Psykopat i Vester Åby

(Det første billede af Vester Åby i konkurrencen 'Kunst' er valgt til denne historie)
Vester Åby har længe været en mindre og meget stille by, hvor ingen krminalitet fandt sted. Det ændrede sig markant, da psykopaten Almond flytter ind i et lille hus midt i byens centrum. Med sig har han sin intetanende kæreste Anna og deres hund Olsen.
Almond har i lang tid vidst, at noget var galt med den følelsesmæssige del af hans personlighed, men han har som en hver anden lært at skjule det. Især overfor Anna, der tror, at Almond elsker hende meget højt.
Et mord bliver begået i nabohuset, og Almond forsøger at holde sig i det skjulte, men det er svært, når man er psykopat i Vester Åby.

2Likes
9Kommentarer
638Visninger
AA

4. Kapitel 3 - Liget

Uden for vinduet i Frk. Donnas hus stod et blomstrende æbletræ med æbler så modne at de af sig selv var undsluppet de kringlede grene, og nu lå de på jorden helt for sig selv, præcis som Frk. Donna nu også gjorde. Hendes korte grå hår blev farvet af græsset og den let fugtige jord, ja, selv hendes noget så fine sæt tøj bestående af hvide bukser strøget forsigtig med et gammelt strygejern og en lilla skjorte akkurat så fornem som Frk. Donna selv. Den lilla farve på skjorten var dog ikke til at se mere, da en ny og flottere blodrøde farve stille bredte sig i pletter over den. 
Hendes hjerte, som lå gemt bag ribbenene sænkede farten slag for slag, mens hendes sidste åndedrag lød svage og gispende. Livet blev langsomt og smertefuldt trukket ud af hendes krop gennem sårene fra flere dybe knivstik. Hun blinkede et par gange med øjnene fast besluttet på at ende sit liv med lige så åbne øjne, som hun havde haft, da hendes krop ikke lå badet i en pøl af hendes eget blod. 
Og selvom hun vidste at det her var enden for hende, kunne hun ikke lade værre med fortsat at tænke på, hvad hun betragtede, som hendes by. Vester Åby. Hun havde gennem hele sit voksen liv ledet denne by. Hun havde gjort sig selv til dens overhoved med støtte og hjælp fra de andre sladdertanter. 
Men nu i løbet af få minutter blev det hele taget fra hende. Alt hvad hun havde kæmpet for, og hun kunne ikke lade værre med at ærge sig over, at hun ikke ville komme til at sladre om dette noget så spændende drab, der havde fundet sted. 
Hun brugte sine sidste sekunder på at tænke på morderen. Kniven i vedkommendes hånd. Vreden i vedkommendes ansigt.
Og hun var væk. Død. 

Længe efter morderen var løbet sin vej, kom Frk. Donnas trofaste håndlanger Amelia trippende ind i haven. Alle kaldte hende Milly, selvom hun egentlig selv foretrak Amelia. Det havde været Frk. Donnas idé med det lille kælenavn. 
Milly var en smule yngre end Frk. Donna havde været. På små højhælede sommersko nærmede Milly sig Frk. Donnas døde krop. Hun havde ikke sine briller på, og uden dem kunne hun dybest set ikke se en pind. 
"Frk. Donna?" spurgte hun ud i stilheden. Ikke engang Milly måtte kalde hende andet end Frk. Donna. "Frk., er du her?" Hun var ikke vandt til at vente så længe på et svar, som sædvanligvis havde været et muggent grynt fra Frk. Donna. 

Milly fumlede efter kæden med hendes briller, der hang om hende hals. Hun tog dem klumset på. Hun så ingenting. Blot den sædvanlige have og det smukke æbletræ. 
"Frk. Donna?" 
Langsomt sænkede hun blikket. "Frk. Donna?!" 
Hun så Frk. Donnas blodige krop foran sine fødder, men det var mere end hvad hun kunne klare. Hun kunne se på Frk. Donna, at der ikke var mere liv tilbage i hendes krop, så hun løb, så hurtigt hendes spinkle ben kunne bære hende i retning af havelågen. 
Ingen tårer at se i hendes ansigt, men en stigende panik og et angstanfald bredte sig tydeligt trin for trin. Hun rystede voldsomt, og før hun vidste af det knækkede hendes ben sammen under hende og sendte hende med hovedet først ned i jorden. Hun skreg. Af smerte; men mest af alt af panik. 
Ingen havde nogensinde rigtig elsket Frk. Donna, men Milly havde været tættest på. 
Nu da hun var død, var Milly selvfølgelig udråbt til den nye leder af sladdertanterne, og det gjorde hende mere nervøs end Frk. Donnas blodige lig. 
Hvad nu hvis politiet ville mistænke hende for drabet?
Trods hendes tvivl fandt hun frem til Frk. Donnas beigefarvede telefon, da hun fik slæbt sig selv indenfor. 
Hun tastede 112 på den gamle men funklende rene telefon med en hånd, der rystede mere end når hun førte en kaffekop fra bordet til munden. 
En stemme talte til hende i telefonens rør. 
"Jeg.. jeg tror.. min veninde er blevet myrdet.."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...