevel perfekt. Du er en smule gennemsigtig hvis, man kigger godt efter, og ser dig i det rigtige sollys. Man bliver nødt til at passe på når man er omkring dig, for din tynde, slanke slik kan dårligt nok bære dine egne kronblade. Dine kronblade er så tynde, at de som sagt er en smule gennemsigtige. De er en smule krøllede - som om nogen har taget et stykke papir, krøllet det sammen og så prøvet på at glatte det ud igen, så godt man nu kunne. Bare det mindste strejf, og dine blade falder af. Men kigger man helt dybt i midten af dig, finder man dit hjerte - blomstens midte. og det er hverken sart eller skrøbeligt. Nej, det er stærk og robust. Men desværre fik jeg det aldrig at se, for som jeg sagde, hvis man kommer tæt på mig - så stikker jeg. Den midste berøring på dig, og du vil knække eller tabe dine kronblade.

Det er desværre det bedste svar jeg kan give dig - vi er forskellige. Jeg håber du en dag kan finde styrken til at tilgive mig. Jeg ved det var det rigtige valg. En dag vil du også kunne se det, og et smil vil brede sig på dine læber, endnu engang.

- Mor.        

 

Endnu en gang. Endnu engang fandt jeg mig selv siddende med det slidte, bøjede brev i hænderne, i det høje gule græs, nede ved den spejlklare sølvfarvede sø.. Endnu engang mærkede jeg mine fingre åbne den lysegule konvolut med bukkede kanter og hive det halvkrøllede brev ud. Og endnu en gang mærke jeg en tåre på min kind, da jeg  kiggede på den kantede skrift skrevet med blæk, en smule tværet ud fra min tårer. Endnu engang måtte jeg kvæle min gråd da jeg læste de velkendte ord. Et efter et.

Men jeg havde ikke mange spørgsmål, faktisk kun et. Hvorfor tog du ikke min tårer med? Du havde løjet - mit smil vendte ikke tilbage, og det kommer det heller ikke til. For tåren på min kind sidder fast. Lige fra den dag jeg kiggede op på himlen, og så dig flyve væk i flyvemaskinen. Flyvemaskinen der var som limet fast til den grå blå himmel. Flyvemaskinen hvis stærke vinger kunne skære igennem vinde, luft og skyer. Hvis vinger kunne skærer igennem kærlighed og håb Jeg ved jo ikke engang om det overhovedet var det fly så sad i - for jeg vidste jo ikke engang hvor du tog hen. Eller hvor du er i dag. Det var i øjeblikket, under flyvemaskinen midt ude i ingenting, absolut ingenting - at tåren kom. Og den har været der siden. Jeg beder dig ikke om meget - kun om en ting. Bare kom tilbage. Jeg lover, du må rejse igen. Jeg lover at du endnu engang må skære igennem min kærlighed til dig. At du endnu en gang må skære igennem mit håb og mine drømme. Du skal bare love mig én lille ting - denne gang, tag min tårer med.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...