Psykopat i Vester Åby

(Det første billede af Vester Åby i konkurrencen 'Kunst' er valgt til denne historie)
Vester Åby har længe været en mindre og meget stille by, hvor ingen krminalitet fandt sted. Det ændrede sig markant, da psykopaten Almond flytter ind i et lille hus midt i byens centrum. Med sig har han sin intetanende kæreste Anna og deres hund Olsen.
Almond har i lang tid vidst, at noget var galt med den følelsesmæssige del af hans personlighed, men han har som en hver anden lært at skjule det. Især overfor Anna, der tror, at Almond elsker hende meget højt.
Et mord bliver begået i nabohuset, og Almond forsøger at holde sig i det skjulte, men det er svært, når man er psykopat i Vester Åby.

2Likes
9Kommentarer
652Visninger
AA

3. Kapitel 2 - Skriget

"Lad os nu ikke tænke for meget over det." Anna viftede afvisende med hånden i retning af Almond. 
"Jeg troede, du elskede den dumme køter" hvæsede han af hende. Olsen lå i sit hjørne med blanke øjne, der ikke rørte sig ud af flækken. "Han er din hun for fanden, Anna!"
"Lad værre med at råbe sådan" Annas stemme var fast og rolig. "Frk. Donna kan høre dig helt over bag hækken." Hun vrængede af Frk. Donnas navn. 
"Jeg gider ikke skændes med dig. Du er altid så fucking stædig." Almond prøvede ihærdigt at hisse sig ned, men når først hans ansigt var glødende rødt, var det svært for ham at bevare fatningen. 
"Og du bander hele tiden." 
De stod så tæt på hinanden, at Anna kunne mærke Almonds åndedrag. Hans ånde lugtede kraftigt af alkohol, men hun sagde ikke noget, for hun var sikker på, at hendes ånde lugtede lige så kraftigt af røg. 
Almond og Anna havde været opppe at skændes i over en time. De skændes om hvorvidt de skulle købe ting til Olsen. Han manglede alt hvad en hund behøver, og indtil videre havde han sovet på gulvet og spist deres rester. Han lå i sit hjørne og sov konstant. Sikkert på grund af den behandling han fik. 
Anna fik et sjovt udtryk i ansigtet. Han spærrede øjnene op og løftede et øjenbryn. "Du kan godt lide at se ham lide, kan du ikke?" spurgte hun.
Almond svarede ikke. Hans knyttede næver dunkede, og knoerne var hvide af raseri. 
"Fint" fortsatte Anna. "Vi ser hvem der giver op først."
"Giver op?" Almond sagde endelig noget. 
"På et tidspunkt må en af os da få ondt af hunden. Vi ser hvem der falder i først." Hun stod froset fast som en statue med et koldt og hårdt ansigtsudtryk. 
"Det er dyrmishandling" sagde Almond.
"Giver du op allerede?" Anna lagde armene over kors. Hun var klar til at vinde. 
"Fandme nej" bandede Almond og rettede sig op, så han var mindst tyve centimeter højere end Anna. "Jeg er klar til kamp."

Ovenpå al den raseri besluttede Almond sig for at gå en tur. Han havde efterhånden siddet som indsat i det lille hus, og han trængte til at komme væk fra Anna. Han magtede ikke at se på hende hele tiden og så igen. Godt nok var hun hans kæreste, men han følte ingen kærlighed for hende. Det var som om, en del af hans hjerne var sat på standby. Der var ikke ét menneske i hele verden han elskede. Han elskede heller ingen dyr og da slet ikke Olsen, som altid gik ham på nerverne med sin logrende hale. 
Det gik op for ham, at han lod som om. Han klappede Olsen en gang imellem, og han kyssede Anna, men det var bare en form for skuespil. Hvis ikke han havde nogle at være hos, var han sikker på, at han ville blive sindssyg, og så var det da bedre bare at spille en smule skuespil. Det skadede da ikke nogen.

Anna blev tilbage i huset sammen med Olsen. Hun var ikke sadistisk, så hun havde ikke ligefrem lyst til at se den stakkels hund lide, men hun havde derimod heller ikke lyst til at gøre noget ved det. Oven i det ville hun gerne bevise over for Almond, at hun ikke var så blødsøden, som hun var sikker på, at han opfattede hende. Det var hans skyld det hele. Det var slet ikke meningen, at hun skulle ende op i sådan en rådden by i sådan et hus. En lille sød drøm udenpå men en svinesti indeni. Og så var der jo også naboen. Frk. Donna kaldte hun sig selv. Det var ikke noget der ligefrem tiltalte Anna. Han var godt træt af den lille spion, der sagtens kunne ses fra deres vindue, selvom hun ihærdigt prøvede at gemme sig. Almond var vist ikke helt så opmærksom på det, men hun narrede i hvert fald ikke Anna. 

Olsen, der kedede sig noget så gevaldigt, lå og bed i et lille stykke tapet, der var revet løs af væggen. Han var sulten, men han pev eller gøede ikke. Hvem ville høre ham? 
Han lagde forsigtigt hovedet på sine poter og lukkede de efterhånden tunge øjenlåg. Han havde brug for at sove lidt mere, men lige inden drømmeland hørte han et skrig fra nabohuset. Ikke et hjublende skrig eller et skrig fra en der bliver kildet, men et skrig fra en der ved, at alting har en ende, og at den ende er nær. 

Så blev der stille. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...