Besat af en engel (Midlertidig titel)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 maj 2013
  • Opdateret: 6 jul. 2014
  • Status: Igang
*Hans sorte øjne ser ind i mine, da han spreder sine store sorte vinger ud, for at udfordre ham.
Jeg har lyst til at lukke øjnene, da Erion gør det samme med sine helt hvide vinger som om han tager udfordringen op.*
Belis er en engel, hun har altid levet alene sammen med sin familie, men alt ændre sig da hendes forældre sender hende på en skole hvor der både lever engle og dæmoner.
Dette for hende til at indse at der ikke kun findes gode ting i verdenen, som hun ellers altid havde troet, i sit 16 år lange liv.
Hun begynder nu at opleve kærlighed, had, venskaber for livet, og modstand som hun aldrig før troede hun ville opleve.
Hun finder ud af meget mere om sig selv, og opdager en kræft som hun bliver nød til at holde skjult for alle, selv dem hun elsker.
Hun får noget at vide om sin fortid, som hun aldrig ville have troet på, før nogle mystiske ting begynder at ske omkring hende.

6Likes
15Kommentarer
647Visninger
AA

2. Som en familie.

Himlen er fuld af skyer, da jeg træder ud af hoveddøren og ud i den store hvide have, luften er frisk og kold, mod mine varme kinder, og mine fjerfyldte vinger. Sneen har virkelig lagt sig i nat, og det skulle ikke undre mig hvis der var kommet omkring seks til ni centimeter. Den er over det hele, og får de ellers høje træer til, at hænge, som om deres grene ville knække af, hvis man rørte ved dem. Haven er stor og hele vejen rundt om står træerne, og skygger for vores hus som ligger dybt ude i skoven, hvor ingen ville kunne finde det.

Jeg har mest af alt bare lyst til, at gå ind igen, og lægge mig i min dejlige varme seng, men det er der ikke tid til nu, for jeg har lovet min far, at rydde stien for sne.
Jeg træder et trin ud i sneen, og håber på at mine sko ikke bliver alt for våde af sneen, jeg har virkelig ikke lyst til at være syg når der ligger sne, for sneen er så smuk når den glimre i solen og så mystisk, for dens let hed. Jeg har altid undret mig over, hvordan det kan lave sig gøre, at noget så tungt som vand lige pludselig kan blive så let som fjer på grund af frosten.

Jeg slår lidt med mine lange hvide vinger og smiler, det ville være fantastisk, hvis jeg kunne nå at tage en flyvetur inden morgenmaden er klar, jeg lukker øjnene, snuser den friske luft ind og holder den inde i nogle sekunder, før jeg puster det ud ad munden så en hvid dampsky dukker op.

Jeg har altid været glad for sne, selvom den er så kold, at mine fingrer bliver blå, når jeg har lavet snebolde uden vanter.

Minderne fra da jeg var barn, dukker op under mine øjenlåg, og minder mig om de dejlige tider, da min mor og far var udenfor sammen med mig hele dagen for at bygge snemænd og lege en god sne kamp, hvor far og jeg var på hold sammen mod mor. Bagefter gik vi altid ind og far tændte op i pejsen, mens jeg hjalp mor med at lave varm kakao og popkorn som vi stillede ind på bordet og fandt nogle tæpper til at varme os med, mens far fortalte historier.

Jeg åbner øjnene, da en fugl piber fra et af træerne, jeg smiler og nejer, da jeg ser en smuk sortsol side ved fugle huset og spise af det mad min far har lagt til dem.

Jeg fortsætter med at se på den et par sekunder, før jeg ser om omkring for at finde sne skovlen, den står op ad husets røde mure under det duggede vindue.

Jeg løfter det ene øjenbryn en lille smule og går tilbage for at få fat i den, og selvom jeg har vanter på, kan jeg mærke kulden komme krybende ind gennem dem, og gøre mine fingre kolde.

Jeg fortryder et par sekunder, at jeg har lovet at gøre det, men så heller ikke længere for nu er der en beslutsomhed der tændes i mig. Jeg begynder, at fjerne sneen og mærker hurtigt hvordan varmen fra arbejdet, arbejder sig frem i min krop. Uden rigtig at tænke over det, begynder jeg at nynne en melodi som ikke rigtigt har nogen sammenhæng, men det er bedre end stilhed.

Sneen fjerner sig ret hurtigt, men jeg kunne nu godt tænke mig, at det gik lidt hurtigere, så jeg begynder, at tælle hvor mange jeg kan nå på et minut. Det endelige tal bliver cirka sytten på et minut, da jeg forpustet stiller sne skovlen fra mig op at et højt hvidt træ. Sveden ligger i perler mod min pande, og jeg bøjer mig forover for at få vejret, mens jeg kejtet tørrer sveden af min pande. Det kommer helt bag på mig selv, da jeg uden at tænke over det, slår mine vinger ud i fuld bredte og slår med dem.

Jeg letter fra jorden og drejer et par omgange rundt, for at lufte mine vinger. Jeg flyver op over træerne og ser ud over den hvide skov, og de hvide store makker som ligger ved foden af skoven og fortsætter ud så langt øjet rækker.

Der er ingen tegn på liv, som der plejer at være om sommeren, hvor en masse mennesker plejer myldre omkring på markerne.

Jeg spreder mine arme helt ud i den frie luft og lader hele min krop dreje rundt flere gange, før jeg begynder at flyve mod markerne, der er ingen der vil lægge mærke til mig, nu hvor det er så tidligt om morgenen, og luften er så kold.

Turen mod markerne, er kortere end jeg husker den, selvom det kun er et år siden jeg tog den sidst. Jeg lander blødt på den kolde sne, og lader mine vinger gøre mig vægtløs, så jeg ikke går igennem den lige som sidste år. Det efterlader alt for mange spor, og sidste år blev jeg nød til at gå hele vejen ud til vejen og tilbage for ikke at vække mistanke hos menneskene, de er allerede alt for overtrioske.

Jeg letter roligt fra sneen, og flyver så hurtigt jeg kan få mig selv til i kulden op mod himlen, det er en behagelig følelse, det er følelsen af frihed der rammer mig, da jeg er på vej op. Solen er begyndt at bryde igennem de grå skyer og lyse jorden op under mig.

"Belis." Jeg vender mig mod stedet råbet kommer fra og et lille smil træder frem på mine læber.
"Morgenmaden er vidst klar." Smiler jeg, og lader mine hvide vinger føre mig hjem. Jeg ser alt for hurtigt huset, hvor min far står i hoveddøren med hovedet på skrå og et smil på læben.

Hans brune hår klæber til hans pande, så det ligner han lige er stået op. Jeg vælger at lande på stien, hvor jeg for ikke så længe siden fjernede sneen fra og sender ham et skævt smil. Han er høj, højere end mig, og musklerne på hans arme bevæger sig da han strækker sig og åbner munden i et stort gab, hvor man kan se hans næsten hvide tænder. Hans vinger er pjuskede efter en lang søvn, men glatter sig lidt ud da han slår med dem.

"Godmorgen, min lille skat." Han smiler, mens han siger det, og jeg går roligt hen og omfavner ham.

"Godmorgen far, har du sovet godt?" Hans ansigt ændrer sig til en grimasse, da han langsomt ryster på hovedet. Hans brune øjne ser søvnige ud, og får ham til at virke ældre end han er.

"Hvad med dig? Har du sovet godt?" Han gaber, imens han taler, så det er lidt svært, at forstå hvad han siger, men jeg får det hurtigt oversat til noget forståeligt.

"Ja, jeg har sovet nogenlunde, men jeg kunne nu godt havde brugt en time eller to mere." Jeg trækker lidt på skulderen og sender ham et smil.

Han åbner døren med den ene hånd og træder nogle skridt tilbage, før han vender sig om og går indenfor. Jeg sender et hurtigt blik over skulderen, inden jeg med hurtige skridt følger med ind.
Rummet jeg kommer ind i er lille, alle væggene er malet hvide og et blå-sort tæppe dækker hele gulvet. Der står en lille lysebrun kommode af træ henne i venstre hjørne, til de sko vi har, ved siden af den står en stumtjener, til vores jakker. Resten af rummet er tomt, fordi min mor og far helst vil have, at alt i huset skal være så enkelt som muligt. Der er en lille hvid dør i rummet, med nogle få mønstre på som forestiller fugle, døren fører mod højre ud til køkkenet, hvor jeg kan hører porcelæn som bliver stillet på bordet.

Jeg tager min røde jakke af og hænger begge dele op, den skal åbnes både foran og bagved, fordi mine vinger ikke kan være der, hvis den ikke har en åbning bagved. Jeg har prøvet at have sådan en jakke på uden åbning bagved, og det endte ud i, at mine vinger gjorde ondt i en uge.
 Mine sko trækker jeg af med mine hænder, og stiller dem pænt på den lysebrune kommode.

Min far er gået, og jeg regner med, at han er gået ud i køkkenet, hvor min mor højest sandsynligvis også sidder.

Jeg træder ind gennem den hvide dør og ser med det samme, at min mor og far sidder ved det lille brune træbord i midten af rummet. Bordet er dækket med tallerkener, glas og mad. Køkkenet er lidt større end gangen og her er lige så enkelt. Væggene er malet hvide, gulvet er af sort sten, og til højre for mig er der et lille lysebrunt bord, et mørkebrunt skab og vinduerne som fører ud til haven. Rummet er oplyst af lyset udenfor, men der hænger en lampe i midten af rummet, til venstre for mig står et gråt køleskab og en grå ovn, ellers er der ingenting i resten af køkkenet.
"Godmorgen mor, har du sovet godt?" Jeg smiler til hende, hun er hurtig til at sende et lille skævt smil tilbage, som får hendes store grønne øjne til at se små og mørke ud.
"Godmorgen min skat, ja jeg har sovet meget godt i nat, hvad med dig?" Hun smiler stort til mig, da jeg nikker med et smil på læben.

Hun sætter sit lange krøllede hår op i en hestehale og rejser sig fra den sorte stol hun sidder på.
"Kom og sæt dig min skat, så skal jeg finde noget at drikke." Hun kører roligt sin hånd over min arm, da hun går forbi mig på vej mod køleskabet.

Jeg går med rolige skridt hen mod en ledig stol og trækker den lidt ud, inden jeg sætter mig på den.

* * * *



Jeg sidder på mit værelse i vindueskammen og ser ud mod den sne klædte skov, hvor træernes grene er tykke af den gennemsigtige is der har lagt sig på dem. Solen er ved at gå ned og oplyser mit værelse med en smuk lyserød glød. Det er den samme farve som har dækket mit værelse aften efter aften det meste af mit liv, men i dag er noget forandret, jeg er ikke sikker på hvad det er, men jeg kan bare mærke dybt inde, at noget ikke er det samme i aften.

Jeg ser rundt på mit værelse, det er småt, og der er kun lige plads til min lille hvide seng, med de sorte rosen knopper som dækker kanten, og min brune bogreol som er fyldt op med bøger. Gulvet er af mahogni farvet træ som matcher de sandfarvede vægge. Midt imellem den er døren som fører ud til den smalle gang og videre nedenunder, men der er dog et rum mere heroppe, hvor min mor og far har soveværelse.

Det er flere år siden jeg sidst var derinde, men jeg overvejer heller ikke at gå derind, det var der min lillebror døde, da han blev født. Mine forældre har siden den dag ladet som om ingenting skete, men sådan kan jeg ikke klare at tænke. Han fik en dødsprøjte, fordi han manglede den ene vinge, og han havde ingen arme, lægen sagde, at han ville lide meget smerte hele hans liv, hvis vi lod ham leve.

Jeg tænker tit på hvordan det ville være at have en lillebror, men jeg var ikke særlig gammel da det skete. Alligevel kan jeg huske hver en detalje. Han nåede at blive en dag gammel, jeg husker stadig min mors og fars gråd, da de sagde god for at slå ham ihjel.

En tåre triller ned af min kind, selvom jeg ikke kendte ham og selvom jeg var så lille, så føles det bare forkert at det skete. Det burde ikke  være sket.

Jeg tørrer hurtigt tåren væk, den er løbet halvt ned af min kind. Der er ikke noget jeg kan gøre ved det, sket er sket og intet kan ændre det nu. Jeg er bare nød til at se fremad som jeg altid har gjort.

Jeg skubber mig ud fra vindueskarmen og lander på gulvet med et lille bump. Jeg går hurtigt mod døren og hen til den snoede trappe som jeg tager ned med to trin af gangen. Trappens mahogni farve passer godt til resten af husets enkelthed.
Jeg når den lille gang for enden af trappen og går gennem den med et par trin, det er en lille gang uden nogle ting i. Døren fører ud til køkkenet, hvor min mor og far sidder med alvorlige udtryk og ser op på mig.
"Hvad er der galt? Har jeg gjort noget forkert?" Mit ansigt bliver pludselig fyldt med alvor da jeg har sagt det og en knude sætter sig fast i min mave.
"Nej du har ingenting gjort galt." Min far stopper med at tale og ser på min mor, jeg flytter blikket til hende, hendes øjne er fyldt med tårer.
"Hvad er det galt? Hvad er der sket?" Knuden i min mave bliver stor og hård, hele min krop bliver helt stiv. Der er sket noget jeg ved det bare, jeg ved ikke hvad det er, men det er noget, og det er alvorligt.
"Vi er nød til at sende dig væk, jeg ved ikke hvor lang tid og jeg ved ikke om vi kommer til at se hinanden igen." Han stopper med at tale for at tage en indånding, og lægge armen om min mor.
"Jeg har fundet en skole som du skal begynde på, om nogle dage, en engleskole. Du bliver nød til at pakke dine ting med det samme, så du kan tage afsted i morgen." Da han er færdig med at tale forsvinder knude. I min mave som et dug for solen, der må ligge noget bag at jeg skal væk, min mors reaktion får mig til at undslippe et hulk. Det er ikke slemt at skulle tage væk, men det er slemt at jeg ikke må vide hvorfor. Min far rejser sig op og går med lange skridt hen mod mig og omfavner mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre andet end at lægge mine arme om ham.
"Hvad er der sket?" Jeg håber på et svar, da min far slipper mig og ser mig dybt i øjnene
"Det kan jeg ikke fortælle dig min skat. Jeg er så ked af det." Han vender sig om da hans øjne bliver fyldt med tårer. Min mor rejser sig med det samme og løber hen og omfavner mig, da hun begynder at hulke.
"Belis, min lille skat, lad os gå op og få dine ting pakket, jeg skal nok hjælpe dig." Jeg nikker, men der går dog nogle ekstra sekunder før hun slipper mig og følger med mig ovenpå.
Det tager os nogle timer at få pakket mine ting ned i tasker, mest fordi min mor ville kysse alle mine ting farvel inden det blev lagt ned. Det gør ondt at se hende sådan, fyldt med så meget smerte uden at jeg ved hvad der skyldes smerten.
Da vi endelig er færdige ser jeg på uret, den er halv elleve. Jeg sender min mor et træt blik, som hun gengælder med et mildt smil.
"Du burde gå i seng min skat, du skal tidligt op i morgen så du kan komme afsted så tidligt som muligt." Jeg nikker svagt til hende og rejser mig op samtidig med hende.
Hun omfavner mig og da jeg gengælder hendes omfavnelse kysser hun mit hår nogle gange inden hun slipper mig.
"Godnat min skat, du må sove godt." Hun går hen mor døren lige efter jeg har sluppet hende.
"Mor?" jeg ser skeptisk på hende og da hun vender sig skynder jeg mig hen til hende og omfavner hende igen.
"Godnat mor, jeg elsker dig." Hun lægger sine arme om mig og kysser mig nogle gange i håret.
"Jeg elsker også dig min skat." Jeg slipper hende igen og da hun slipper mig vender hun sig om og går ud i den mørke gang.
Jeg holder øje med hende indtil jeg ser hun forsvinder ned af trappen, der går dog et øjeblik før jeg går hen og lukker døren.
Jeg skynder mig at tage mit tøj af og komme i mit nattøj, så jeg kan lægge mig i min bløde seng.
Der går ikke længe før jeg falder i en dyb drømmeløs søvn.

****

Jeg vågner, da der bliver banket på min dør og min mors stemme lyder fra den anden side.
"Belis min skat, du skal op nu, du skal afsted om en time." jeg sætter mig op med det samme, og ser ud af vinduet. Det er end ikke blevet lyst endnu, så det må være tidligt. Jeg ser på uret på min mobil. Den er halv seks om morgenen. Jeg rejser mig op, og fumler hen til en stikkontakt for at tænde lyset.
Jeg sukker stille, inden jeg begynder at skifte mit nattøj. Det tager mig ikke lang tid at skifte tøj og få børstet mit hår. Jeg skynder mig hen til døren med mit tøj og min børste i den ene hånd, men inden jeg går ud ser jeg tilbage mod mit næsten tomme værelse. Kommer jeg nogensinde til at se det igen?
Jeg vender mig om og går ud, skynder mig ned af trapperne for at gå ud på toilettet. Efter jeg har fået tændt lyset ser jeg mig selv i spejlet. Mine blå øjne virker helt trætte, og mit sorte lange krøllede hår glinser en smule på grund af lampens lys.
Mit ansigt virker træt, og for første gang i lang tid ser jeg ned af mig selv, jeg er slank og høj, mit tøj idag består af en sort bluse, og nogle mørke jeans. Jeg skynder mig at børste mine tænder, så jeg kan komme ud i køkkenet og få noget morgenmad.
Da jeg kommer ud i køkkenet står min far og ser på mig, hans ansigt er alvorligt, men han fremtvinger et lille smil.
"Godmorgen min lille skat." Han ser ud til at prøve at smile bredt til mig, men det ser ikke ud til at gå efter planen.
"Godmorgen far, har du sovet godt?" Jeg prøver så godt som muligt at lyde glad, men samtidig kan jeg mærke tårene true med at vælte frem.
Han ryster svagt på hovedet hvorefter han går hen og omfavner mig.
"Hvad med dig?" Jeg tager en dyb indånding, for at indånde så meget at hans duft som muligt, inden jeg ryster på hovedet.
"Skynd dig at få noget morgenmad så vi kan komme afsted." Han slipper langsomt mig og vender sig om mod vinduet. Jeg går hen og sætter mig ned og skynder at spise en bolle med ost, og drikke et glas mælk.
Da jeg er færdig går min far og jeg ud og tager overtøj på. Jeg er mig om efter min mor, men hun er ingensteder at se.
"Hun er ude med dine ting sammen med nogle af vores gamle venner." Jeg stirre på ham da han har sagt det, det virker som om han bare vidste, at det var hende jeg så efter.
"Vi skal mødes med hende på skolen." Han går hen mod døren og går ud af den.
Jeg følger langsomt efter ham, udenfor er der stadig helt mørkt, der går stadig nogle timer før lyset kommer frem. Det er nok derfor vi skal afsted så tidligt, for at der ikke er nogle mennesker der ser os. Det ville være en katstrofe hvis de fandt ud af at vi fandtes. Jeg ser hurtigt tilbage mod huset som for at sige farvel. Da jeg ser på min far står han og ser afvendtende på mig.
Jeg breder mine store hvide vinger ud, min far letter som den første. Da han er fløjet en smule længere op letter jeg.
"Vi har travlt hvis vi skal nå derhen inden det bliver lyst min skat." Jeg nikker kort som svar, men så kommer jeg i tanke om at han nok ikke kan se det på grund af mørket.
"Okay." Jeg skynder mig at flyve op på siden af ham, med det samme jeg er det begynder han at flyve. Han har så meget fart på, at det er en svært for mig at følge med, da han opdager det sætter han farten en smule ned. Jeg kan mærke på ham at han er stresset, han er bange for at vi ikke når det inden solen står op.
Det tager nogle timer at flyve derhen, vi har ikke talt så meget på turen, men lidt har vi da talt sammen, jeg ved ikke hvor vi er, men det ser ud til, at min far ved det. Og vi når det inden solen står op, da vi kommer kan man svagt se en stor bygning, den ser grå ud, men mørket kan snyde. Vi lander foran indgangen til bygningen, der står min mor og en dame og snakker. De ser på os, kort inden de går os i møde.
"Belis min skat, det her er Tary, hun er bestyren af skolen, hun vil sørge for at du falder til og vise dig din lejlighed." Hun smiler blidt til mig, hun er lille, med kort gråt hår. Hun virker som en meget streng person, med sine sorte øjne, og rynker i panden. Jeg sender hende kort et smil mest for at virke høflig.
"Vi bliver nød til at tage afsted nu." Min mor ser på min far, der er noget sørgmodig i begge deres ansigter, jeg kan stadig ikke forstå hvad der er glat, men jeg jeg finder ud af det, og om ikke så længe.
"Farvel min skat, jeg kommer til at savne dig." Min mor går hen til mig, og lægger armene om mig i et stort kram, hun kysser flere gange mit hår, hun begynder at hulke da hun slipper mig. Tårende presser sig på, og fylder mine øjne.
Hun går til side og lader min far komme til, selv hans øjne er fyldt med tåre.
"Farvel min lille skat, jeg håber vi kommer til at ses igen." Han giver mig et kæmpe kram. Da han slipper ved jeg ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, jeg står og ser på dem begge.
"Farvel jeg elsker jer." Jeg prøver at smile, men tårene bliver ved med at løbe, jeg ved ikke hvad der er værst. At skulle bo på en skole uden dem, eller at de siger at de håber at vi ses.
"Vi elsker også dig min skat." Siger min mor. De letter samtidig og flyver væk. Væk fra mig.
Skolens bestyre går hen til mig og lægger en arm om mig.
"Kom med, så skal jeg vise dig hvor du skal bo." Hun trækker mig roligt med, jeg ser tilbage, ser dem flyve væk.
Jeg føler mig knust, føler at hele min verden på få sekunder er gået i stykker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...