Psykopat i Vester Åby

(Det første billede af Vester Åby i konkurrencen 'Kunst' er valgt til denne historie)
Vester Åby har længe været en mindre og meget stille by, hvor ingen krminalitet fandt sted. Det ændrede sig markant, da psykopaten Almond flytter ind i et lille hus midt i byens centrum. Med sig har han sin intetanende kæreste Anna og deres hund Olsen.
Almond har i lang tid vidst, at noget var galt med den følelsesmæssige del af hans personlighed, men han har som en hver anden lært at skjule det. Især overfor Anna, der tror, at Almond elsker hende meget højt.
Et mord bliver begået i nabohuset, og Almond forsøger at holde sig i det skjulte, men det er svært, når man er psykopat i Vester Åby.

2Likes
9Kommentarer
651Visninger
AA

1. Prolog - Tilflytterne

Jeg slæbte endnu en tung kasse ind i vores nye stue. På det slidte, gamle gulvtæppe stod allerede en helt bunke af kasser og forskellige andre ting pakket godt ind. Sofaen havde vi ikke fået indenfor endnu, men det var vidst også tæt på det eneste, der var tilbage at flytte på. Jeg sukkede højt. Huset lugtede gammelt og måske en smule muggent, det gamle ægtepar, som før havde ejet huset, var vidst ikke de bedste til at vedligeholde det. Det ellers hvide tapet på de tykke vægge var blevet en smule gult af hvad der godt kunne lugte som cigaretrøg. Det skallede da også en smule af i toppen og i bunden af væggene, men det var ikke noget hverken Almond eller jeg gik særlig meget op i.
Udenpå var det også denne her sære blandning af gul og hvid. Jeg mente selv at huset var gult, men Almond insisterede på, at det var hvidt. Jeg var egentlig også ligeglad, så jeg diskuterede ikke med ham på det punkt. Taget var dog rødt. Det var vi enige om. Og den lille, lave skorsten på toppen var også rød.
En mellemhøj og mørkegrøn busk strakte sig rundt om huset og holdt derved uvedkommende blikke ude, mens en lygtepæl lige foran huset gjorde det næsten unødvendigt med en lampe over døren, medmindre man kom hjem om natten.

Ved min side sad lille Olsen. Han var blot en hvalp, så navnet passede ham ikke så godt, men Almond havde forsikret mig om, at det nok skulle komme. Med sin hale fejede han det lille stykke gulv bag ham, og hans hvalpeøjne glimtede op til mig. Jeg fortrak ikke en mine.
"Anna?" Med ryggen til døren kunne jeg høre Almond kalde på mig ude fra bilen. Jeg vendte mig om og puffede til Olsen, for at komme forbi ham og ud af døren.
Almond stod med overkroppen inde i bilen i en underlig krumrygget stilling taget hans højde i betragtning. Han fik med ét øje på mig i døren, og i sin iver efter at stikke hovedet ud af bilen slog han nakken imod kanten i taget på den.
"Fuck!" Han forbandede bilen, smækkede døren og gav dækket et spark.
"Fald ned. Den kan sgu da ikke gøre for, at du er klodset" sagde jeg. "Hvad ville du mig?" 
Han kneb øjnene en smule sammen og åbnede munden. Det dannede en lille rynke mellem hans øjenbryn. Jeg fniste.
"Hvad fniser du sådan af?" Han så ikke ud til at se det morsomme. 
Jeg rystede på hovedet. "Ikke noget. Hvad ville du?" Jeg var ikke ligefrem den tålmodige type. 
"Jeg tror vi mangler en kasse" svarede han endelig. "Kassen med Olsens ting. Du ved, kurv, madskål og det. Den er her ikke."
"Jeg ved hvad du mener" bed jeg ham af. Det kunne bare ikke passe. Nu havde den idiot kræftedme glemt noget igen. 
Jeg nægtede at hjælpe og trampede istedet ind i huset igen, hvor jeg satte mig på gulvet. Olsen trippede stille hen til mig, men jeg var ikke i humør til at lege. 
"Anna, for helvede! Det er sgu da ikke min skyld!" Jeg kunne høre ham nærme sig døren, men jeg orkede virkelig ikke gøre noget for at stoppe ham. 
"Det tog fucking hundrede år at køre herhen, Almond! Jeg gider ikke køre tilbage efter en fandens kasse med hundeting." Jeg kunne mærke mine læber snerpe sig sammen. Det her var latterligt.
"Han kan da for helvede ikke klare sig uden." Almond kiggede ned på den lille hund, der uden en bekymring i verden smøgede sig om hans ben. Han gjorde et enkelt spark til Olsen, så han bumpede direkte tilbage på enden igen. 
"Hold nu op. Han har ikke gjort noget" sagde jeg. Den lille hund var ikke kommet tilskade. Forsigtigt rakte jeg hånden frem og trak Olsen hen til mig. Han lagde sig taknemmeligt i mit skød. 
"Han kan få lov til at sulte kan han. Jeg kører ikke hele vejen tilbage for at hente den forbandede kasse" brokkede han sig på vej tilbage til bilen. 
Jeg vendte blikket ned mod Olsen. "Far er sur igen" sagde jeg stille. Han pev.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...