Besat af en engel (Midlertidig titel)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 maj 2013
  • Opdateret: 6 jul. 2014
  • Status: Igang
*Hans sorte øjne ser ind i mine, da han spreder sine store sorte vinger ud, for at udfordre ham.
Jeg har lyst til at lukke øjnene, da Erion gør det samme med sine helt hvide vinger som om han tager udfordringen op.*
Belis er en engel, hun har altid levet alene sammen med sin familie, men alt ændre sig da hendes forældre sender hende på en skole hvor der både lever engle og dæmoner.
Dette for hende til at indse at der ikke kun findes gode ting i verdenen, som hun ellers altid havde troet, i sit 16 år lange liv.
Hun begynder nu at opleve kærlighed, had, venskaber for livet, og modstand som hun aldrig før troede hun ville opleve.
Hun finder ud af meget mere om sig selv, og opdager en kræft som hun bliver nød til at holde skjult for alle, selv dem hun elsker.
Hun får noget at vide om sin fortid, som hun aldrig ville have troet på, før nogle mystiske ting begynder at ske omkring hende.

6Likes
15Kommentarer
709Visninger
AA

3. Et nyt sted, nye venner.

Jeg vågner træt næste morgen, da Tary havde vidst mig min lejlighed fik jeg lov til at være alene indtil næste dag. Jeg sov hele dagen, græd mig selv i søvn.
Jeg sætter mig op og ser på uret, klokken er halv et om eftermiddagen. Jeg ser rundt, værelset er stort, jeg ligger i en dobbeltseng med lyseblåt sengetøj, gardinerne er trukket for vinduerne. Henne ved væggen står der et skab og en komode med tøj i, et billed af min mor og far og mig er blevet sat oven på den, ved siden af ligger en nøgle til lejligheden, ved siden af komoden er døren der fører ud til resten af lejligheden. Jeg har ikke været i resten af lejligheden, så jeg ved ikke helt hvordan den ser ud, men jeg er også ligeglad. Jeg rejser mig op, min mor har pakket alle mine ting ud, da hun var her med dem, så jeg ikke selv skulle gøre det.
Jeg finder nogle sorte jeans, og en hvid bluse, som jeg hurtigt får på. Jeg har brug for at komme ud af den her lejlighed, selvom jeg ikke har været her så længe.
Jeg skynder mig at rede mit hår, inden jeg går ud i en smal gang, hvor der ingenting var, andet end nogle døre ind til de forskellige andre rum i lejligheden. Væggene er gråmalede, og gulvet er af brunt træ.
Jeg går langsomt ud af døren, låser den og ser mig omkring, der er mange døre og flere trapper der fører ovenpå og nedenunder, væggene er alle grå, og gulvet af rød sten, der er nogle engle der står et stykke fra mig og stirrer en smule da jeg går forbi dem. Jeg ser ned i jorden, for ikke at tiltrække alt for meget opmærksomhed, da jeg går hen til trapperne, og langsomt ned af dem, jeg er ikke rigtigt vant til andre engle end min mor og far, de har rent ud sagt holdt mig væk fra alt og alle hele mit liv.
Da jeg kommer nedenunder ser jeg op, det ser ud på samme måde som ovenpå, hvor min lejlighed ligger. Jeg sætter i løb lige så snart jeg få øje på døren, som fører ud til, men lige inden jeg når den ser jeg en gruppe af engle komme gående ude fra. Jeg sætter farten ned, og går imens jeg igen ser ned i jorden. Det ser ikke ud til at de lagde rigtigt mærke til mig, hvilket var fint med mig. Da jeg åbner døren rammer den friske duft af kold luft mig, og kulden minder mig om at jeg nok burde havde taget noget mere tøj på inden jeg forlod lejligheden. Jeg går roligt udenfor, og ser mig omkring, der er ikke rigtig andet ved indgangen end sne, men længere væk ligger der en skov, træerne er fyldt med sne.
Jeg går hen til væggen ved siden af indgangen, bygningen er åbenbart ikke grå, som den ellers havde set ud til at være da jeg kom, men den er rød. Jeg sætter mig op af den, og trækker benene op, hvorefter jeg lægger mine arme om dem. Jeg tager flere dybe indåndinger og puster en hvid damp ud, inden jeg mærker den sidste varme i min krop forsvinde, jeg er helt kold nu. Så kold at jeg ikke fryser mere, det er både en dejlig følelse, men også en smule skræmmende.
Jeg lukker mine øjne, et kort sekund, inden jeg hører nogle komme. Jeg ved ikke hvor mange der er, men jeg kan høre deres latter. Jeg åbner mine øjne og ser mod lyden, inden længe vil jeg kunne se hvem der kommer. Et par snefnug begynder at dale ned fra himlen, hvilket gør at jeg får en trang til at tage en flyvetur. Men inden jeg når at tænke tanken til ende kommer fire fyre gående op af trappen.
En af dem stopper op da han får øje på mig, en lyshåret dreng, med blå øjne, lys hud, han virker til at være ret høj, og muskuløs, men det kan snyde. Han prikker til en af de andre, en brun håret dreng, med grønne øjne og nogenlunde samme krops bygning som ham, og peger hen mod mig, hvilket fik alle sammen til at se på mig.
De går op af trappen og stiller sig foran mig.
"Hejsa, fryser du ikke?" Ham der først fik øje på mig ser på mig, og sætter sig ned i knæ foran mig.
Jeg stirrer på ham, som om jeg aldrig har set en dreng før. Han rejser det ene øjenbryn inden han ser tilbage mod de andre. Det får alle de andre til at sætte sig ned i en halv kreds omkring mig.
Jeg tager mit blik til mig og vælger at stirre på mine hænder istedet for på dem.
"Er du ny her?" Jeg ser op, det er en ny en der taler, han er meget lille, hans hud er bleg, og hans grønne øjne og blonde hår får ham til at virke meget ung og en smule klogere end de andre.
"Ja." Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg ellers skal sige, men jeg føler at jeg er nød til at svare dem.
Med det samme begynder han at smile til mig.
"Okay, burde du ikke få en jakke på, så du ikke bliver syg?" Jeg kniber mine øjne en smule sammen, og rejser mig op.
"Nej, jeg er vel vant til det." Jeg prøver at gå mod en af åbningerne for at komme forbi dem og væk fra dem, men en mørkhåret fyr rejser sig op og spærre vejen for mig. Jeg ser ham i øjnene, han har blå øjne, og sort hår, han er høj og meget muskuløs, og selvom det er vinter har han en mere solbrun farve end de andre.
"Vi vil bare være dine venner ikke andet, vi vil ikke slå dig ihjel eller noget, så du behøver ikke at stikke af fra os." de andre rejser sig op, da ham den lille er færdig med at tale, dog bliver han selv siddende.
"Og hvorfor vil i det? I kender mig jo ikke." Jeg tager et par skridt tilbage, og ser på dem.
"Så lad os lære dig at kende, hvad hedder du?" Ham den lille smiler stort til mig og rejser sig op, som om han vil overbevise mig. Jeg sukker opgivende, jeg vil ikke få lov at gå før jeg har sagt det, det har jeg allerede regnet ud.
"Belis, min navn er Belis." Jeg prøver endnu engang at komme forbi dem, men de ville ikke lade mig gå.
"Okay hyggeligt at møde dig Belis. Jeg hedder Dylan." Det er den lille fyr der havde navnet Dylan, det passer ikke så meget til ham, fordi Dylan i filmene er en høj, muskuløs og hård fyr, ham her er det stik modsatte.
"Det her er Erion." Dylan peger på den fyr der står foran mig, jeg møder igen hans blik og bakker en smule tilbage.
"Det her er Jacob." Han peger nu på den fyr, som han havde prikket til lige efter han fik øje på mig.
"Og til sidst det her er Jack." Han peger på den sidste fyr, og smiler bredt til mig.
"Okay, må jeg så gå nu? Jeg har lyst til at tage en flyvetur." Jeg går hen og skubber mig forbi Dylan og Jacob, som står ved siden af hinanden.
"Vi kan da tage med dig, det kunne nu være meget hyggeligt at lære dig at kende, og hvis du vil have det, kan vi vise dig rundt." Jeg kan mærke Dylans blik i nakken, så jeg ruller hurtigt med øjnene inden jeg vender mig om.
På den ene side vil jeg bare være alene, men på den anden side har jeg brug for venner, for ikke at skulle være her helt alene, og så kan de vise mig rundt, hvilket ville være en stor hjælp for mig.
"Okay, men jeg skal først ind og have en jakke på." Jeg kniber mine øjne en smule sammen, da Dylan lyser op i et stort smil og laver en underlig jubels dans.
"Okay det er en aftale, hvilket nummer bor du i?" Jack sender et skævt smil til mig og går hen og åbner døren indtil.
"542 tror jeg det er." Jeg går roligt derhen og prøver at sende ham et lille smil.
"Så lad os gå derhen." Jeg mærker en tage fat i min arm og hive min indenfor, det er Dylan. Jeg ser tilbage, og de andre følger med som i en gruppe.
Vi når hurtigt op til mit værelse, hvor jeg låser døren op og roligt går ind. Jeg siger ingenting, går direkte  ind på mit værelse, og tager min jakke. Det tager mig ikke lang tid at få den på, så jeg sukker opgivende da jeg går tilbage til dem. De står ude på gangen og puffer en smule til hinanden, Erion ser på mig med noget der kunne minde om et smil. Jeg vælger at prøve at ignorerer det, og begynder uden en lyd at gå mod trapperne.
"Hvor kommer du fra?" Jacob er gået op på siden af mig, som den eneste de andre går bagved og driller hinanden. Jacob ser indgående på mig og sender mig et skævt smil da jeg ser ham i øjnene.
"Jeg kommer fra Shellbrook." Jeg tager blikket til mig og ser frem, vi er nået ned af trappen og er næsten henne ved døren, som Jacob åbner for mig. Jeg går ud og vender mig om mod dem.
"Shelbrook, den by kender jeg ikke, er den lille?" Han rynker panden og ser meget eftertænksom ud, til sidst trækker han bare på skulderen.
"Den er også meget lille, jeg boede i en skov et stykke derfra." Jeg trækker på skulderen, og presser mine læber en smule sammen.
"Hvor gik du så henne?" Han sender mig endnu et skævt smil, det virker som om han virkelig gør sit bedste for at starte en samtale med mig, men det går ikke så godt. Mest på grund af mig.
"Gik?" Jeg sender ham et forvirret blik, og tænker mig om, men jeg kan ikke finde ud af hvad man mener.
"Ja gik, i skole." Erion, Jack og Dylan går hen ved siden af ham, og ser undrende på mig.
"Hmm, jeg har ikke rigtigt gået i skole før, jeg har bare været hjemme." Jeg ser undrende på dem, da de alle sammen rynker deres pander.
"Hvad?" Jeg ser skiftehvis på hver af dem, jeg forstår ikke hvorfor de ser sådan på mig, det giver ikke nogen mening.
"Så du har aldrig gået i skole?" Jack sender mig et lidt forvirret smil, men det virker som om de ikke forstår det.
"Nej, hvorfor skulle jeg det?" Jeg trækker på skulderen.
"Skole er vigtigt, hvad har du så lavet? Været sammen med dine venner?" Erion overtager samtalen og ser hurtigt på de andre.
"Jeg har været sammen med min mor og min far.. Der var ikke rigtigt andre engle så jeg har aldrig rigtigt været sammen med andre end min mor og far." Jeg ryster svagt på hovedet, som for at overbevise dem om at jeg taler sandt, og ikke bare stikker dem en løgn.
"Har du så aldrig været sammen med andre engle?" Erion laver en grimasse, og rynker panden endnu mere.
"Nej ikke rigtigt, eller jo da jeg var lille, men så skete der noget og så ville mine forældre ikke have at jeg kom ud og mødte andre." Det er jo sandheden, bare ikke den hele, for jeg havde haft rigtig mange venner som lille, og gik i englehave, men efter min lillebror døde, ville ingen have deres børn i nærheden af os, og jeg måtte ikke se andre engle.
Jeg trækker på skulderen og går forbi dem, for at komme ud hvor sneen daler kraftigt fra himlen.
Jeg ser op i himlen, og lukker øjnene et kort øjeblik inden jeg breder mine vinger ud i hele deres bredde.
Jeg hører de kommer hen til mig, jeg hører deres fodspor.
Jeg basker svagt med vingerne, og et smil breder sig i mit ansigt. Himlen er allerede begyndt at blive mørkere, fortæller at vinteren er på sit højeste punkt.
Juleferien starter idag, for dem som har gået i skole i hele deres liv, men for en som mig er det jo bare hverdag. Jeg har aldrig været vant til at der og der fik jeg ferie, for det havde jeg jo hele tiden.
Efter lidt står de ved siden af mig igen, Erion er den første der sætter af, og flyver en smule op mod himlen. Jeg følger efter, og på kort tid er vi alle der. Jeg flyver længere og længere op, da de igen begynder at puffe til hinanden, jeg flyver op så jeg kan se ud over skolen, ud over skoven.
Følelsen af frihed rammer mig igen, den gør mig vægtsløs, jeg lader hele min krop dreje rundt flere gange inden jeg ser ned mod dem igen.
De ser en smule uforstående på mig, jeg kan mærke at blodet skyder op i mine kinder, for første gang i meget lang tid rødmer jeg, mest fordi det ikke er normalt for mig at være sammen med andre engle, og så når jeg sjældent for muligheden for at flyve og føle mig rigtigt fri så tager jeg muligheden. Jeg føler alle mine sanser oppe i luften, det er den bedste følelse jeg nogensinde har haft, ikke at skulle tage hensyn til om der var nogle mennesker der så mig, for her var kun engle.
Jacob flyver op på siden af mig.
"Du nyder virkelig hver flyvetur hva'?" Han begynder at grine en smule, hvilket får mig til at smile til ham, for første gang et ægte smil, hvorefter jeg nikker.
"Jeg havde sjældent muligheden før, på grund af menneskene, så når jeg endelig havde muligheden så tog jeg den." Jeg drejer flere gange rundt om mig selv igen, og smiler endnu større end før til ham.
"Er Belis dit rigtige navn? Eller er det en forkortelse for noget?" Han sender mig et flirtende blik, men tager det til sig igen da de andre kommer op til os.
"Nej det er en forkortelse, for Belisana, men jeg er altid blevet kald Belis, så det er hvad jeg siger jeg hedder. Det er også nemmere at huske." Jeg smiler skævt, da Dylan lyser op i et fjollet smil.
"Det er da også et helt vildt besværligt navn, Belisana, Belis lyder nu også bedre." Erion ser ud til at han endnu engang forsøger at sende mig et smil, hvilket går en del bedre end før.
Dylans smil forsvinder med et, da han bliver ramt af en snebold der ser ud til at gøre en smule ondt på ham. Han ømmer sig kort, og vender sig rundt i luften. Sneboldens kaster flyver en smule væk fra ham, det er Jack, der nu bøjer sig sammen i luften af grin.
"Snebold? Seriøst?" Dylan vender hele sin krop, og flyver ned for at få fat i noget sne, som han hurtigt former til en snebold. Han kaster den efter ham, og rammer ham hårdt i ansigtet, hvilket får Jacob til at flyve ned og få fat i noget sne. Det her kan hurtigt udvikle sig til en sneboldkamp, hvilket jeg ikke havde lyst til at være en del af.
Jeg flyver hurtigt et stykke væk fra dem, Erion ruller med øjnene, og flyver efter mig. Der går heller ikke længe før alle de andre er i fuld gang med en sneboldkamp, jeg ser at Dylan får en vasker af Jack. Hvilket får mig til at fnise lidt.
"De er nogle tosser når det handler om sne, jeg forstår dem ikke." Erion ruller bevidst med øjnene, for at vide at han synes det er latterligt.
"Jeg kan nu godt lide sneboldkampe, men det der ser ud til at være lidt for voldsomt." Jeg nikker for mig selv, selvom Erion flyver lige foran mig.
"Jeg kan vise dig rundt, for der går nok noget tid inden de bliver færdige." Han peger med den ene tommelfinger bagud mod dem, de er fuldstændig gået amok med sneen. De griner og kaster sne på hinanden, og giver hinanden vaskere.
Jeg nikker til ham, og smiler lidt til ham, han gengælder mit smil med et kort skævt smil.
Han begynder at flyve mod skoven, med det samme vælger jeg at følge efter ham, jeg ser hurtigt tilbage mod de andre, de er stadig igang med deres sneboldkamp, og ser ikke ud til at lægge mærke til at vi flyver væk fra dem.
"Skoven er stor og det er let at fare vild i den, hvis man er nede på jorden, men om sommeren er det det perfekte sted at tage hen, fordi midt i skoven ligger der en sø, hvor der er mange der tager hen for at få en kold dukkert. Du kan se den der." Erion peger ned mod en bar plet i skoven, hvor der ingen træer er, og rigtigt nok ligger der en plet af hvidt sne, og is, som dækker en stor sø.
"Der er mange ting af se her, men jeg tror nu det vigtigste sted at finde rundt er inde på selve skolen, den kan godt være en smule forvirrende at finde rundt på når man er ny, men kan vænner sig hurtigt til det." Han smiler igen kort til mig, og roder lidt i sit sorte hår, så det begynder at stritte.
"Kan du så vise mig skolen?" Jeg rynker panden lidt, jeg havde håbet at jeg ville kunne flyve i længere tid, men det ser det ikke ud til at jeg kan.
"Ja, selvfølgelig, kom med." Han vender rundt, og flyver langsomt tilbage mod skolen, så jeg vælger bare at følge efter ham, det tager mig ikke lang tid at komme op på siden af ham.
"Hvornår kom du?" Han ser på mig, ser mig i øjnene et kort øjeblik, inden han vender sit blik og ser frem igen.
"I forgårs, så det er ikke så længe siden." Jeg trækker på skulderen, og tænker på min fars ord.
#Jeg håber vi kommer til at ses igen#
Jeg kan mærke at tårene langsomt fylder mine øjne, så jeg ser væk. Det tager mig nogle sekunder at få styr på mine følelser, så jeg kan se frem igen, det ser ikke ud til at Erion har lagt mærke til noget, hvilket er en stor lettelse for mig.
"Så er det underligt at jeg ikke har set dig før idag." Han trækker lidt på mundvigen, hvilket får et smil frem på mine læber igen.
"Jeg har været i min lejlighed indtil idag. Så det er ikke så underligt." Jeg trækker igen på skulderen og rynker panden da et svagt grin undslipper hans læber.
"Hvorfor har du ikke været ude igår?" Han ser på mig, og rynker panden en smule, men der går ikke langtid før den platter ud igen.
"Jeg var træt og havde lyst til at sove." Jeg havde ikke lyst til at fortælle ham om hvorfor jeg ikke var kommet ud igår, for så skulle jeg også fortælle at jeg ikke vidste hvorfor jeg i det hele taget var kommet, eller at jeg ikke vidste hvorfor og at mine forældre havde været så triste og fulde af smerte da de fortalte mig det. Og da de sagde farvel til mig.
"Forståeligt nok, det er alle nok når de kommer hen til et helt nyt sted." Han nikker svagt, nok mest til sig selv.
"Har du prøvet det da?" Jeg ser undrende på ham, da han nikker.
"Ja, men det er meget længe siden, jeg har boet på skolen det meste af mit liv." Denne gang er det hans tur til at trække på skulderen.
"Hvad med dine forældre, savner de dig ikke?" Jeg fanger kort hans blik inden jeg igen ser væk.
"Det er ligemeget. De betyder ikke noget for mig." Jeg ser på ham, nu er jeg nysgerrig, men jeg vælger at lade vær med at spørge mere ind til det, for det virker meget privat, og så vil det virke som om jeg er alt for nysgerrig. Men det er det jeg er, nysgerrig, hvilket ikke altid er godt for mig, men lige her vælger jeg ikke at virke nysgerrig, mest fordi det er et emne der ikke kommer mig ved, fordi det er så privat.
Hvis han vil fortælle nærmere omkring det, så skal han nok selv gøre det, og uden min nysgerrighed som ellers ofte hurtigt bliver indblandet.
Det tager nogle timer for ham at vise mig rundt på hele skolen, og da vi endelig er tilbage i forhalen, sukker jeg opgivende. Han løfter øjenbrynene, hvilket får hans øjne til at se store og vilde ud.
"Er det hårdt?" Et lille grin undslipper hans læber, da jeg nikker opgivende.
"Ja, jeg er jo ikke vant til at gå så meget rundt, jeg har jo kun boet i en skov." Jeg ryster på hovedet, og sender ham et træt blik, som får ham til at smile skævt til mig.
"Jeg tror jeg vil gå op og sove lidt nu. Du skal vel også finde dine venner igen?" Jeg rynker panden en smule, selvom jeg ved at man ikke kan se nogle rynker i min pande.
"Jeg kan følge dig hen til din lejlighed hvis du vil have det. De andre sidder sikkert i kantinen nu, og får noget at spise." Han trækker på skulderen og fanger mit blik et kort sekund.
"Okay, du må gerne følge mig derhen." Jeg ser på klokken, den er næsten syv nu, så kan jeg bedre forstå jeg er så træt, jeg har aldrig gået rundt i så mange timer, og aldrig været sammen med nogle i mere en et par timer, altså lige bortset fra mine forældre.
Erion nikker lidt og begynder at gå mod trappen, jeg følger med det samme efter ham, det virker som om han allerede ved hvor jeg bor, selvom skolen er så stor og han kun har stået ude foran min lejlighed en gang sammen med de andre.
Der er en tavshed mellem os, som gør at jeg kan få tænkt lidt, men jeg føler at jeg bliver nød til at afbryde tavsheden, mest fordi den er begyndt at blive lidt pinlig.
"Har du så gået på andre skoler end den her?" Jeg prøver at starte en samtale med ham, dog uden at vide hvordan jeg skal fortsætte den.
"Nej, jeg har altid gået på den her skole, siden første klasse, det er dog først sidste år jeg flyttede ind her." Han laver en bevægelse med hånden som for at feje samtalen væk. Jeg overvejer lidt om jeg skal fortsætte, men beslutter mig for at lade vær, da det måske vil give en dårlig opfattelse af mig.
Vi fortsætter op af trapperne i tavshed, og når hurtigt hen til min lejlighed. Jeg låser langsomt døren op, og vender mig om for at se på ham.
"Tak fordi du fulgte mig herhen." Jeg sender ham et træt smil, som han hurtigt gengælder med et mere frisk smil.
"Det var så lidt, du må sove godt." Han sender mig kort et skævt smil, og vender sig om for at gå.
"Tak." Jeg skynder mig at sige det, hvilket får ham til at vende sig om mod mig. Han åbner munden for at sige noget, men lukker den kort efter igen, og løfter hånden for at vinke farvel til mig. Jeg gør det samme, og vender mig om og går ind i lejligheden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...